Heartland Festival offentliggør fire nye navne: Bl.a. London Grammars første danske koncert

Heartland Festival offentliggør fire nye navne: Bl.a. London Grammars første danske koncert
London Grammar.

Den fynske festival Heartland slår endnu engang ud med armene og offentliggør et stærkt firkløver, som skal optræde ved Egeskov Slot til sommer: London Grammar, The Cinematic Orchestra, Gregory Porter og Diamanda Galás.

For de netop tilføjede navne gælder blandt andet det faktum, at London Grammar hermed giver sin første koncert på dansk jord. Trioen med den karakteristiske sangerinde Hannah Reid brød igennem med nummeret ‘Hey Now’ flot efterfulgt af debutalbummet ‘If You Wait’ fra 2013, og de har for nyligt markeret sig igen med den soulfyldte single ‘Rooting For You’.

The Cinematic Orchestra er en britisk gruppe, der måske især er kendt for nummeret ‘To Build a Home’ tilbage fra 2007, og som har en særlig evne til at forene det emotionelle med nuancer af jazz og electronica. De gør også gerne brug af filmiske og improvisatoriske teknikker, hvilket især blev etableret på albummet ‘In Motion’ fra 2009, og som siden da har været en integreret del af bandets overordnede udtryk.

Heartland formår at markere sig på stort set hele paletten, når de også præsenterer en kunstner som Gregory Porter. Porter er en af tidens markante jazzsangere, hvis stemme bærer noter af alt fra ældre navne som Barry White og Louis Armstrong til nyere croonerherrer som John Legend. Men hvis du ikke kender ham fra jazz, kan det være du har bemærket ham på Disclosures pumpede soul-single ‘Holding On’.

Sidst men ikke mindst har Heartland valgt at hive fuldblodsdivaen Diamanda Galás ind, hvilket så afgjort runder det overordnede programtilbud af. Den græsk-amerikanske sangerinde er en yderst interessant multikunstner, der formår at navigere både som vokalist, komponist, pianist, organist, performance- og billedkunstner, mens det hele bliver tilsat et avantgardistisk udtryk, man ikke finder hos hvem som helst. Hendes tekstunivers er stærkt og den politiske bevidsthed stor, og mon ikke hun om nogen formår at fylde rammerne ud på Egeskov Slot.

Med disse navne er næsten hele Heartlands program offentliggjort. Det tegner alt i alt til et stærkt lineup, som foruden de førnævnte også tæller Bryan Ferry, Miguel, Cat Power, Flying Lotus, Birdy, Francis And The Lights, The Minds of 99, Bisse og Alex Vargas.

Heartland Festival
2.-4. juni
Ved Egeskov Slot
Billetpris: 1.250 kr. (Et begrænset antal endagsbilletter sættes til salg senere på året)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af