Julie Byrne leverer musikårets første essentielle singer/songwriter-udgivelse

Julie Byrne leverer musikårets første essentielle singer/songwriter-udgivelse
Foto: Jonathan Bouknight
Julie Byrne leverer musikårets første essentielle singer/songwriter-udgivelse - Not Even Happiness
5 6
Julie Byrne
'Not Even Happiness'

Album, Melodic

Julie Byrne vil være et ubeskrevet blad for de fleste, men skulle man forvilde sig ud i en informationssøgning på den talentfulde singer/songwriter, går særlig én oplysning om hendes liv og levned igen: Byrne er en omstrejfende eksistens, der har svært ved at finde fast base i sit liv. Hun har i stedet boet sådan på skrømt i en håndfuld byer på især den amerikanske østkyst, hvor hun suger indtryk til sig, før hun kaster mentalt anker på ny og begiver sig videre.

Det er ret ligetil at overføre denne stemning af eksistentiel hvileløshed og rastløshed på hendes musik, der på mange måder er en beskrivelse af hendes livsvilkår, men samtidig er der noget paradoksalt ved, at hun formår at fastfryse sin kunst i en række sange, der er så knusende rolige, måske nærmest ophøjede, i deres strunke enkelhed, at de synes at klæbe sig fast til bevidstheden i en grad, så tiden næsten ophører med at være en kilde til bekymring.

Byrne er måske nok en 26-årig kvinde med kløe i fodsålerne, men hendes musik bærer en enorm værdighed, afklarethed og wise-beyond-her-years-fornemmelse med sig, som kunne have givet bagslag, hvis den havde virket tilstræbt eller demonstrativ (det er den fælde, en ellers overjordisk talentfuld sangskriver som Fiona Apple til tider ryger i). Men det magiske ved Byrnes musik – og det er en faktor som næppe kan overvurderes i forhold til at vurdere det kunstneriske udbytte hendes andet album vitterligt høster – er at hun på en og samme tid virker saligt distanceret og fuldstændig til stede i sine sange.

Hun har fat i selve livsnerven, hendes stemme er som åndedrættet selv – bemærk hvordan hendes vokal er mikset helt op i forgrunden, så hvert et ord ville kunne registreres, selv hvis hun valgte at hviske frem for at synge – men samtidig er hun som et hvileløst spøgelse, der altid allerede synes på vej videre, og som ikke er optaget af den forfængelighed, der ellers er en så godt som uundgåelig ledsager i menneskets brydsomme eksistens og i den langsomme nedbrydning af kroppen.

Annonce

Byrnes sange befinder sig mestendels inden for en folk-kontekst, men selv om hendes simple, repeterende guitarmønstre udgør et skridsikkert grundspor på hele albummet, så slipper hun også godt fra de gange, hun bevæger sig ad mere ambiente lydstier, som på for eksempel det enormt atmosfæriske slutnummer ’I Live Now As A Singer’.

Hendes stemme bevarer til enhver tid fuld kontrol, den bevæger sig kun sjældent uden for sit naturlige leje, men hvorfor skulle den også det? Det er en stemme, der både taler direkte til lytteren samtidig med, at den så at sige aldrig fæstner sig helt. På åbningsnummeret ’Follow My Voice’ besynger hun ligefrem sin egen stemme. Måske er det den, der er »beyond this earth, beyond our fear«, som hun synger. Når den støt skridende, men roligt knejsende vokal smelter sammen med det mere intrikate guitarmotiv på ’Sleepwalker’ eller den mest konventionelt kønne melodi på albummet, ’Natural Blue’, er virkningen tæt på mageløs.

Byrnes lyrik vil måske virke mindre transcenderende læst op fra et stykke papir, men måden hun synger den på – og den musikalske iscenesættelse, den ’finder sted’ inden for rammerne af – giver de mest solide vinger, man kan tænke sig. Simple sansninger hæver sig op til regulære syner: »I’ve seen dew on a rose, I’ve seen a double rainbow (…) I’ve seen sun split ember, I’ve seen fields that span both ways forever«.

Det er en oplagt fristelse at sammenligne Byrne med andre kunstnere, der gror deres kunstneriske frugter i samme have som hende, så at sige, men slægtskabet med denne verdens mere kontemplative singer/songwritere er næppe lige så oplysende som de kvaliteter, der stikker ud som udpræget Byrne’ske ved hendes musik.

Det er sådan set den største ros, jeg kan give hende: Byrne har ikke bare en stemme, der betager sin lytter og som åbner sig op ved gentagne aflytninger. Hun har fundet sin egen stemme.


Kort sagt:
Julie Byrne bryder gennem lydmuren til et forhåbentligt stort og hungrende publikum af eftertænksomme lyttere med sit andet album, der er båret af en vokal, der er nærmest konfronterende i sit nærvær, men som samtidig synes lige så gammel, vis og uforfængelig som tiden selv. Der er tale om musikårets første essentielle singer/songwriter-udgivelse, selv om det for så vidt er omsonst at reducere Byrnes musik under et så velkendt genremærkat.