»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

‘Totem’: Modige Cancer tilføjer nye facetter til deres smukke sange

‘Totem’: Modige Cancer tilføjer nye facetter til deres smukke sange
Kristian Finne Kristensen og Nikolaj Vonsild.
Foto: Simon Birk
‘Totem’: Modige Cancer tilføjer nye facetter til deres smukke sange - Totem
4 6
Cancer
'Totem'

Album, Tambourhinoceros

Jeg har mødt Kristian Finne Kristensen et par gange. Første gang i hans lejlighed på Østerbro, da jeg interviewede ham i forbindelse med hans soloalbum, ’Space’, under navnet Chorus Grant. Jeg husker, at han gav god kaffe og surdejsmorgenbrød. Jeg husker også, at han røg røde Kings og var en meget behagelig mand, der havde en eftertænksom rolighed over sig og en lyst til at tale med mig.

Det kan virke mærkeligt at nævne, men jo flere gange, jeg har hørt Finne Kristensen og Nikolaj Vonsilds andet album som Cancer, jo bedre forstår jeg, at grundstemningerne er imødekommende omend blåøjede væsener, der ofte starter ved Finne Kristensen og hans guitar.

Selv om der er et væld af fine detaljer i lydbilledet – orgel og synthesizere, ud over selvfølgelig bas og trommer – så er det guitaren, der udpeger mange retninger i lyden. På ‘Totem’ peger retningen mod mere klassisk bandmusik. Sange som ‘Animal’ og ‘Tears’ er begge spillet af et større band og kaster en glød af 90’ernes alternative rockmusik af sig. Man får fornemmelsen af, at det live-band, der har spillet med Cancer landet rundt, har sneget sig med på albummet, og det er en spændende udvikling.

Men det er naturligvis ikke nok at lade det blive ved det. ’Totem’ er mere end et band- og guitaralbum. Der er også dybden i lyden, rummene der skabes, og den til tider uendelige ambiance. Der er de spinkle, men smukke sange, mange allerede elsker Cancer for. Det er et album, der er rastløst det ene øjeblik og døsigt i det næste: Vonsild som ildfluen, der sværmer i glasset, og Finne Kristensen som det bløde lys, der stråler roligt udad fra midten.

Annonce

»En urolig ro«, kaldte de det selv, da de udgav deres fremragende debut, ‘Ragazzi’, i 2014. Og det er stadig uendeligt passende, når melankolien og følelserne igen og igen forskubber de helhedssøgende momenter, flår i melodierne og river lunser af den formfuldendte krop.

Oftest forbliver det spændende med det væld af små detaljer, som syrer deres skæve pop ud, og mixer Nis Bysted (Iceage, Choir of Young Believers, Lower) virker stadig som en tilpas alternativ hjerne til at matche duoens kvaliteter.

En af Cancers fortsatte styrker er, at de ikke er endimensionelle, men tør eksperimentere, ryste posen og sætte sig selv på spil med nye lyde og numre på seks-syv minutter, der bevæger sig som flod og ebbe. Ind og ud af en flydende og psykedelisk rus. For eksempel på ‘Savage’ – en rejse, der er vokset stort på mig. Jazztrommer tumler ind i en kælder og bliver til en slags akustisk undergrunds-electronica. Det har en legesyg og nærmest naivistisk lyd. Smittende, sært og helt sit eget. ‘Totem’ er på den måde dobbelt bedøvende: I sit nærværende, melodiske univers, men samtidig også i sine syrede afstikkere.

Teksterne kommer fra en rastløs ulykkelighed. Fra Vonsilds liv med kræft i familien og vel nok også fra de udfordringer, livet stiller foran de to musikere. Et er sikkert: Sorgen og vreden kommer bagfra og slår hårdt ned. Sniger sig ind, igen og igen, så han ikke kan sove. Når han sover, vågner han kun for at dø (‘Die One More Time’), og når han er vågen, er det altid ham, som eskalerer konflikterne (‘Testa Nera Prima’), mens hun finder alle fejlene: »Is it only errors you’re seeking / nothing ever changes« (‘Errors’). Selv i løsrevne sætninger hænger mange tekstbidder og brænder i rummet.

De smukkeste øjeblikke kommer i starten med ‘Die One More Time’ og ‘Honey’, begge i den skrøbelige ende af Cancers udtryk. Specielt på ‘Honey’ rammer det tostemmige omkvæd en jagende melodisk nerve, som var det dyppet i måneskin,

Skal man sætte en finger på ’Totem’, er det, at albummet ikke får møvet sig helt derind, hvor sangene bliver et større hele. Dertil bliver albummet lidt for spraglet i sine udtryk. Og så kan der mangle et af de numre, der griber så hårdt fast, at huden bliver hvid, hvorfra sangen ikke giver slip igen i lang tid. For det kan Kristensen og Vonsild. Forhåbentlig har de mange opløftende og store favntag i sig endnu.


Kort sagt:
Kristian Finne Kristensen og Nikolaj Vonsild udvider Cancer-universet, og på ‘Totem’ peger retningen mod mere klassisk bandmusik, der kaster en glød af 90’ernes alternative rockmusik af sig. Man får fornemmelsen af, at det live-band, der har spillet med Cancer landet rundt, har sneget sig med på albummet, og det er en spændende udvikling.