Dirty Projectors’ nye begyndelse har tyngde, men savner lethed

Dirty Projectors’ nye begyndelse har tyngde, men savner lethed
Dirty Projectors’ nye begyndelse har tyngde, men savner lethed - Dirty Projectors
4 6
Dirty Projectors
'Dirty Projectors'

Album, Domino/Playground

En af de stemmer man måske vil savne på Dirty Projectors’ nye album – det første i fem år fra den kant – er den kvindelige vokalist (og guitarist) Amber Coffman. Hun er nemlig aldeles fraværende. Og så alligevel ikke. For hun svæver over albummet som en konstant nærværende skikkelse i form af frontfigur David Longstreths vanligt ordrige sange, der beskriver forholdet til, følelserne omkring og bruddet med Coffman, som han var i et forhold med, indtil hun forlod både ham og bandet i årene efter udgivelsen af ’Swing Lo Magellan’.

Det selvbetitlede album er bygget op som et form for konceptalbum, der tager fat i både kærlighedens beskidte vasketøj, de gode minder, den fælles drøm, der kuldsejlede og et – afslutningsvist – forsonende perspektiv på de spor, den konkrete kærlighedshistorie har efterladt sig, og den tilgivelse, der bliver plads til med tiden.

Åbningsnummeret ’Keep Your Name’ er lidt af en fuckfinger til Coffman. Måske det er derfor Longstreths vokal er autotunet til ukendelighed. Og måske det er derfor han vælger at bevæge sig ud i en rap (han rimer ’clothing line’ med ’Naomi Klein’ – ja, hvorfor ikke?). Måske prøver han at lægge afstand til sine egne forsmåede, det vil sige ikke kun sympatiske, følelser? »What I want from art is truth, what you want is fame«, synger han ligeud med adresse til Coffman. Det er hårde ord.

‘Death Spiral’ beskriver, nå ja, forholdets dødsspiral, hvorefter Longstreth skifter perspektiv på ‘Up in Hudson’, der går tilbage i tiden og fortæller parrets historie som elskende (og aspirerende indie-musikere). ’Little Bubble’ er albummets romantiske zenit, hvor Longstreth både melodisk og fraseringsmæssigt lægger sig så tæt op ad Michael Jackson i dennes mest indfølte lune, som han nu formår det. Det virker som en ret direkte hilsen til Jacksons sønderknuste ’Off the Wall’-ballade, ’She’s Out of My Life’.

På ’Swing Lo Magellan’ skruede Longstreth ned for de artrockede og eksperimenterende impulser, der ellers har været et styrende princip bag hans musikervirksomhed. Sangene var mindre travle, mere instrumentelt nedbarberede og havde en kortere spilletid (typisk inden for rammerne af de radiovenlige tre-fire minutter).

På sit nye album bevæger han sig på sin vis tilbage i en mere artrocket og eksperimenterende stil med længere sange og mere opbrudte sangstrukturer (er manden autist?), men samtidig inkorporerer han tydelige elementer af tidens r’n’b-toner – sikkert inspireret af hans samarbejde med en række af de fremmeste eksponenter herfor, for eksempel Kanye West og Solange. Førstnævnte namechecker han ligefrem på ’Up in Hudson’, og sidstnævnte dukker op som medsangskriver på albummets mest åbenlyse bud på en slags hit, ’Cool Your Heart’ (den eneste sang, hvor han inviterer en kvindelig co-vokalist, Dawn, med ind, hvilket har en virkning som udluftningen af et indelukket, morgensøvnigt værelse).

Annonce

Det er lidt af en balanceakt, Longstreth begiver sig ud på. For hvordan inkorporere lyden af tidens futuristiske, men popvenlige r’n’b med de avantgarde-tilbøjeligheder, der fortfarende synes at have en særlig plads i hans hjerte?

Resultatet er ikke en entydig frodig kollision. For selv om det ikke skorter på gode, vildtvoksende ideer og hooklines, der beriger de sange, de optræder inden for rammerne af, er det som om de to tilgange på en måde hæmmer og kompromitterer hinanden. Ikke forstået på den måde, at der er tale om et fejlslagent eksperiment, dertil er Longstreth udstyret med for dygtig og visionær en musikhjerne, men fordi det ikke – selv efter mange aflytninger – er helt indlysende om sangene ikke havde stået stærkere som enten mere poppede kreationer eller som mindre r’n’b-forhippede statements.

Longstreth træffer fortsat nogle musikalske valg, som måske nok giver mening inde i hans egen krøllede hjerne, men som det som lytter er knapt så ligetil at lade sig besnære af. Autotune-og-rap-stilen på ’Keep Your Name’ er et oplagt eksempel, men hvorfor ’Up in Hudson’ skal trækkes ud over syv minutter, når den formentlig havde stået sig fint som en fire-minutters glinsende, blæserindsmurt popsang, hører til de åbne spørgsmål.

Det er et både sjovt, sørgeligt, komplekst og vildtvoksende album, der dog samler en masse tråde under konceptets faner. Som sådan er den følelsesmæssige investering albummets sine qua non, og narrativets emotionelle forløsning i accept og overbærenhed (på de afsluttende to sange) er en fin gestus, der peger videre og forbi den allermest inderliggjorte smerte.

Jeg kan dog ikke ubetinget give mig hen til albummet som et sonisk statement. Jeg savner Amber Coffmans (og medvokalist Angel Deradoorians) tilstedeværelse. Deres (ofte doo-wop-inspirerede) harmonier var med til at give Dirty Projectors en identitet, der overskred det hyper-intellektuelle, særlinge-agtige præg, der uundgåeligt følger med Longstreths ideer. Hans flyvske melodilinjer og pludselige retningsskift fandt et fokuspunkt, en ventil, i de to kvinders bidrag. Hans musik finder ikke rigtig den påkrævede lethed foruden.

Men måske det kun er passende, at Dave Longstreth vitterligt går ’solo’ på et album, der handler om at finde sig selv på den anden side af et smertefuldt brud? Det er nok en pointe i sig selv, i hvert fald. På samme måde markerer albumtitlen en nødvendig ny begyndelse.

’Dirty Projectors’ er et respektindgydende værk, til gengæld er det vanskeligere at forelske sig hovedkulds i.


Kort sagt:
Dirty Projectors’ første album i fem år er (næsten) renset for de kvindevokaler, der ellers altid har været med til at forlene Dave Longstreths ordrige, labyrintiske sange med en tiltrængt form for lethed. Konceptet, en dissekering af de følelsesmæssige påvirkninger fra et smertefuld brud, giver albummet tyngde og en narrativt tilfredsstillende struktur, men selv om resultatet er respektindgydende, er det svært at give sig helt hen til musikken.