Distortion Ø afslører årets to første navne – større musikpakke kommer i næste uge

Distortion Ø afslører årets to første navne – større musikpakke kommer i næste uge
Omar Souleyman i Pumpehuset, 2016. (Foto: Samy Khabthani)

På tirsdag afslører Distortion en større musikpakke til årets Distortion Ø, men festivalen er i dag tyvstartet med de første to navne i form af Tale of Us og Omar Souleyman.

Er man rutineret Distortion-gænger ringer navnet Souleyman nok en klokke. Den syriske bryllupssanger har retmæssigt været en Distortion-favorit i mange år, og hans ultrafestlige miks af techno og syrisk folkemusik har senest sat gang i Distortion Ø i 2015. I 2013 skabte han rav i den med en Distortion-koncert på Sankt Hans Torv, og det blev også ekstra varmt, da han sidste år besøgte Pumpehuset.

Tale of Us er en italiensk dj-duo bestående af Karm og Matteo Milleri, der som alle techno-duoer med respekt for sig selv er residerende i Berlin. De har flere år i træk været med helt i toppen, når verdens mest toneangivende onlinemagasin for elektronisk musik, Resident Advisor, har kåret årets bedste dj’s, og til sommer bliver det duoens første besøg på Distortion Ø.

Begge navne spiller fredag på Distortion Ø, som foregår i weekenden 2.-3. juni.

Du kan stadig ansøge om at blive street host til årets gadefester på Nørrebro og Vesterbro – fristen er 1. marts.

Læs også: Distortion afslører planerne for 2017 – inkl. årets første musiknavn

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af