I fredags lød startskuddet på en ny Eloq-æra. Det blev affyret med ‘Diamonds’ i silende synthregn med et symbiotisk clash af svimlende harmonier og smittende beats – samt en skøn, ’anonym’ vokal, der umiskendeligt klinger af Mø.
Skuddet er lyden af August Fenger, når han arbejder under produceraliasset Eloq. Et alias de fleste danskere vil forbinde med Cheff Records, at kysse med Jamel og at lave flere damer end penge – eller som et af de navne, der står bag knapperne i producertrioen AV AV AV med DJ Er Du Dum Eller Hvad og Unkwon. Nu ringer Eloq også en klokke i udlandet. I særdeleshed i USA, hvor han netop er blevet signet hos EDM-giganten og pladeselskabet Ultra Music. Men der er langt fra Cheff-livet på Nørrebro til studiesessions i Los Angeles.
Vi har taget en snak med August Fenger om rejsen: Om at finde sig selv et sted mellem undergrunden og sellouts, det overfladiske og det meningsfulde – og alt derimellem lige fra Christopher-fans til nostalgiske nætter på Bakken.
Hvis man danner sig et overblik over, hvad du har lavet, stikker det i virkelig mange retninger. Dels får man et billede af en sikker musikalsk evolution fra slænget, slummen og soveværelsesoptagelserne – dels et billede af en rastløs kunstner med musikalsk ADHD, hvor alle projekter stritter i forskellig retning.
Hvordan ser du selv din udvikling?
»Jeg kommer fra hiphop, jeg kommer fra et elektronisk miljø, jeg har spillet trommer i et rockband – og jeg elsker virkelig mange genrer. Meget skete i mine unge år, og jeg er stadig ung. Men mine referencer og de ting, jeg godt kan lide at lave, har alligevel noget af det samme i sig, selv om der er meget langt fra ‘Ik lavet penge’ til AV AV AV.
Når man bliver tilbudt ting, har man bare lyst til at prøve det og se, om det kan virke. Jeg tror, det ville være farligt for mig, hvis jeg var fastsat på kun at lave én ting. Men en stor, gennemgående del af min lyd er det dynamiske. Jeg kan godt lidt eksplosions- eller chokelementer, noget bombastisk, store synths. Det er én af mine røde tråde«.
Nu er du blevet signet hos Ultra Records. Det må ændre en del på måden, du er vant til at arbejde på? Der må være en del arbejde, du for eksempel påtog dig hos Cheff, du skal fralægge dig?
»Ja. Der er mange ting, jeg er glad for at fralægge mig. Logistiske ting – sætte i system, uploade, lave planer. Men tit gør man det også bare selv: Man sidder og laver musikken i sit soveværelse – færdig, fedt, jeg sender den til de producere, jeg godt kan lide. Det er meget direkte, meget tæt. Men jeg tror, det er unikt for elektronisk musik, at det er sådan, man gør det«.
Men kan man stadig det? Bliver der ikke sat nogle rammer, når man kommer i bås på sådan et stort pladeselskab?
»Jeg er i gang med at finde ud af det. Men det er jo mig som artist, så i sidste ende er det min lov, der gælder. Jeg har endnu ikke prøvet at få at vide, der er noget, jeg ikke kan. Det håber jeg virkelig ikke kommer til at ske. Det var lidt min frygt, da jeg signede med sådan et stort label.
Først signede jeg med Next Wave fra Los Angeles, der var meget mindre, og som udgav meget musik, der ligger tæt op ad det, jeg laver. Så købte Ultra Music dem, og det kunne jeg jo ikke gøre noget ved. Jeg har altid været meget på undergrundslabels, og jeg kan godt lide det med, at man skaber alt fra bunden i et rimelig stille og roligt tempo. Der synes jeg Ultra var en skræmmende entitet at stå overfor: Bliver jeg nu blæst op til noget, jeg ikke føler, jeg kan bære?
Men det virker som om, at det er Next Wave (det lille label), der tager valgene sammen med mig. Så er Ultra den store maskine, man skal være glad for, man har. Man skal også sætte pris på, de er så store og bakker ens ting op. Hvis man har lavet meget undergrund, bliver man tit bange for de rigtig store – man føler sig solgt. Man vil ikke miste sin integritet eller æstetik«.
Tror du stadig, man mister sig selv hos de store drenge? Eller er det bare gamle N.W.A.-agtige skræmmehistorier?
»Jeg tror, det er mere sort på hvidt nu. Man kan jo godt selv se, når der er noget, der bliver presset ud af en pengepung. Hvis der pludselig kommer et nyt navn med sindssyge, stylede musikvideoer, men uden baggrundshistorie, så ved man jo godt, det er et pladeselskab, der har bestemt det hele. Så kan alle jo se det, om det så virker eller ej. Men omvendt tror jeg godt, jeg kan beholde mit – jeg tror ikke, jeg kommer til at miste noget. Man kan sagtens holde fast i de gamle ting. De har ikke brug for at gøre mig til noget andet end det, jeg er«.
Har du oplevet nogen, der har rynket på næsen af, at du har signet med et stort selskab?
»Egentlig ikke. Det er kun mig selv, der synes, det er lidt underligt engang imellem. Men jeg tror også, europæere og amerikanere tænker meget forskelligt. Nogle gange forstår de ikke helt, hvorfor jeg ikke har lyst til at lave store kampagner eller køre med på hele EDM-showet. ’Der er en masse penge i det, hvorfor har du ikke lyst til det – er du dum?’ Men som europæer tænker man tit på en anden måde. Det handler ikke om penge, det handler om musik! For mig handler det om, at det skal gøre mig og en masse mennesker glade.
De kommer også fra et kæmpestort land, hvor der lidt er knald eller fald-kultur. Men sådan er det jo ikke her. Vi har det bare skidegodt, vi har god tid. Derfor er der også nogle, der siger, man bliver doven af det herhjemme, fordi man altid kan falde tilbage på et eller andet. Der er ikke den der frembrusende, ’fuck jer, jeg skal bare være rig og kendt og stor’-ting. Derovre er det meget sværere. Man skal være virkelig kæmpe for at stikke ud«.
I øjeblikket pendler du lidt mellem L.A. og Danmark. Har du lyst til at flytte derover for good?
»Det havde jeg engang. Jeg elsker at være derovre. Men nu ville jeg have svært ved det. Hele mit værdisæt og min tankegang omkring ting… Det er svært at sige uden at få dem til at lyde snotdumme, men jeg kan mærke, de mangler et specielt lag, jeg ikke helt har fundet ud af, hvad er. Et dybere lag, som jeg har oplevet, vi har herhjemme i Europa. Jeg bliver lidt sindssyg af kun at være sammen med amerikanere. De er skabt af noget fuldstændigt andet. Det er rart, der er så mange danskere og svenskere derovre. Så kan man lige mødes med dem, drikke nogle bajere og snakke. De snakker sygt meget i USA, men de taler ikke om noget som helst.
Det var rigtig rart at være ovre i varmen, men jeg har lært om mig selv, at jeg er nødt til at have sæsoner. Min svenske familie har et hus i skoven i Värmland, og jeg fandt også ud af, hvor meget jeg nød at være deroppe i skovene. Så finder man ud af, hvad ens base egentlig er, og hvad man føler sig tryggest ved«.
Det bliver ikke rystet af dig, når du kommer over til USA, får masser af dollars og en pimpet bil?
»Haha. Jeg tror det ikke. Det er fantastisk at opleve nye steder, men jeg bliver lige så fascineret af at gå i skoven i Sverige. Det kan jeg næsten bedre lide. Sverige og skovene har altid for mig været en nostalgisk barndomsting: Det, jeg har derovre, men som jeg ikke så tit er ved. Det bliver en kæmpestor følelse inden i mig, når jeg er andre steder – det er dér, jeg vil tilbage til. Det er enten L.A. eller Värmland«.
Hvor er Danmark i den ligning?
»Jamen, Danmark er jo også dejlig. Det er sjovt, fordi sådan en ting, jeg kan savne ved Danmark, er bare at tage på Bakken i Kødbyen. Der er det så familiært, det hele. Jeg tror, jeg er arbejdsskadet – jeg har jo spillet der i seks år eller sådan noget«.
Så når du får smarte L.A.-venner på besøg, tager du dem på Bakken?
»Ja, jeg har faktisk taget mange med på Bakken. De har jo set klubber som Arch og Hive overalt, det er jo røvkedeligt. Bakken har ret meget personlighed. Jeg har taget folk over for at spille for at opleve stedet. Det er jo altid sjovt at spille, hvad man har lyst til, på en bar, hvor der er fest. Det synes de også er sygt fedt«.
Føler du dig stadig forbundet med Cheff-crewet?
»Jeg har været meget fraværende fra det, fordi jeg har lagt mere fokus og arbejdskraft i Eloq. Men der vil altid være Cheff. Vi har haft en lang historie sammen, og det forsvinder ikke bare lige. Vi ses stadig ret tit, nogle gange er vi i studiet, og vi har da også planer i fremtiden. Måske noget stort…«
Er der noget, du savner fra undergrundstiden?
»Alting var lidt nemmere. Man skulle ikke tænke over så meget. Både Cheff og jeg skød i gang på samme tid, hvor jeg udgav en ep og udgav med Cheff– det var lidt samlet. Vi blev taget vildt godt imod, det kørte på skinner. Vi kunne bare udgive ting, hvis vi havde lyst, der var ikke så meget pis.
Nu er det lidt mere i strategier. Hvis jeg vil det rigtigt, skal jeg træde ud af min comfort zone, tage et skridt op ad stigen, hvor der er lidt højere at falde ned fra. Det har været rigtig svært for mig, for jeg er enormt komfortagtig. Men det er vigtigt at gøre det svært for sig selv nogle gange«.
Hvordan finder du ud af, hvad der er dine næste skridt? Er det ikke svært selv at se, hvad der er både sværere og radikalt anderledes hver gang?
»Ting sker omkring én. Hvis man laver nogle ting, der er fede, åbner der sig nye muligheder, og så må man vælge, hvad man tager. Du kan lidt mere, når du kommer et skridt op; hvem man skal lave musik med, hvem man kan spørge.
Jeg har ikke været inde i en stor markedsføringsproces uden egentlig at have noget i det. Men det har jeg set med mange andre. Dårlig musik, der bliver kæmpestort – det giver ikke mening for mig. Så bliver man helt bekymret for sig selv. Er det så lige meget, det jeg laver? At jeg går og nosser rundt i at synes, det skal være så godt, når jeg bare ville kunne gøre dét der? Skal jeg bare sælge ud? Det ville jo også være meget let – bare at forme det ud fra en eller anden skabelon og skyde en masse penge i det. Men det med hele tiden at skulle være kunstner, det kan godt være ret svært. Hvis man går virkelig meget op i musikken, er det dén, der skal åbne dine døre for dig. Det kan man ikke bare købe«.
Men er det ikke fristende bare at sige fuck det og udgive noget lort?
»Jo, og bare tage på Grøn Koncert og fyre den af! Jeg kan jo godt høre, præcis hvilke tendenser, folk suger sig ind på. Det ville være nemt at sige ’fuck det’, lytte efter hvad, der er det letteste at blive stor på pt., og så gøre det. Men det ville jeg hade mig selv for. Jeg kan ikke sætte mig ind i det mindset, hvor man laver noget, man ikke kunstnerisk står 100 procent bag. Men det tror jeg, der er andre, der godt kan, og det er heller ikke en dårlig ting. Det er bare mere business-minded på en anden måde«.
Hvad så hvis du fornemmer en musikalsk tendens, der er ved at blive mainstream, men som du oprigtigt godt kan lide og gerne vil bruge?
»Det er jo der, det bliver svært. Jeg kan jo godt mærke, den slags musik jeg laver og altid har lavet (det elektroniske og hiphoppen), er ved at blive vildt populært. Det gør mig på en måde lidt glad; jeg føler mig hjemme. Men jeg er bare bange for, de oversvømmer markedet, så det bliver ødelagt. Hvis det bliver pumpet for hårdt ud og bliver til en døgnflue for folk, så den musik, man elsker at lave, pludselig bliver et overstået kapitel. Men så må man også se indad – hvordan man selv kan udvikle sig. Så længe man udvikler sig selv også, skal man ikke være så bange for, tiderne skifter«.
Det er måske derfor, du er begyndt på en ny type projekter – som at producere Christophers seneste single (‘Free Fall’)?
»Jeg var glad for at lave Christopher-singlen – at blande noget, der er mig, ind i noget mere mainstream og poppet. Min oprindelige version var måske lidt for kantet, men vi fandt det perfekte mix, der blev mere spiseligt. Christopher har jo også en meget dedikeret fanbase, han skal værne om. Han kan ikke bare lige pludselig lave et dødsmetalband. Men det kan være, man kan åbne op for, at folk hører nogle lidt anderledes ting i radioen. Det er altid sjovere end bare at lave det, der også var ugens uundgåelige for tre uger siden«.
Kommer der mere fra dig og Christopher?
»Vi har mødt hinanden en masse gange før og haft nogle rigtig fede samtaler. Han er vildt sjov. Vi ses stadigvæk og laver nogle nye ting. Vi føler hinanden lidt af, har været i studiet og lave nogle demoer. Der er nogle ret fede ting«.
Holder du nogensinde fri?
»Nej. Det er vildt strengt. Jeg får ingen feriepenge, jeg har ingen pension, intet flexliv. Jeg har aldrig rigtigt fri. Men jeg skal huske at gøre det engang imellem. Så tager jeg op til Sverige. Der virker telefonerne ikke«.
Læs også: 15 skæve til Distortion-veteranen Eloq: »Hvis en af os bliver for fuld, så tager den anden over«