Grammy-uddelingen trænger til at genoverveje sine sort/hvide kategorier

Grammy-uddelingen trænger til at genoverveje sine sort/hvide kategorier
Foto: Christopher Polk/Getty Images
The Recording Academy, der står bag nattens Grammy Awards gør sig skyldig i en slags strukturel racisme med særligt én pris, der opdeler uddelingen i sorte og hvide kategorier. Det skyldes formodentlig ikke racisme som sådan, men en manglende forståelse for musikalske strømninger.
Grammy-uddelingen trænger til at genoverveje sine sort/hvide kategorier
Jeppe Wojcik
Techredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR.

We sit here tonight, no matter our race,
or where we were born or color of face,
using this art remember forever,
we could survive by sticking together.

Sådan rappede James Corden i sit åbningsnummer til nattens Grammy-uddeling. Efter showet var stemningen dog en anden:

»Jeg følte, det var hendes tur til at vinde. Hvad fanden skal hun gøre for at vinde Årets Album?«

Sådan sagde Adele om Beyoncé efter nattens Grammy-uddeling, efter Beyoncé ifølge adskillige medier var blevet ramt af et såkaldt Grammy snub.

At selv vinderen af den vigtige kategori Årets Album er uforstående over for, at det ikke var Beyoncé der vandt, spejler meget godt den generelle folkestemning. På diverse sociale medier var der stor utilfreds omkring, hvad der af mange blev fortolket som en hvid kulturbias i fordelingen af priser. Adele vandt fem ud af fem mulige, herunder de tre vægtigste priser ved uddelingen: Årets Album, Årets Indspilning og Årets Sang. David Bowie gjorde også rent bord og løb posthumt med fire priser, alt imens kunstnere som Rihanna og Kanye West slet ingen priser fik, på trods af at de hver især var nomineret til otte.

Det er ikke fordi, de brunhudede artister blev fuldkommen forbigået. Beyoncé vandt to Grammys ud af de ni hun var nomineret til, søster Solange tog en enkelt, Drake vandt to og Chance The Rapper vandt blandt andet fuldt fortjent Årets Nye Kunstner. Men netop det faktum, at de toppede antallet af nomineringer og over så bred kam blev forbigået, indikerer at noget ikke helt stemmer.

GettyImages-KevinWinter-GrammysSoWhite2

Foto: Kevin Winter/Getty Images

Det er farligt og polariserende – særligt i disse tider – at beskylde Grammy-uddelingen for bevidst racisme, men det er omvendt let at få den tanke, når man kigger på statistikkerne. Blot 12 gange har en sort kunstner vundet Årets Album-kategorien i løbet af 59 uddelinger. Tre af gangene var vinderen Stevie Wonder.

Jeg mistænker ikke The Recording Academy for racisme som sådan, men den måde de definerer én bestemt kategori medfører en slags strukturel racisme.

Et af Grammyens helt store problemer er den såkaldte urban contemporary album-pris, der blev indført i 2013 og siden kun er blevet vundet af sorte kunstnere. Den medvirker til at gøre hæderen til en raceinddelt bus, hvor det faktum, at de sorte kunstnere er overrepræsenteret i urban contemporary, legitimerer at de bliver underrepræsenteret som vindere i de vigtigste kategorier.

Urban contemporary er ifølge Encyclopedia Britannica en fællesbetegnelse for et radioformat, der samler r’n’b og soul-afledte genrer og er »designet til at appellere til annoncører, der følte “sort radio” ikke ville ramme et bredt nok publikum.« Men det er det, det grundlæggende set er: Sort radio-venlig musik.

Bevæggrunden for at inkludere urban contemporary album-kategori i 2013 var at hædre »album bestående af mindst 51 procent spilletid af nyligt optagede kontemporære vokalspor afledt af r’n’b« og er sikkert indført med de bedste intentioner om at hædre de hovedsagligt sorte musikgenrer yderlige. Men som kategori duer den ikke, fordi den rubricerer en stor del af tidens største hits og største kunstnere med et misvisende mærkat, der samtidig minimerer samme kunstneres chance for at opnå succes i hovedkategorien. Det urban contemporary album-kategorien gør, er at opdigte en slags ”black pop”-kategori, der samtidig nægter at anerkende, at sorte mennesker også laver popmusik.

GettyImages-ChristopherPolk-GrammysSoWhite3

Adele med sit idol i til Grammy-uddelingen i 2013. Foto: Christopher Polk/Getty Images

Det faktum at der i forvejen findes specifikke priser for en stor del af de genrer, som urban contemporary som fællesbetegnelse dækker, er yderligere med til at underminere prisens værdi. Der uddeles eksempelvis specifikke priser for blandt andet hiphop, r’n’b og reggae, som er noget af det, urban contemporary dækker over. Urban contemporary ender dermed de facto som den højeste ære, du kan opnå som en musiker i førnævnte genrer – der er domineret af sorte kunstnere. Hvilket samtidig fører til, at du som medlem af The Recording Company vil være mindre tilbøjelig til at pege på disse kunstnere som eksempelvis Årets Album, for der er jo allerede en hovedpris til deres genrer.

På sigt underminerer det Grammy Awards’ integritet, at de ikke har fingeren mere på pulsen. Kritikken i år har været væsentlig mere direkte og ikke bare spredte meninger fra folkedybet. Kunstnere har også luftet deres markante holdning til Grammy-uddelingen. Frank Ocean skrev et længere blogindlæg om hvorfor han blev holdt uden for som optrædende kunstner, hvilket Solange sidenhen linkede til, efter hun vandt prisen for bedste optræden med ’Cranes in the Sky’. Selv Adele adresserede problematikken.

Problemet kan have to sider: Enten er det tegn på, at Grammy-uddelingen lider under de samme iboende racebestemte forfordelingsproblemer, som Oscaren – hvilket er rigtig slemt. Eller også er det tegn på, at Grammy-uddelingen har mistet forståelsen for eller ikke vil anerkende de musikalske strømninger – hvilket er næsten lige så slemt.

Læs også: Se alle vinderne ved nattens Grammy Awards

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold