Strand of Oaks’ tøjlesløse rock savner fokus
Er man til Afghan Whigs, My Morning Jacket, The War On Drugs eller en helt fjerde form for tøjlesløs og bevidsthedsudvidende rockmusik, der strækker sig både vertikalt og horisontalt – opad mod katedralens hvælvinger eller ørkennattens åbne teltdug af stjerner og udad mod den endeløse highway – kan man overveje at tjekke Strand of Oaks ud.
Bag bandnavnet gemmer der sig en nogle-og-30-årig sangskriver ved navn Tim Showalter, der krænger sit store, blødende rockhjerte ud, mens guitarfeedbacken raser, som var der tale om blod, sved og tårer sat på atonale tonerækker. Den supplerende brug af brede keyboardflader har en virkning som en narkotiserende døs, der udsletter sporene fra nattens udskejelser, eller måske snarere blæser dem op som var der tale om heltemodige sagn om store bedrifter.
Det kan være lidt svært at få helt styr på, hvad Showalter egentlig ønsker at kommunikere, både i forhold til lyrikkens rast- og nådesløse selvudstilling af et liv i overhalingsbanen (den turnerende musikers mange fristelser og følelsesmæssige blindgyder, for meget alkohol og så videre – den samme gamle sang, basically), og i forhold til musikkens udadvendthed, der truer med at kamme over i bombastiske rockismer i tide og utide.
’Rest Of It’ er som Primal Scream på en dårlig dag, hvor de falder tilbage til deres allermest udtrådte Rolling Stones-rip-off-rutiner, mens ’Of the Hill’ aldrig rigtig løfter sig ud af en boogie-rocket trance, der mere minder om en selvpåført komatilstand. Og da den efter fire minutter endelig gør det, ja, så forvandler den sig til noget Richard Ashcroft eller Noel Gallagher kunne finde på at strikke sammen under stærk kemisk påvirkning. Mere opblæst end inspireret.
Ligesom på forgængeren ’Heal’, kan Showalter heldigvis ramme en god sang, når det virkelig gælder. På ’Hard Love’ smider han et es i form af ’Radio Kids’, der tager fat i et personligt yndlingsemne, nemlig en nostalgi efter barn- og ungdommens formative musikalske erfaringer (han sukkede nostalgisk efter grungeepoken på forgængerens stand-out ’Goshen ’97’).
Showalter deler blandt andet oplevelsen af at sidde og lytte til et stykke hidtil ukendt stykke musik med høretelefoner på uden at forældre eller andre næsvise sjæle blander sig: At skabe sit eget rum med musikken som katalysator er ikke det dårligste billede på frihed. »Remember how it felt to listen, fumble and press record«, lyder det endvidere. Og hvem (af vi, der er plus-30) kan ikke huske dén fornemmelse?
’Radio Kids’ er en snurrig sang, der blander shoegaze og The Cure til ug med kryds og slange. Forløsningen er det så som så med: Showalter indrømmer, at han aldrig vil kunne finde ind til den følelse, som musikken vækkede i ham, da han var helt ung, og han holder sig ikke for god til at lange lidt ud efter nutidens rockscene og – og det gør jo en markant forskel – sig selv: »Now it’s just kids repeating / I guess I’m just as bad as them«.
Den fuzz-tunge, boogie-rockende ’Everything’ er måske nok en kende regressiv i sit musikalske ståsted, men energien og determinationen fejler ikke noget. En af Showalters helte, J Mascis (Dinosaur Jr.), ville nikke anerkendende over den blanding af sødme og giftighed, der smelter sømløst sammen her.
Det er en skam, at Showalter ikke har præsteret et mere fokuseret album med en musikalsk og lyrisk konsistent raison d’etre, for i så fald havde jeg ikke tøvet med at anbefale hans musik til fans af førbemeldte leverandører af rock med udsyn og udsigelseskraft.
Kort sagt:
Strand of Oaks leverer bevidsthedsudvidende og tøjlesløs rock i familie med My Morning Jacket og The War on Drugs, men farer desværre vild i opblæste rockudladninger og lyrisk selvlede med adresse til skuffen for musiker-på-landevejen-klicheer. Heldigvis er Tim Showalter i stand til at levere gode enkeltstående sange, som den glimrende ’Radio Kids’, men de drukner i de omgivende sanges lidt for opblæste rockismer.