Syds sensuelle r’n’b-fortællinger forstærker hendes integritet som både kunstner og kvinde

Syds sensuelle r’n’b-fortællinger forstærker hendes integritet som både kunstner og kvinde
Syds sensuelle r’n’b-fortællinger forstærker hendes integritet som både kunstner og kvinde - Fin
4 6
Syd
'Fin'

Album, Sony

Titlen på Syd Tha Kyds debutalbum kan referere til mange ting. Blandt andet dækker betegnelsen over den frisure, der efterhånden er blevet den 24-årige sangerindes signatur, og den indikerer således også, at der her er tale om hendes eget projekt, hvorfor hun til lejligheden også har smidt præfikset i sit kunstneralias og nu blot skal kendes på sit fornavn.

Selv har Sydney ’Syd’ Bennett dog også udtalt, at albummet ikke skal ses som ansatsen til en solokarriere, men snarere som et intermezzo, der kan bibringe fornyet energi til hovedprojektet The Internet, ligesom det gælder for bandkollegaen Matt Martians, som også udgiver album i disse dage. Selv om ’Fin’ betyder slutning på latin, er der altså snarere tale om en frisk start for både The Internet og Syd.

Syd har yderligere fortalt, hvordan projektet repræsenterer en mulighed for at kultivere en mere poppet lyd end The Internets organiske udtryk, og på ’Fin’ har hun således tyet til trommemaskiner, synths og samples frem for rhodes, rytmeæg og rimshots. Her kigger hun mere mod millennium-årenes r’n’b end midt-90’ernes neo-soul, der ellers normalt udgør referencerammen hos The Internet.

Det høres ikke mindst på den indledende suite af numre. Fra den maskinelt-minimalistiske og Taylor Swift-parafraserende ’Shake Em Off’ over ’Know’ med sit elektroniserede beat, staccato-sample og silkevokal til den snøvlende ’Nothin to Somethin’, der beskriver de små timer, hvor der skal navigeres mellem groupies og en større mening med tilværelsen. Herfra videre til den en anelse enerverende førstesingle ’All About Me’. Alle slægter de Timbaland og Aaliyah på, som navne som Kelela og dvsn også har gjort det på det seneste.

Af samme grund kan man også diskutere originaliteten i Syds tag på denne del af den urbane musik, og i stedet skal albummets primære kvalitet findes i hendes næsten selvudleverende ærlighed. For selv om det måske ikke længere er kontroversielt at være lesbisk, er mellemkvindelig seksualitet og nydelse stadig tabubetonet.

Særligt på pladens sidste del demonstrerer Syd, hvordan dette kan adresseres, om ikke lydefrit, så i hvert fald frivolt og frimodigt. Tag bare den korte interlude ’Drown In It’, der nærmest parafraserer Ciaras ’Ride’ og udskifter det mandlige objekt med et kvindeligt subjekt. Eller andensinglen ’Body’, hvor passion og produktion går op i en højere enhed i det på én gang liderlige og lidenskabelige nummer.

Neo-soulen er dog ikke blevet lagt helt til side på ’Fin’ og stikker sit hoved frem flere steder, selv om den også stikker lidt ud fra albummets øvrige æstetik. Mest konventionel er den på ’Smile More’, der bringer albummets lydbillede ind på et blødere spor – mere eksperimenterende bliver det på den André 3000-agtige ’Insecurities’. Bedst sker det dog på ’Dollar Bills’, der med sit funkede guitarriff, drevne trommespor og gennemgående vokalsample forener de to verdener på fornem vis.


Kort sagt:
’Fin’ præsenterer en musikalsk side af Syd, som tidligere primært har fået sin udfoldelse på diverse featurings, og man kan diskutere, om den har tyngde nok til et helt album. Men selv om den umiddelbart bryder med The Internets organiske udtryk, er der stadig tale om en øm indpakning i form af tilbagelænede og r’n’b-mættede produktioner, som på albummets bedste numre forener sig med Syds sensuelle fortællinger og forstærker hendes integritet som både kunstner og kvinde.