Trentemøller i Store Vega: Et varmblodigt hjerte bag maskinparken

Trentemøller i Store Vega: Et varmblodigt hjerte bag maskinparken
5 6
Trentemøller

Koncert, Store Vega

Setliste

November
One Eye Open
Never Fade
Shades of Marble
My Conviction
Redefine
Trails
Complicated
River in Me
Miss You
Still on Fire
Circuits
Vamp
Moan
Where the Shadows Fall
Take Me Into Your Skin

Vi kender ham alle sammen: Nørden. Ham, der nyder ligeså meget at nørkle om sit interessefelt som at gå til fest. Anders Trentemøller er en knuselskelig nørd, som lørdag aften gjorde sit interessefelt til en kæmpefest. Koncerten var ikke alene en magtdemonstration i, hvordan studietricks transformeres til levende toner, det var bekræftende, hvordan en tændt og taknemmelig sal følte, at Trentemøllers musikalske nørderier ligeså meget var for vores skyld som hans egen.

For eksempel når han med begejstring gestikulerede til fællesklap og på anerkendende vis overlod spotlyset til sine musikere, og når et af koncertens talrige peaks, ‘Shades of Marble’, udviklede sig til et organisk rave, der forenede publikum med lutter smil og kram til sidemanden. Inde bag den elektroniske maskinpark dunkede et varmblodigt og inkluderende hjerte.

Bedriften bør også tilskrives Trentemøllers legekammerater. Marie Fisker pendulerede glimrende mellem kølig distance i ‘One Eye Open’ og rollen som indpiskende frontkvinde i hittet ‘Moan’. Jeppe Brix Sørensen og Jakob Falgren var ydermere medvirkende faktorer i at overføre den 80’er-gotiske postpunk, som er Trentemøllers auditive visitkort nu om stunder, med henholdsvis rumklangsklagende guitarlinjer og chorus-indsvøbte basfigurer.

Det var en fryd at observere, hvordan den rejse, Trentemøller har foretaget gennem mere end et årti, smeltede sammen med hans nuværende affyringsrampe. Tidligere stunders mere energiske udadvendthed har fundet et helt naturligt parløb med et introspektivt udtryk. Et udtryk, som blev eksekveret med tilsvarende intensitet og modtaget med uhildet begejstring, da koncerten indledtes med det instrumentale nummer ‘November’, og da hovedpersonen selv greb mikrofonen i den melankolske ‘Never Fade’.

Koncerten var en næsten ubrudt eksponentiel sinuskurve, hvor produktionernes detaljerigdom nød godt af det svært medrivende touch af liveholdets indlevende indsats. Eneste anke mod Trentemøllers triumftog var, at gassen momentant gik ud af ballonen i ‘Miss You’ og ‘Where The Shadows Fall’, ligesom man mod slutningen noterede de lidt for stramt tilrettelagte peaks.

Lidt mere løssluppenhed havde løftet seancen helt op i det fuldendte klimaks. Særligt når Trentemøller netop har holdet til at begive sig ud i jams, som tilfældet var i for eksempel ‘My Conviction’.

Nuvel, kontrol og perfektionisme hører jo også blandt nørdens arbejdsmetoder, og ankepunkterne til trods leverede denne sympatiske nørd en koncertoplevelse af de helt store.