Depeche Mode fokuserer på design frem for mindeværdige sange

Depeche Mode fokuserer på design frem for mindeværdige sange
Martin Gore, Andy Fletcher og Dave Gahan.
Depeche Mode fokuserer på design frem for mindeværdige sange - Spirit
3 6
Depeche Mode
'Spirit'

Album, Sony

»We are not there yet / we have not evolved / we’re going backwards / turning back our history / we feel nothing inside«, forkynder Dave Gahan med vanlig myndighed og barytonsprødt stemmebånd på ‘Going Backwards’, suppleret af Martin Gores skælvende vibrato.

En ulmende og ganske effektiv åbner, der i sin sortrandende patos af elektroniske grooves og dybe klaveranslag er Depeche Mode, som vi kender og elsker dem. Men samtidig et nummer, der giver anledning til refleksioner om netop trioens musikalske evolution på det 14. album i karrieren.

Hvor ‘Delta Machine’ (2013) på glimrende vis fusionerede den maskinelle synth-kølighed med varm og rustik sydstats-blues, var ‘Sounds of the Universe’ (2009) lyden af et band på automatpilot. Netop den har trioen fra Basildon stadig en tendens til at forfalde til, hvilket er tilfældet på ‘Cover Me’ og ‘Poison Heart’, hvor der både musikalsk trækkes vod gennem velkendte vande og lyrisk svælges i selvmedlidende weltschmerz.

Når Depeche Mode til gengæld implementerer diversiteten i deres inspirationer, fanger de ens nysgerrighed. Som på ‘The Worst Crime’, hvor porøse guitartoner på enkelt vis driver sangen fremad, kun forstyrret af nogle malplaceret buldrende trommer. Så er der ‘Poorman’, der parrer Gores fascination af USA’s musikalske vugge med den syntetiske maskinpark og således fremstår som en futuristisk variant af de sange, som sammenlænkede straffefanger messende istemte, mens de knoklede langs støvede veje.

Det klæder også Gores sangskrivning med et album, som på tekstsiden til en afveksling ikke udelukkende kredser om begær, smerte, synd og religiøse symboler. Temaer, som var begyndt at virke enerverende og en anelse hule.

Tværtimod er der vitterligt noget på spil i en række politisk ladede sange, som adresserer verdens tilstand. ‘Where’s the Revolution’ omhandler regeringers manipulerende skræmmekampagner og påtaler befolkningsapati med opfordrende punchlines: »Come on, people / you’re letting me down / the engine’s humming / so get on board«. Ligeledes syder den minimalistiske ‘Scum’ af indædt indignation.

Udtrykket er mærkbart bastant, og man skal glane langt efter oplagte stadion-bangers til bandets kommende verdensturné. ‘So Much Love’ kommer tættest på, men den er underlagt en mekanisk rytmisk repetition, som bevidst synes at tøjle sangen.

Fokus ligger tydeligvis i sirligt konstruerede lyddesigns frem for syng-med-venlige melodier. En disposition, som fungerer i den forvredne ‘You Move’ takket være en Kraftwerk-ringlende melodistump, som får lov at pible frem.

Sædvanen tro griber Gore leadvokalen et par gange, men symptomatisk for helhedsindtrykket fremstår den traurige ‘Eternal’ som en noget gumpetung fætter, og den behørigt betitlede ‘Fail’ er en reciterende lydcollage modsat en sang, der efterlader indtryk.

Synthpop-veteranerne virker opsatte på at nørde og manipulere med alskens lydkilder, hvilket beslægter ‘Spirit’ med albummet ‘Some Great Reward’ (1984) dog uden at matche de hookbaserede og mindeværdige numre på sidstnævnte.

Netop fordi hooks, store omkvæd og emotionelle sange er ligeså grundfæstede elementer som lydbillede og produktion hos Depeche Mode, lander karakteren på middel, når de har givet køb på førstnævnte.

’Spirit’ er hverken synderligt interessant, rørende eller mindeværdigt.


Kort sagt:
De britiske synthpop-pionerer synes opsatte på at levere sirligt konstruerede lyddesigns frem for mindeværdige og melodiøse sange. Selv om en del af teksterne er politisk ladede, hvilket klæder Martin Gores sangskrivning, står helhedsindtrykket af, at Depeche Mode har leveret et album under den standard, man forventer af et band af deres kaliber.