Future genopfinder sig selv i en trapificeret popkollage af ærlige bekendelser

Future genopfinder sig selv i en trapificeret popkollage af ærlige bekendelser
Foto: Bennett Raglin/Getty Images
Future genopfinder sig selv i en trapificeret popkollage af ærlige bekendelser - Hndrxx
5 6
Future
'Hndrxx'

Album, Sony

Futures selvbetitlede album fra midten af februar gjorde mange ting rigtigt, men det udvidede ikke som sådan hans velkendte Atlanta-repertoire. Det var et solidt album med stedvise skønhedspletter, som man så ofte har set fra den narkospættede stripklubkonge før. Da nyheden om ’Hndrxx’ – hans andet album på lige så mange uger – så brød ud, jublede hiphop-land en kort overgang ekstatisk for derefter at stille sig i varsomt afventende forsvarsposition: For har vi virkelig brug for atter en langspiller fra Future allerede nu?

Efter at have dissekeret ’Hndrxx’ nøje, må det korte svar blive et ’ja’. Tilmed et ret så voluminøst et af slagsen.

Det anførte spørgsmål er dog ikke desto mindre legitimt. For når ens musikalske stofskifte er så overgearet som Futures, vil stedvise svipsere uundgåeligt opstå. ’Hndrxx’ er dog snarere undtagelsen end reglen, for det er et helt andet bæst, der kan mere, tør mere og vil mere end den forholdsvis magelige affære, som lillebror ’Future’ er.

Man kan sanse en forskel på ’Future’ og ’Hndrxx’ alene ud fra deres kontrasterende covers. Førstnævnte er forgyldt og afbilder en okkerfarvet luftspejling som emblem på den evigt tilslørede Future, der står gemt bag en smog af medikamenter og livet i overhalingsbanen. Sidstnævnte er derimod forsølvet og fremstår klarere, om end immervæk en anelse abstrus, og er således uhyre tæt på at være den bogstavelige bagside af Futures kodein-tilsmudsede medalje.

Og det er præcis som bagsiden af medaljen, at ’Hndrxx’ skal forstås og bedømmes. For det er uden tvivl Futures mest personlige og uskrømtede opus til dato. Alene af den grund er der et væld af personlighed at dykke ned i, for på mange måder er dette et længe ventet kighul ind til Futures forstuvede sjæl.

Samtidig foretager ’Hndrxx’ en u-vendingsafgang fra snøvlerapperens vante banger-spor. Sammenlignet med tidligere materiale er det viklet ind i mere radiovenlige kollager, der isprænges pendulerende omkvædspop, r’n’b og endda eksotiske forgreninger – elementer, som Future sjældent for alvor har turdet prøve kræfter med før.

Ultimativt lyder det dog alt sammen svært smittende, og overraskende nok klarer Atlanta-monarken sig fortræffeligt på egen hånd, når han ikke får en hjælpelig hånd fra henholdsvis The Weeknd og Rihanna på ’Comin Out Strong’ og ’Selfish’.

Som sagt blotter Future i denne ombæring sin kvæstede sjæl, men det lyder sjældent trægt eller blytungt, da lydkulissen yndefuldt panorerer fra det nænsomme til det smukke til det dansende. ’Hallucinating’ indkapsler eksempelvis med sit sitrende vokalsample en trippy naturskønhed så bjergtagende, at sangens overjordiske atmosfære synes helt frelst og salig til trods for, at omkvædet lyder: »Don’t menace over these Vicodins, you must’ve seen Satan«.

Det første dragende track erstattes som regel af det næste, og sådan fortsætter det snart sagt fra ende til anden. ’Keep Quiet’s smittende eksotiske islæt kan for eksempel ikke lyde fjernere fra Futures foretrukne metier, men han lyder sprællevende som aldrig før på omkvædet. Næsten lige så stærk fremstår ’Incredible’, der med sine tropiske trap-vibes og reverb-udspændte synth puster revitaliseret liv i en artist, der endelig har indset, at selvmedicinering mindst lige så vel findes i mediterende kulørbekendelse som i bunden af et pilleglas.

Er alt dette ikke nok, bydes man tilmed gode gamle alien-Future på en bid som ’Testify’, hvis ekstraterrestriske beat lyder som en et snurrende rumfærgecockpit, r’n’b-Future på ’Neva Missa Lost’ og poesi-Future på den syv minutter lange klaver-outro ’Sorry’, der med en gradvist intensiverende levering velsagtens kan gå for at være en af ordekvilibristens bedste lyriske præstationer overhovedet.

Sagt på en anden måde er ’Hndrxx’ præcis det album, som mange inkarnerede fans formentlig har higet rastløst efter i lang tid. At pladen til tider lyder så opstemt, ja, nærmest livsglad i sine trapificerede popskæringer, er så en helt anden sag. Men netop derfor har Future sjældent været mere tillokkende, især med henblik på et mainstream-publikum.

Dette betyder antageligvis også, at visse hardcore fans vil se ’Hndrxx’ som en radiovenlig parentes i rapperens veldekorerede cv. Men selv parenteser kan indeholde afgørende pointer.


Kort sagt:
’Hndrxx’ portrætterer ikke bare en Future, der lyder revitaliseret og veloplagt som aldrig før, ’Hndrxx’ portrætterer en Future, der for en gangs skyld tyr til klarsynets dulmende effekt frem for overdoseret selvmedicinering på vegne af hårde stoffer. Alt dette går forbløffende godt i spænd med albummets trapificerede popskæringer og stærke hooks, hvorfor Future sjældent har lydt stærkere.