Hold øje med Kaiydo: En livlig sydstatsrapper lige foran sit store gennembrud

Floridas hiphop-forfatning har haft en anelse svært ved at rokke sig ud af den kreative hængedynd, den i en rum tid har lidt under. Trængsel avler dog som regel spirende modreaktion, og solskinsstaten ser omsider ud til at have opfostret en rapper, der er lige så animeret som dens paradisiske vejrforhold.
Hold øje med Kaiydo: En livlig sydstatsrapper lige foran sit store gennembrud

Endnu en Soundcloud-nobody, der ikke bliver til noget?

Det er lige groft nok at stemple 19-årige Kaiydo som en nobody. Vi forstår dog godt den sunde skepsis. Mange vordende artister springer hovedkulds ud i det endeløse Soundcloud-farvand for derefter aldrig at vriste sig ud af glemslens bølger igen, men ikke Kaiydo. Hvor andre drukner, rider han bekymringsløst på en surfbølge af livstørstig energi.

Kald det naturtalent eller kald det simpel teenagekådhed. Om det er solskinsstatens klima eller bare en generel ’glasset er halv fyldt’-indstilling, der gør denne tungetvistende vårhare til hiphoppens nytilkomne svar på en opstemt Duracell-kanin, er for så vidt ligegyldigt. Pointen er, at han er fandens dygtig.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det lyder ærlig talt som lidt for meget af det gode. I øvrigt er hans navn fjollet…

Okay, så hans navn rimer på Play-Doh, men det er sgu da om noget et plus. Knægten formgiver sine rim bedre end selv den mest håndkyndige modellervoksentusiast skulpterer en plastisk masse. Og faktisk er det ikke helt ved siden af at kategorisere rapperen med det Kinderæg-agtige alias som en barndomsnostalgisk poet, for han lægger ikke skjul på sin inspiration.

De seks tracks, Kaiydo i skrivende stund har på sit Soundcloud-cv, trækker nemlig alle tydelige spor til hans solskinsramte opvækst i Orlando. Her oparbejdede rapperen under utallige grillfester (såkaldte cookouts) med familie og venner en umættelig appetit for hiphop a la Nelly og Lil Bow Wow. Du ved, dengang man rockede overdimensionerede basketballjerseys og unødvendige næseplastre.

Forkærligheden for de tidlige 00’eres blend af bouncy rap og smægtende r’n’b er netop ideen bag Kaiydos ’Colors & Sounds’-demoprojekt, som i starten af året blev fuldendt med den upbeat ’Jumpin’.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Så vi har altså med en livlig sydstatsrapper at gøre for en gangs skyld?

Mildt sagt. Alt hans hidtidige materiale er badet i længselsfuldt sollys, der på en eller anden vis genskaber den smittende svømmepølsatmosfære, der uvægerligt opstår i Floridas evindelige højsommer. Det er måske netop noget sådant, vi disse dage har brug for i vores lille kongedømme, hvor vinteren med det yderste af neglene nægter at give helt slip.

Hvis ovenstående sange ikke helt evner at sende dit personlige hiphop-barometer på overtryk, bør du ikke kigge længere end ’Red Freestyle’ – en salsainduceret magtdemonstration. Til trods for, at DJ Khaleds efterhånden ikoniske ’another one’-floskel indleder friversene, står det allerede efter få linjer klart, at Kaiydo er alt andet end en average Joe.

På under tre minutter hopper han sømløst rundt i et rødglødende hav af afventende rim og åndenødsfremkaldende lokomotivlevering, mens han smider ordspil som »Them boys they want beef, then ketchup to this lettuce«, der jo går perfekt i spænd med både hiphops konfrontationslystne pral og cookout-åndens mundvandsdrivende grillmad.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg bøjer mig i støvet – hvad har han i støbeskeen?

Kaiydo er efter eget udsagn kun lige begyndt. Han betegner 2016 som et af sit livs vildeste år takket være musikken, men han har først lige fået blod på tanden.

Detaljerne om hans kommende debutmixtape, ’Kartoons’, er stadig sparsomme, men det skulle eftersigende være på vej. I april drager han i hvert fald på hiphop-turné med den indflydelsesrige musikblog Pigeons & Planes, som har plukket fire håbefulde rappere (bl.a. også Boogie) til en tur rundt i USA.

I mellemtiden kan du varme dig på Kaiydos farverige Soundcloud-profil.

Læs også: Hold øje med Toronto-talentet Nav: Melodiøse narkohymner og The Weeknd-venskab

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af