Lord Siva: »Jeg har ikke lavet sådan nogen dybe interviews før«

Lord Siva: »Jeg har ikke lavet sådan nogen dybe interviews før«

Lord Siva sidder over for mig. Han piller lidt nervøst ved sin fingerring – en guldring fra Sri Lanka. Med mild mine kigger han på mig med sine store, blanke øjne. Ydmygt og ærligt.

Det er svært at forestille sig, at det er denne mand, der forrige år spillede for over flere tusinde mennesker på Roskilde Festival. Som han sidder der, er han bare Brian Siva. Genert og høflig, men klar til at blotte sig som i de melankolske tekster, han krænger ud. Med følelserne helt oppe i halsen og beatet pulserende i blodet. Med sjælen fuld af de sår, der har givet ham hår på brystet – selv om han ikke har nogen i virkeligheden, hvilket både han selv og hans cover bekræfter.

»Jeg har ikke lavet sådan nogen dybe interviews før«, siger han. Tidligere er det blevet til gruppeinterviews med HvadEvigt-slænget, en skarpt stylet side i Euroman, kortere snakke. Sådan bliver det ikke i dag.

Vi er taget med på rejsen, der tæller (nogenlunde) lige ned fra 9310 Vodskov til ‘3’ – fra kæmpefester og dæmoner til succes og selvhad.

IMG_3251

9310: Den srilankanske bølle fra Vodskov

Når begge forældre er fra Sri Lanka, er Brian måske ikke det mest oplagte navn at vælge. Men inden Brian kom til verden, flygtede mor, far og storebror fra deres krigshærgede hjemland til Nordjylland.

»Folk tror hele tiden, jeg har skiftet navn, men min mor havde bare spurgt min storebror: Hvad skal din bror hedde? Så sagde han Brian. Så blev det sådan«.

Brian trådte sine barnesko i Vodskov uden for Aalborg hos sin mor. Her prøvede han ihærdigt at følge i hælene på sin storebror, der lige så ihærdigt prøvede at løbe fra ham.

»Jeg har haft et meget frit liv. Jeg havde masser af venner og var altid klar på at lege – meget i naturen. Jeg tror, jeg gravede huller, indtil jeg blev 12 år«.

Det første møde med spotlyset kom med folkeskolens teateropsætninger. Brians rolle blev dog bag spottet, da hans stemme endnu ikke var moden nok til at kunne udgøre en overbevisende Orla Frøsnapper – selv om rollen måske ikke havde været helt ved siden af. Snart trumfede bøllelivet over hulgravningerne og smøgerne over fodboldtræningen.

»Jeg har været en bølle. Jeg var svær at styre for mine lærere og forældre, da jeg var lille og ung. Jeg har altid været en følsom dreng med et kæmpe temperament. Vi var nogle vilde drenge. Vi havde det lidt som om, vi var hårdere end de fleste. Men sådan var det i den by – der skulle fandeme ikke meget til at stikke ud fra det normale«.

LordSiva_Samy3

9000: Bombs over Aalborg

Det tog to efterskoleår, en udsmidning fra 10. klasse samt en tur på HG, før Brian som 23-årig tjekkede ind på gymnasiet i Aalborg. Her blev han også smidt ud to måneder inden studenterhuen kunne trækkes ned om ørerne. Men det gjorde ikke noget – han havde nemlig allerede mødt Carl Emil Johansen aka Hukaos-produceren Carl Barsk.

Mødet med Carl Emil blev samtidig mødet med den lyd, Brian endelig fandt sig til rette med. Inden Barsk-produktionerne stod den på hård rap med HvadEvigt-vennerne Danni Toma og Bulut LOC og i gruppen ForsvundenSammenhæng. En tid Brian først og fremmest betegner som »forgangen«.

»Man starter et sted, og jeg lærte rigtig meget af det. Der var elementer i det, der var fedt, men der manglede noget musikalsk – jeg ville gerne synge, bruge min stemme. Jeg føler mig ikke som en rapper. Jeg føler mig som en musiker, en kunstner. Det vil jeg gerne have folk sætter en stor, fed streg under«.

Mens den selverklærede »døllede« hiphop endnu buldrede igennem i downtown Aalborg, fulgte en rowdy tid – blandt andet med en så gedigen mandagsfest, at Brian knapt havde rystet sine tirsdagstømmermænd af sig, før han var smidt ud af sin kæmpestore lejlighed på Boulevarden i centrum.

»Det var i 2011, hvor Kidd og Klumben var megastore, og de kom over. Så holdt vi kæmpefest i min lejlighed, som politiet kom for at lukke. Men vi smed på en måde politiet ud, fordi der var så mange. Så blev jeg så smidt ud bagefter, men det var nok skæbnen. Nogle gange skal der ske noget dårligt, før der sker noget godt«.

LordSiva_Samy5

2200: Mod København med dæmoner i bagagen

Mange døre skulle lukkes, før vinduerne i Brians liv kunne åbnes. Han mener ikke, han har noget at skjule derom, men de mennesker, der har været en del af kampene, vil han ikke såre. Af loyalitet holder han derfor sine kort tæt på kroppen.

»Der har været ting i mit liv, der har været rigtig hårde. Når sådan nogle ting sker for én, kommer man igennem hele følelsesregistret. Man skal have været mange følelser igennem, før man kan udtrykke sig. Alle har deres dæmoner i deres liv – det har jeg også. Dæmoner, der har givet mig hår på brystet, selv om jeg ikke har nogen.

Jeg har været rigtig langt nede. Musikken har virkelig reddet mig. Ligesom Carl Emil har reddet mig. Carl Emil er musikken«.

Brian rømmer sig, og hans øjne er blankere end før. Det kræver en smøg og et par dybe suk, før vi kan snakke videre.

»Oliver Kesi spurgte mig engang: »Har du nogensinde prøvet at græde så meget, du mistede din stemme?« Og jeg sagde bare: »Ja«. Lige med det samme. Han spurgte mig bare om dét – og ikke mere. Det syntes jeg var megasmukt spurgt. Vi skulle ikke snakke mere efter det. Han skulle bare have mit svar«.

Dæmonerne har heldigvis været stille, siden der for alvor kom ro på livet i hovedstaden. Efter at have boet lidt hist og pist de seneste år, er Brian rykket ind i en lækker lejlighed i et fedt kollektiv på Nørrebro, og der er kommet både kæreste og ro på.

»Jeg har været i noget lorte-lort. Nu er jeg hér i mit liv. Jeg får næsten helt lyst til at invitere folk på kaffe for at vise dem: Se, her bor jeg. Men sådan er jeg ikke som menneske«.

Du er ikke typen, der inviterer på kaffe?
»Ha ha – jo, men jeg er ikke typen, der viser frem. Jeg er meget mere ydmyg, tror jeg«.

LordSiva_Samy8

100: Smilet på mit ansigt er mærkeligt, når jeg ik’ har det godt

I 2014 kunne Brian vise verden, hvad han kunne. Ikke kun som rapper i ForsvundenSammenhæng, ikke blot som en del af HvadEvigt eller et Hukaos-sidekick. I begyndelsen af året udgav han debut-ep’en ‘100’, og derfra gik det stærkt med tilbud fra branchefolk og musikere, heriblandt Ukendt Kunstners Hans Philip. Brian cementerede sit Lord Siva-alias i et lydbillede af mørkrandet, døsig electro-r’n’b, bløde sovekammerbeats, attitudetunge hiphopleveringer og melankolsk poesi.

»Lige pludselig havde jeg en helt anden karrierevej, end jeg havde regnet med. Musikken havde altid bare været en hobbyting, men jeg har altid vidst, jeg kunne noget virkelig nice med min stemme. Men da jeg mødte Carl Emil, fandt vi en lyd og en nerve. Jeg fandt mit sted.

De få, der ser mig optage, kender den nerve, jeg lægger i det. Måske er jeg lige ved at græde, når jeg indspiller det. Jeg tør at udtrykke mig. Musik er følelser, og inde i mit hjerte tror jeg på, at alle kan synge. Alle har en smuk stemme. Det handler bare om at turde at få den frem. Jeg er ikke den bedste sanger – jeg har bare fundet min stemme. Hvordan jeg bruger den stemme, er min hemmelighed. Det er nerven, jeg putter i den«.

Er det ikke hårdt at genleve alle de følelser, du lægger i dine sange, når du står på scenen?
»Jo, det kan det faktisk godt være. Men det er også det, der gør, jeg kan udtrykke dem igen – så bliver man nødt til at sætte sig ind i følelserne igen. Uden at lægge for meget ansigt i det, for der skal være en balance. Det skal være behageligt for folk at kigge og høre på, folk skal ikke tænke, det er synd for mig. Man blotter sig lidt for folk, og så tror folk, man er på dén måde. De får en følelse af, de kender mig. Men det gør de slet ikke«.

Er der nogle numre, du føler, du ikke kan spille længere?
»Der er nogle gamle numre, jeg føler, jeg er blevet for voksen til at spille. For eksempel ‘100’ – det første nummer, jeg lavede med Carl Emil. Det er mærkeligt at synge »Smilet på mit ansigt er mærkeligt, når jeg ik’ har det godt«. Jeg har det ikke så dårligt længere. Jeg har det skidegodt. Men det er en følelse, jeg har haft, da jeg skrev det. Jeg håber ikke, folk har ondt af mig og tror, jeg har det dårligt«.

»På scenen er jeg bare fuldstændig som nu, hvor vi sidder og snakker – men så kan jeg vende 180 og bare fuldstændig være tændt inde i min krop og føle bassen. Så bliver jeg en ny person. Det er en person, jeg har i mig selv, men som jeg ikke tager med mig, når jeg går på gaden, eller når jeg snakker med mine venner. Det må være meget surrealistisk at se på, hvis man kender mig«.

LordSiva_Samy7

180: Venner, hvor er de, når der er brug for dem?

Allerede i slutningen af 2014 udgav Lord Siva sin anden ep, ‘180’. Otte nye numre, dyster poesi, hjemsøgende, følelsesladet croon og skærpede, større produktioner. »Et råb om hjælp forklædt som sirenesang«, skrev vores anmelder – i perfekt tråd med de følelser sangene udtrykker, men samtidig også i snorlige forlængelse af den medlidenhed, Brian ikke ønsker, hans lytter skal føle for ham.

»Jeg har bare brug for at skrive de ting. Men når jeg lægger det fra mig bagefter, er det ude af systemet. Jeg tror, jeg er god til at sige noget, hvor andre tier og holder det inde. Dem, der holder det inde, får noget ud af, at jeg siger noget«.

De ord er noget af det eneste rigtigt positive, Brian siger om sig selv. Han ved, hvad han kan, og at han kan det rigtig godt – indtil han bilder sig selv ind, at det alligevel ikke passer. Hans store følelsesregister og ditto temperament spiller sammen med en overvældende perfektionisme i et spil, der både dræner ham, men også driver ham fremad. Hele tiden.

»Jeg snakker mig selv helt ned seks gange på en dag. Jeg er ikke god nok. Mine tekster er ikke gode nok. Jeg kan ikke stille mig selv tilfreds. Ikke kun med musik, men også med mig selv som menneske. Det er hårdt hele tiden at gøre ved sig selv. Men et eller andet sted ved jeg godt, jeg er god nok – men jeg ved også, jeg ikke er god nok. De andre er langt foran mig.

Jeg kan ikke høre ‘100’ eller ‘180’ mere. Jeg finder altid bare fejl. Hvorfor skrev jeg ikke noget andet eller fraserede på en anden måde? I forrige weekend hørte jeg ‘180’ med Carl Emil op til et show, og jeg havde ikke hørt den i mega lang tid. Så tænkte jeg: »Fuck, hvor er det godt«. Men så går jeg tilbage til at have det dårligt med det lige bagefter.

Hvis jeg havde en anden beskæftigelse, ville jeg jo bare kunne gøre det efter bogen ­– men denne her bog skal jeg selv tegne, finde cover og font til. Er den måde, jeg gør det på, god nok? Hvad gør de andre, hvad skal jeg gøre med min plade? Hvad for noget tøj skal jeg have på?«

Er der nogen, der kan overbevise dig om dit værd, når du taler dig selv ned?
»Nej. Der er ikke én eneste. Det kan godt være, folk prøver, men det er kun mig selv, der kan gøre det. Folk, der elsker mig, prøver ihærdigt. Det må være trættende for dem at høre på. Men hvis jeg synes, det er noget lort, og folk siger mig imod, bliver jeg sur. Hvorfor siger du det, hvis du er min ven? Hvis jeg har søvn i øjet eller en bussemand i næsen, vil du så ikke sige det til mig, så jeg kan fjerne det? Hvis du er min ven, hvorfor siger du det ikke bare til mig, som det er – at det er lort? Jeg tror, de lyver mig lige op i ansigtet«.

Kan du, hvis du anstrenger dig, se noget af det rationelle i det, de siger, hvis de roser dig?
»Det kommer an på, hvem det er. Da jeg spillede til by:Larm i Norge, følte jeg ikke, mit andet show gik så godt, men Carl Emil sagde: »Fuck, det er det bedste show, du har lavet«. Hvis han siger det, må det være godt. Når det er musikere, jeg virkelig har stor respekt for, må der være et eller andet i det«.

IMG_3192

3: Det her, det bliver et godt år

I fredags udkom debutalbummet ‘3’. Tre år er gået, siden Brian tog rigtigt hul på begyndelsen af Lord Siva, og tre udgivelser er nu skrevet på diskografien. Presset? Forventningerne? De er langt mere end tredoblede.

»Hvis det stod til mit pladeselskab, var ‘3’ ikke kommet ud endnu, fordi de ikke føler, der er nogen hits på. Det ved jeg også godt, der ikke er. Men jeg har lavet en god plade, der er nice at høre fra start til slut. Og så vil jeg skide på, hvad de siger. Jeg vil aldrig nogensinde lade nogen pladeselskabsfolk sætte en finger på noget. Det er rigtig vigtigt. Det har branchefolk prøvet rigtig meget på, hvor jeg altid har måttet sætte min fod ned, banke i bordet og sige: »Det er sådan her, vi gør det«. Carl og jeg. Vi gør det på vores måde.

Hvis vi begynder at gå andre veje, mister jeg min selvrespekt – og andre mister respekten for mig. Jeg laver det sgu ikke for at tjene penge. Jeg arbejder sammen med Carl og folk, jeg er tryg ved. Du ser mig ikke lave selskabsarrangerede studiesessions med svenske producere, jeg ikke kender. Hvis vi laver bredere numre, bliver det på vores måde. Vi vil aldrig gå i studiet bare for at lave et hit. Vi skal være i trygge, vante rammer. Vi skal have noget gin, noget rødvin, vi skal hygge – og så laver vi noget musik også. Det hele handler om stemning og vibes, før jeg fungerer«.

Fungerer du så overhovedet i dette musikbranchemiljø?
»Jeg er begyndt at blive mere tilpas i det. Men det er også meget fordi, jeg har Carl at snakke om tingene med. Man skal forstå sin rolle, så bliver man tilpas i det. Nu ved jeg, hvordan folk er, og hvad deres intentioner er. Nu ser jeg lige igennem dem og deres argumenter. Hvis en kunstner har noget kreativt i deres krop, skal de huske at bevare det og de idéer, de gik ind i det hele med. Det er kun dig, der skal stå til ansvar for det, når det er ude«.

Den loyalitet, der betyder så meget for Brian i hans privatliv, har han heldigvis også over for sig selv. Selv om – eller i kraft af – at han er sin egen hårdeste kritiker, er integriteten intakt. Han piller ved sin fingerring, mens dårligdommeren slås med selvtilliden inden i ham. I et kort øjeblik slutter kampen for én gangs skyld til selvtillidens fordel.

»Jeg er sikker på, mine fans kommer til at elske mit album. Vi er blevet meget dygtigere, mig og mit hold. Meget mere bevidste om, hvad vi kan, hvad vores lyd er. Til næste år bliver jeg endnu mere syg. Jeg sætter mig ikke tilfreds. Det styrker mig, selv om det er pissehårdt at gøre ved sig selv hele tiden.

Men det er mig, der er i frit fald – det er det ikke alle, der tør være«.

Læs anmeldelse: Lord Siva ‘3’