Mount Eerie skriver sig ind i en nyere kongerække af album, der omhandler sorgen over at miste

Mount Eerie skriver sig ind i en nyere kongerække af album, der omhandler sorgen over at miste
Mount Eerie skriver sig ind i en nyere kongerække af album, der omhandler sorgen over at miste - A Crow Looked at Me
5 6
Mount Eerie
'A Crow Looked at Me'

Album, P.W. Elverum & Sun

I 2005 udgav den amerikanske forfatter Joan Didion bogen ’The Year of Magical Thinking’, der omhandler tiden efter hendes mands død som følge af et pludseligt slagtilfælde midt i aftensmaden. Mine tanker er igen og igen vendt tilbage til Didions nyklassiker i forbindelse med indoptagelsen af Mount Eeries nye album, hvor Phil Elverum synger om sin kone Genevieves død af kræft i august 2016. Elverum står ikke alene plantet i en stor sorg, han står også tilbage med parrets halvandet år gamle datter.

For Didion ligger den magiske tænkning i alle de undvigemanøvrer bevidstheden påtvinger sig selv for ikke at blive suget ind i et sort hul af genstandsløs fortvivlelse. Didion lægger vægt på ting og materialer, der er med til at fastholde mindet om hendes mand, taktile detaljer og fornemmelser, der fastholder hans tilstedeværelse i rummet, selv om han i virkeligheden er væk for altid.

For Elverum er sorgprocessen sammenlignelig og dog så forskellig: Hans sange sætter fokus på genstande og steder, der minder ham om Genevieve, men hvor Didion holder fast, har Elverum et (måske lige så irrationelt?) behov for at give slip. Han giver hendes kjoler og bukser væk, han smider hendes undertøj ud, hendes toiletsager, tandbørsten. Han vil gerne flytte væk fra huset, fordi han ikke kan være i det uden hende.

Han er til gengæld draget af de steder, der betød noget for hende og for dem. Han opsøger det øde sted, hvor de havde besluttet at bygge et hus sammen, og i slutsangen ’Crow’ er han med datteren i selepose på udkig efter en krage (i en anden sang, ’Ravens’, varsler de sorte fugle død). Han går ikke ind i rummet, hvor hun døde, når det bliver aften. Han efterlader vinduet i rummet åbent, for hvad nu, hvis der endnu er noget (af hende), der mangler at komme ud? En flue på badeværelset vækker en følelse af anfægtelse i ham: Hvis han lukker den ud af vinduet, er det så forbundet med en risiko? Et farvel? Er Genevieve i fluen? Er hun fluen?

’A Crow Looked at Me’ er fyldt med sin egen fortættede form for magisk tænkning, et univers, hvor det fragmenterende udgør en verden af indsigt, og hvor det komplet meningsfulde opstår som sarte små prik på skulderen, eller rettere: Som stik i hjertet. Som lyttere behøver vi ikke vide det hele for at vide det vigtige.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Nogle af detaljerne er som dagbogsoptegnelser, hvor kronologien bliver antydet – anden sang, ’Seaweed’, starter virkningsfuldt, men prosaisk: »Our daughter is one and a half / You have been dead for 11 days…«. Tiden går, selv når tiden er sat i stå.

Meget af lyrikken er netop nøgtern, men også enormt afvæbnende. Som om Elverum – midt i sorgens malstrøm – har fundet en knugende ro, et anker, i sine ord. Musikken afspejler dette. Der er ikke tale om egentlige melodier, men snarere om ikke-anmassende øjebliksbilleder. Han har selv rammende omtalt stilen som ’barely music’. Konventionelle melodier – med omkvæd og den slags – ville virke som kunstfærdige, ja, uærlige udsagn i formidlingen af en sammenstyrtet verden, hvor det absurde pludselig bliver virkelighed.

»I now wield the power to transform a grocery store aisle into a canyon of pity and confusion«, synger Elverum i en linje, der kunne være en hilsen til Nick Cave-sangen ’Magneto’ (»I had such hard blues down there in the supermarket queue«) fra sidste års væsensbeslægtede ’Skeleton Tree’. »Conceptual emptiness was cool to talk about / back before I knew my way around these hospitals«, lyder det et andet sted. Uanset hvordan man skal karakterisere disse (og lignende) udsagn – er det galgenhumor? – er det lyrik, der brænder sig fast.

Sangene beskriver til tider ubærligt ladede situationer, men de er strøet med romanforfatterens fornemmelse for at økonomisere med virkemidlerne: Skoletasken, der uforberedt ankommer i en pakke med posten efter, at Genevieve er død, og Phil, der hulker på trappen, da det går op for ham, hvem der har bestilt den. Datteren, der en dag spørger, om mor mon svømmer nu (med tanke på, at de sammen har spredt hendes aske på vandet). Efter at have svaret datteren bekræftende, konstaterer han henvendt til sig selv: »That’s probably all she does«. Ve den, der kan lytte til dén i samme bevægelse totalt afvæbnende og bundløst sørgmodige linje uden at mærke klumpen i halsen.

I samme sang, ‘Swims’, synger Elverum: »We are always so close to not existing at all«. Og det er jo i virkeligheden sagens kerne. Ufatteligt i al sin grusomhed. I al sin skønhed. Vi mærker brudstykkerne fra et knust hjerte, der samler stumperne op, fordi han ikke har noget andet valg: »Her absence is a scream / saying nothing«.

’A Crow Looked at Me’ kan ikke reduceres til et opsummerende motto eller slogan. Men alligevel. Disse linjer siger det meste (og lidt til):

»Look at me. Death is real«.


Kort sagt:
Phil Elverums album om månederne efter hans kone, Genevieves, død, vil skrive sig ind i en nyere kongerække af album, der omhandler sorgen over at miste den eller dem man elsker: Sun Kil Moons ’Benji’, Sufjan Stevens’ ’Carrie & Lowell’ og Nick Caves ’Skeleton Tree’. Men på mange måder kan ’A Crow Looked At Me’ slet ikke sammenlignes med andre værker. Det er dagbogsfragmenter og øjebliksbilleder af en enorm, knugende kraft formidlet af en stemme, man virkelig kan mærke, snarere end et stykke gennemtænkt og flot forløst sangskrivningskunst.

Advertisement