Roskilde Festival: Vores otte favoritter blandt dagens offentliggørelser

Roskilde Festival: Vores otte favoritter blandt dagens offentliggørelser
Tinashe.
Foto: Dennis Leupold
Med dagens 24 nye navne mangler vi kun den endelige plakat, som kommer i starten af april. Men first things first: Her er vores yndlingsbookinger i dagens bandpakke.

1. Bonobo

Kongen af downtempo slap sidste måned sit sjette studiealbum, ‘Migration’, der bød på endnu en atmosfærisk verdensomrejse udi den ambiente electronicas yderste afkroge. Men når Bonobo alias Simon Green springer fra skive til scene, tyder alt på, at der er tale om mere end blot en rolig chillout-eftermiddag til at pleje tømmermændene – han har nemlig for vane at overraske sit publikum med et fuldt liveband. I så fald ville Avalon danne de helt perfekte, småintime rammer. Eller skal han måske hellere spille for åben himmel på Apollo?


2. Tinashe

For tre år siden røg en smittende Schoolboy Q-gæstet DJ Mustard-produktion i rotation med den tidligere barneskuespillerstjerne Tinashe Jorgensen på vokal. ‘2 On’ blev startskuddet på den amerikanske sangerindes karriere, som sidenhen har taget har taget fart med to album og en hel håndfuld mixtapes, der bidrager med solid saft og kraft til den nye r’n’b-generation med dansefordrende popbeats og sensuel croon. En oplagt, brandvarm feststarter til en eftermiddagsbuzz (på kølige drinks og/eller svedig danselyst, som man behager) på Avalon.


3. Father John Misty

Han gjorde samtlige publikummer bløde i knæene, da han i 2015 med sensuelle hoftesvaj udøvede charmeoffensiv på Roskilde Festivals Avalon-scene. Det var så overbevisende (og rost) en koncert, at det blev starten på vores lille lands fascination af Misty, der efterfølgende spillede flere udsolgte koncerter i landet. Nu vender Faderen aka Josh Tillman tilbage til Dyrskuepladsen, og denne gang får han hele Orange Scene at boltre sig på – det skal blive spændende. Med sig bringer han sit kommende album, ‘Pure Comedy’, der lander 7. april.

Annonce

4. Franske Piger

Bag Franske Piger gemmer sig to danske drenge, der er klar til at lade deres dansksprogede drømmepop flyde ud i solskinnet på årets Rising-scene. Duoen er en del af det spirende Vellness Plader-kollektiv, og til trods for, at der kun er et par enkelte numre på deres beskedne Soundcloud-profil, burde det være nok til at overbevise de fleste Roskilde-gæster med hang til 80’er-nostalgi, ærlig poesi og svævende synthflader om at svinge forbi den stjerneskudsspækkede scene i opvarmningsdagene.


5. Clams Casino

Gennem et lille årti har Clams Casinos sanselige, tilbagelænede produktioner (i starten hed det cloud-rap) dannet baggrund for stærke tracks fra kunstnere som ASAP Rocky, The Weeknd, Vince Staples og Lana Del Rey. Sidste år brød han endelig ud med sit længe ventede debutalbum, ’32 Levels’ (efter en solid mixtape-trio), der for alvor kommer ud i krinkelkrogene af det talent, den amerikanske producerbesidder: Fra skarptskårne, svirpende hiphop-beats til drømmende, dragende lydlandskaber – og alt derimellem. Et heftigt soundtrack til den åbne, laserprydede stjernehimmel over Apollo.


6. Popcaan

Hvis navnet ikke ringer en klokke, kan det være, det hjælper, hvis vi lover »there’s gonna be good times«? Det er nemlig Popcaan, der står for de boblende dancehall-vibes på Jamie xx’s solbeskinnede dansegulvsbasker af (stort set) samme navn. Popcaan kommer med sin brandvarme popvenlige dancehall direkte fra Jamaica, og med sig medbringer han blandt andet 2014-debuten ‘Where We Come From’ – og forhåbentlig lutter good times. Han er i hvert fald som skabt til en solskinsdag på Dyrskuepladsen, hvor hofterne føles lidt løsere end sædvanligt.


7. School Of X

Vi satte et solidt kryds ved School of X, da vi tidligere på året kårede de 10 mest lovende danske navne i år 2017. Bag aliaset finder vi Rasmus Littauer, der har brugt en intens mængde tid on the road bag trommerne hos Mø, men som nyudklækket soloartist har han også vist sit værd som sanger. Det er der foreløbig kommet et par skønne drømmepop-singler ud af, mens der er en debut-ep på trapperne. Det bliver en spændende tur fra trommesæt-ly til scenekant, når vi får lov at opleve Littauer indtage Rising- eller Countdown-scenen.


8. KiNK feat. Rachel Row

Hele to år i træk er KiNK blevet kåret til årets bedste live-act af det toneangivende, elektroniske musikmedie Resident Advisor (i 2015 og 2016). En stor ære, der hænger sammen med den hyperaktivitet, KiNK fyrer af bag knapperne – her bliver der ikke bare trykket ‘play’. Den bulgarske house-producer tager sangerinde Rachel Row med sig, der har leveret vokal til flere af hans tracks, og der er i den grad lagt op til en opfindsom nattefest på Apollo.

Læs også: Roskilde Festival afslører 24 nye navne – Father John Misty på Orange