‘Tæsk til alle’: Nikoline går i flæsket på Gilli, TopGunn og P3

»Tør intet nyt bare reproducerer / alt lyder ens, hamsterhjulet roterer / alle i branchen sutter pik på Trillingsgaard / alle fucking kloner, jeg det sorte får«.

Nikolines nye track lover ‘Tæsk til alle’, og her er i den grad ikke tale om falsk varedeklaration. Den danske musiker går via teksten og videoen direkte i flæsket på Gilli, TopGunn, Kesi, Pizzagang, P3 og DR’s musikchef Lars Trillingsgaard.

P3 har længe været under kritik for at promovere de samme artister igen og igen, og det er dét betændte sår, som Nikoline blandt andet går efter – samtidig med, at hun udstiller sit nådesløse syn på den danske rapscene.

Man kan sige hvad man vil om Nikolines flow, men her er i hvert fald en dansk musiker, som tager bladet fra munden.

Nikoline er klassisk uddannet fra musikkonservatoriet, men det er ikke kun musikbranchen, som får prygl. ‘Tæsk til alle’ byder også på bramfri holdninger til indvandrerdebatten, feminisme og politikerne på Borgen.

»’Tæsk til alle’ er en musikalsk shitliste om det apatiske demokrati, drengerøvsrappere på P3, uintegrerede invandrere og vores uduelige politikere«, som det lyder på Nikolines Facebook.

»Jeg ser det som musikkens klareste opgave at ruske op. At skabe debat« siger Nikoline i et nyt interview med Vice, hvor man kan få et dybere indblik i hendes holdninger.

Og debat, det skal ‘Tæsk til alle’ uden tvivl nok skabe.

Sponsoreret indhold
Kæreste-lokkeri med Sara Hjort
‘Perfekte steder’-skuespilleren fortæller, hvordan hun lokker sin kæreste til at se film med hende. Hør om Saras tv-cravings her.