The Shins’ første album i fem år er mere fremadskuende visionært end retrospektivt dvælende

The Shins’ første album i fem år er mere fremadskuende visionært end retrospektivt dvælende
The Shins med James Mercer i midten.
The Shins’ første album i fem år er mere fremadskuende visionært end retrospektivt dvælende - Heartworms
4 6
The Shins
'Heartworms'

Album, Sony

Tiden er en pudseløjerlig størrelse. Ofte føler man, at den går for langsomt, andre gange går den for hurtigt, og i nogle tilfælde sker det, at man slet ikke registrerer, at den er gået. Sådan forholder det sig med det nye album fra The Shins, som nu udgiver efterfølgeren til ‘Port of Morrow’ (2012), som var sidst vi hørte fra dem. ’Dem’ bør tages med et gran salt, for gruppen har altid været centreret omkring forsanger, guitarist og sangskriver James Mercer, og i denne ombæring har han tonet rent flag og indspillet og produceret hele herligheden selv.

Mercer besidder en sikker tæft for at skrue catchy melodier sammen. Med et Paul McCartney’sk groove tilsat smægtende kor åbner ‘Name For You’ ballet med veloplagt og medrivende energi. Ligesom den sfærisk luftige ‘So Now What’, titelnummeret og den new wave-agtige ‘Half a Million’ utvivlsomt vil behage gamle fans.

Sideløbende med disse behagelige, omend sikre-skud-i-The-Shins-bøssen, stifter vi bekendtskab med en væsentligt mere legesyg og udforskende side. ‘Painting a Hole’ lyder som en art futuristisk stammemusik, ligesom pitchede synths og elektronisk percussion på ‘Cherry Hearts’ er nye boller på suppen, som alligevel er aromatiske på et album, som er mere fremadskuende visionært end retrospektivt dvælende.

Enkelte steder har Mercer dog mindre held med at afsøge nye territorier frem for at stole på sine grundlæggende sangskriverevner. ‘Rubber Ballz’ er enerverende med sit ‘Baba-baba’-tema, den lettere synth-statiske ‘Fantasy Island’ havde fungeret bedre som brusende guitarhymne, og ‘The Fear’ er rent ud sagt røvhamrende forglemmelig.

Mercers lyriske åre er dog uændret, som når han i den rustikke ‘Mildenhall’ på munter manér beskriver minder fra barndommen: »Black moss on a busted wall / the cobblestones made it hard to skate / i thought my flattop was so new wave / until it melted away in the Suffolk rain«.

Når man hygger sig i godt selskab, registrerer man ikke tiden. Fem år er gået, men genhørets glæde er stor, når man lytter til James Mercers driftsikre melodier, der atter stævner The Shins ud i sikkert farvand, men også har kompasset pejlet ind mod nye spændende horisonter.


Kort sagt:
James Mercer er tilbage efter en femårig pause med et album, der er mere fremadskuende visionært end retrospektivt dvælende. Omend hans tæft for catchy indiemelodier er intakt, peger periskopet også mod et mere elektronisk udforskende lydbillede. Selv om det ikke rammer plet hver gang, holder ‘Heartworms’ et stabilt og glimrende niveau.