Arcas kultiske klagesange bæres frem af elektronisk mesterlighed

Arcas kultiske klagesange bæres frem af elektronisk mesterlighed
Foto: Daniel Shea
Arcas kultiske klagesange bæres frem af elektronisk mesterlighed - Arca
4 6
Arca
'Arca'

Album, XL/Playground

Alejandro Ghersi excellerer under pseudonymet Arca i technosange og skrabede, eksperimenterende melodisfærer. Men det er især ved at blotte sig gennem akustiske instrumenter og udfordre de mere klassiske fraseringer, som på åbningstracket ’Piel’, at den London-baserede producer og dj fra Venezuela på bedste alter ego-vis skaber et friskt, veldefineret udtryk på sit tredje album.

Sonisk grænsesøgende, til tider ud i det øresønderrivende, er visse af Arcas nyeste kompositioner en slimet ormegård af trommesporsgnidninger og klubtonet mørke. Numrenes grundlæggende opbygning spænder fra nihilistiske technobeats henover udsyrede koraler til lyden af en uskyldig klipsemaskine. Ghersi sampler igennem med synth og strygere og er samtidig ikke bleg for at inkorporere et monotont omkvæd som på ’Desafío’. Albummet taler snarere i akustiske forvrængninger end i computermanipulationer, mens Londons asfalt i rustikke, smuldrende flager smides efter baghovedet på lytteren.

Arca-projektet er fortsat et maskebal, der arbejder med ambitiøse vokalkonstruktioner, bratte stemningsskift og field recordings, hvilket nærmest får Ghersi til at fremstå som en slags electro-kultisk profet. Han balancerer sin falset mellem skriftestol og psykose, og som bærende væg i konstruktionen falder det lidt til jorden de enkelte steder, hvor overgangene ikke er helt smooth, som det er tilfældet mellem ’Coraje’ og ’Whip’. Men det er alligevel i vokalens konstante, patetiske brydninger mod et ekko, der giver sig som kontinentalplader under lytteren, at det for alvor bliver gribende, symfonisk og godt.

Måske skal man være gjort af en særlig, elektronisk-katolsk støbning for ikke undervejs at få nok af tonalflader og spansk tungetale, men alligevel gør Ghersi det ikke svært at finde en ro i støjens massivitet eller bare i et af de underliggende, minimalistiske loops. Han formår gennem sfærisk harmoni og naturligt stemmemateriale at skildre den skrøbelighed, der også hviler i hans eget dæmpede, musikalske raseri.


Kort sagt:
Arca trækker afstumpede, harmoniske glasmosaikker af klagesang frem af en bundløs interferens. På sin selvbetitlede plade lykkes han netop i den BDSM-agtige kombination af hårdhed, eftergivelse og begær. Rytmebrud og distortion-effekt skaber under vokalen en eksklusiv ambientæstetik, som sjældent viser sig offentligt.