’DAMN’: Fem umiddelbare indtryk af Kendrick Lamars nye album

’DAMN’: Fem umiddelbare indtryk af Kendrick Lamars nye album
Kendrick Lamar til FYF Fest 2016 i L.A.
Foto: Foto: Kevin Winter/Getty Images.

Damn. Så er det her endelig – Kendrick Lamars nye album. Som en tiltagende hvirvelvind har forventningens glæde raset lige siden varselsskuddet ’The Heart Part 4’, hvor Compton-rapperen med en tvetydigt afsluttende bemærkning »Y’all got till April the 7th to get y’all shit together« piskede en spekulativ stemning op.

Da datoen små to uger senere oprandt, ventede der dog intet album. Til gengæld blev vi meddelt en snarlig udgivelsesdato – 14. april – ud over at blive holdt fortrinligt i ave med den ukontrollerbare førstesingle ’Humble’, der forsødede ventetiden.

Hypen har stille og roligt hobet sig gevaldigt op, i særdeleshed efter afsløringen af albummets interessante trackliste og coverets grovkornede tilsnit. Men hvordan lyder det hele i grunden? Vi har nu – en håndfuld timer efter udgivelsen – haft ’Damn’ i rotation. Her får du vores fem førstehåndsindstryk.


1. Kristendommen vender tilbage

Lader man øjnene glide ned ad tracklisten, står de religiøse over- og undertoner lysende klart: ’Pride’, ’Humble’, ’Lust’, ’Love’, ’Fear’, ’God’. Hovmod kontra ydmyghed, begær kontra (næste)kærlighed, frygt og Gud. Med lidt god vilje lugter disse sangtitler af kristendommens centrale dødssynder kontra kardinaldyder, og tanken er som sådan ikke helt ved siden af, når først musikken udfolder sig. Der er ikke tale om gospelsange, men mange elementer ved ’Damn’ virker umiskendeligt gudfrygtige og spirituelle. Albummets udgivelsesdato er ovenikøbet langfredag, dagen hvor Jesus døde på korset.

Selv introen ’Blood’ virker kirkelig, hvor Kendrick med stoisk røst overbringer en hverdagsbibelsk anekdote om at komme en søgende, blind kvinde til undsætning. Samaritanerhistorien bliver dog abrupt afbrudt af et pistolskud kort efter afsløringen, at Kendrick tilsyneladende er gået bort (hvilket vi vender tilbage til senere).


KendrickHumble
2. Avantgardisme på et intrikat og dog letfordøjeligt niveau

Hvis ikke ’To Pimp a Butterfly’ allerede slog det fast med syvtommersøm, er det med ’Damn’ formentlig endegyldigt forseglet: Kendrick har ingen interesse i at appellere til den helt brede mainstream. ’Damn’ er ikke lige så ukonventionelt anlagt som ’To Pimp a Butterfly’, men det er uden tvivl heller ikke lige så lettilgængeligt som ’Good Kid, M.A.A.D. City’.

I stedet sætter ’Damn’ sig et sted mellem Compton-auteurens to foregående klassikere, der på hver sin vis cementerede ham som en hiphoppens foregangsmand. Men hvor ’Good Kid, M.A.A.D. City’ via interessante narrativer portrætterede Kendricks problematiske Compton-opvækst og ’To Pimp a Butterfly’ via frenetisk fristilsjazz adresserede hans afrikanske rødder og alt, hvad der dertil hører, er det straks sværere at stedfæste en samlet betegnelse for, hvordan ’Damn’ præcis lyder.
Lydbilledet er broget, diversificeret og stikker i flere forskellige retninger end nogensinde før. Her findes alternativ r’n’b (’Love’), spirituelt trippy surfrock (’Pride’), skæv retro-hiphop, der metamorfoserer sig til salig U2-rock (’XXX’) og åleglat soul (’Fear’).
Det er overvældende og forbløffende, men stadig lettere at tage ind end eksempelvis ’To Pimp a Butterfly’ var i sin tid, for det er efterhånden, hvad man kan forvente af Kendrick: At han sprænger lydrammerne og genopfinder sig selv.


3. Kendricks tekniske overlegenhed er intakt, men ikke udslagsgivende

Allerede i den afsluttende halvpart af albummets andet track, bangeren ’DNA’, river Kendrick det vekselvise beat nådesløst i stumper og stykker – og det lyder forrygende. Men hvis man på baggrund af ’DNA’ (eller forløberen ’The Heart Part 4’, som i øvrigt ikke er at finde herpå) havde sat snuden op efter en stridslysten King Kendrick, der tordner afsted i stakåndet dobbelttempo, får man sig en overraskelse.

En overflod af lyriske staccato-tornadoer og hæsblæsende flows er her nemlig ikke. Dermed naturligvis ikke sagt, at Kendrick i denne ombæring lægger sin lyriske ekspertise på hylden: Hans syntakser samt leveringer er stadig enormt velkonstruerede og kræver således tid at bearbejde til fulde.

Ud fra første lyt virker det dog ikke umiddelbart som om, at han på ’Damn’ forlader sig på at rappe resten af hiphop-gamet i sænk rent teknisk. I stedet finder man det kunstneriske kræs i intrikate detaljer, beatskift og frugtbare sammenstød med blandt andre James Blake, U2, The Alchemist, 9th Wonder og Steve Lacy.


02-kendrick-humble-2017-screenshot-billboard-embed
4. Artistisk personlighedsspaltning

I forlængelse af ’Damn’s eksperimenterende kompositioner anvender Kendrick flere gange nogle ret så uortodokse stemmelejer. På introen ’Blood’ lyder han stoisk, på den slæbende ’Yah’ lyder han snart sagt komatøs, på ’XXX’ er stemmeføringen nihilistisk, og sådan kunne man blive ved.

Det er ikke utænkeligt, at Kendricks svingende stemmeregister er en slags artistisk personlighedsspaltning, der i kraft af ’Damn’s religiøse kongstanke må forstås som eksistentiel rådvildhed. Rimsmeden portrætterer vidt forskellige følelser fra de overgearet maniske til de sumpende depressive, som giver hvert nummer kant og karakter. Andre steder, som på ’Fear’, høres bagvendt lyrik. ’Damn’ har skjulte budskaber ad nauseam – spørgsmålet er så bare, hvad meningen med galskaben er.

Lidt fikst detektivarbejde foreslår, at personlighedsspaltningen kan have noget at gøre med Kendricks stjernetegn, tvillingen, som han før har rappet om på ’Untitled 06’ fra det upolerede ’Untitled Unmastered’: »A gemini, duality personalities always conflict in me«. Han har jo før påvist religion som en af sine muser, så hvorfor ikke også astrologi?


kendrick damn
5. Albummets (helvedes)titel og artwork er et larmende statement

Mange, inklusiv undertegnede selv, blev mildest talt forbløffede over både albummets titel og artwork. Hvordan skal ’Damn’ forstås? Og hvad pokker skal man synes om coveret?
’Damn’ er på engelsk en ret så (over)brugt banalitet efterhånden, men her må vi formodentlig have fat i ordets dybere betydning. For at samle op på tråden fra første punkt, kunne en plausibel deduktion være, at Kendrick i kraft af titlen (’damn’; ’damnation’; ’to be damned’) er blevet forvist til helvede af Gud – hvilket i øvrigt kunne være et bud på, hvor han ender efter den foruroligende åbner, ’Blood’.

Skønt man ofte gør klogt i at være varsom med søgte overanalyseringer, er dissekerende hovedbrud om noget berettigede i Kendricks tilfælde, hvilket bringer mig til coverets aparte bonitet. Titlens postkasserøde skrifttype alluderer muligvis til underverdenens inferno. Det kunne derudover også forklare rimsmedens dybt letargiske, nærmest zombieagtige mine.
Det minimalistisk larmende artwork synes ved første øjekast næsten fuldstændigt blottet for poleret postproduktion (overproportioneret og kejtet skrifttype, clashende farvenuancer) og står således i skærende kontrast til eksempelvis ’To Pimp a Butterfly’s überpolitiske statement-cover. Men der er uden tvivl en eller anden mening med galskaben.