‘DAMN’: Kendrick Lamar afslører titel, trackliste og billeder fra sit nye album

‘DAMN’: Kendrick Lamar afslører titel, trackliste og billeder fra sit nye album
Kendrick Lamar. (Foto: Rick Kern/Getty Images.)

Rygterne har floreret heftigt omkring Kendrick Lamars imødesete nye album, men nu er der endelig lidt regulært brænde til forventningsbålet. Via et par dugfriske opdateringer på de sociale medier har Lamar nemlig netop delt både titlen, coverbillederne og tracklisten til albummet.

Albummet, der (højst sandsynligt) lander nu på fredag, får titlen ‘DAMN’, og den rummer 14 nye numre – som en iTunes-opdatering ganske rigtigt spåede i fredags. Numrene stemmer dog ikke overens med den tidligere lækkede trackliste, men rummer i stedet blot to interessante feature-numre: ‘Loyalty ft. Rihanna’ og ‘XXX ft. U2’.

Ved forudbestillingen af albummet kunne desuden findes krediteringen af blandt andre Mike Will Made-It, BADBADNOTGOOT, The Alchemist og J. Blake, hvem så denne sidstnævnte herre end måtte være (et umiddelbart gæt kunne ganske oplagt være James Blake).

På albummet finder vi desuden ‘Humble’, der røg online i fredags med en svimlende smuk musikvideo. ‘Humble’ har allerede tiltusket sig en andenplads på Billboardlisten, hvilket gør det til Kendricks højest scorende single som soloartist nogensinde (‘Bad Blood’ med Taylor Swift ramte førstepladsen).

Se trackliste og coverbillede herunder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af