Future Islands’ største styrke er også en mindre svaghed

Future Islands’ største styrke er også en mindre svaghed
Future Islands’ største styrke er også en mindre svaghed - The Far Field
4 6
Future Islands
'The Far Field'

Album, 4AD/Playground

Nogle bands er begavet med en signaturlyd, der gør stort set enhver sang, de tryller frem, genkendelig inden for ganske få sekunder. Future Islands trækker klart nok på nogle inspirationskilder (New Order, ikke mindst), men de sammensætter de ret basale byggeklodser, der kendetegner deres lyd, på en måde, der giver dem et unikt særpræg.

De nævnte byggeklodser er ret ligetil at identificere: Det primære fokus er på Samuel T. Herrings vokal, hvis indbyggede karisma på paradoksal vis forbinder teatralsk udtryksfylde med stor oprigtighed. Hans rock’n’soulede lyd og fraseringer udgør en kontrast til den synthpoplyd, bandet bag ham repræsenterer, hvoraf de to helt afgørende elementer udgøres af Gerrit Welmers keyboardflader og William Cashions bas, der driver sangene fremad og giver dem en smittende, dansabel stemning.

Synthpoppen er traditionelt forbundet med mere undseelige, lyse eller ’tynde’ vokalindsatser, og selv om Herring i denne ombæring skruer helt ned for sit signatur-quirk – den dødsmetalinspirerede growlen, der i fortiden har haft en virkning som et elektrisk stød til nyrerne – så er han fortsat en komprimeret udladning af menneskelig varme og empati, tro og tvivl.

Herrings lyrik afspejler vokalarbejdet. Det er ærligheden, der stikker ud. Hans lyrik er præget af en grundlæggende tro på mennesket og kærligheden. Det kan godt være hans optimisme på vegne af os alle tager imod nogle buler undervejs – og ratioen af kærlighedsforvitrede tekster er steget på det nye album – men hans stemmeføring er på omgangshøjde med lyrikkens simple, men dybtfølte registreringer (et typisk eksempel fra ’Through the Roses’: »I’m scared I won’t know what to do / I’m scared that I won’t pull through«). Han synger igennem, selv når der står skumsprøjt fra en grundstødt kærlighedsaffære op i fjæset på ham.

Har man set Herring live, har man set ham banke sig selv hårdt i brystet samtidig med, at han synger (og laver sine uforlignelige danse-moves). Det er det perfekte billede på den synergi, der finder sted i trekanten mellem hans sangstil, performance-persona og heart-on-your-sleeve-lyrik.

Annonce

Herring er trumfkortet. Og selv om han tøjler sin stemme på ’The Far Field’, er det stadig en stor tilfredsstillelse at lade sig føre ind i hans vokals bomstærke, men kælne omfavnelse. Det skal bare ikke tage noget fra især Welmer eller Cashion, der godt nok følger frontmandens eksempel og skruer lidt ned for de lydlige udskejelser, men leverer varen så sikkert som nogensinde før.

Det eneste problem for Future Islands i denne ombæring er, at sangene kommer til at minde rigeligt meget om hinanden. Det kan være svært at holde albummets 12 sange ud fra hinanden, for basisingredienserne er de samme hele vejen. Derfor indfinder der sig desværre en smule redundans i takt med, at albummet bevæger sig fremad mod kulminationens sikre havn. Man kender næsten albummets præg, inden man er nået halvvejs.

Det forhold vidner dels om bandets styrke – det faktum, at de har en skæppeskøn signaturlyd, som de forvalter med stor sikkerhed – men også om noget, der let kan forveksles med det rutinerede, eller måske ligefrem lettere kalkulerede. Hvorfor ændre på en formel, der virker? Hvorfor ikke slibe kanterne endnu mere til, så den harmoniske helhed fremstår desto mere indlysende?

Bandets store styrke bliver derfor også dets lille svaghed på ’The Far Field’. På den måde kan de minde om The National (og, i mere eklektisk og prætentiøs form, Arcade Fire), der står for en beslægtet tendens til at skamride egne erklærede styrker.

Det kunne være interessant at se, om det ville have en opkvikkende virkning på albummets sidste halvdel, hvis man spillede den først, eller om første halvdel bare lige er den tand stærkere og mere smittende. Uanset om man hælder til den ene eller den anden teori, opstår der er en slagside; en slagside, der egentlig ikke burde kendetegne et værk på i underkanten af de 45 minutter.

De her nævnte forbehold skal dog ikke tage noget fra sange som ’Time Is On Her Side’, ’Ran’, ’Cave’ og ’Aladdin’, der alle fortjener en placering på din foretrukne forsommer-playliste. ’The Far Field’ er en mere end glimrende anledning til at glæde sig til Roskilde, hvor Herring og co., hvis alt går som det plejer, vil blæse dig omkuld.


Kort sagt:
Future Islands har en umiskendelig signaturlyd. Den er fortsat en stor styrke på bandets første post-berømmelse-album, men desværre også en lille svaghed, da samtlige 12 sange mere eller mindre er skåret over den samme læst. Bandets basisingredienser er så indlysende stærke, at de bruger dem med eftertryk, hvorved virkningen bliver mere udmattende end egentlig triumferende. Det skal dog ikke tage meget fra endnu en stor håndfuld stærke sange fra et band, der fortjener et The National-lignende gennembrud. Roskilde 2017 vil være et godt sted at foretage et spring helt op i den store liga.