Gents giver dig lyst til at dyrke yoga og danse frækt
Der er en vis ironi i, at Gents udsender deres debutalbum med titlen ’About Time’. Det er altså ikke mere end blot halvandet år siden, den 80’er-flirtende duo udgav deres første ep ’Embrace the Future’, hvor de piskede en musikalsk essens af kitschet keyboard, tøffende trommemaskinebeats og patosfyldt machocroon op til en skamløs popsauce i tyktflydende pasteller.
På debutalbummet forfiner sanger Niels Juhl og keyboardsnedker Theis Vesterløkke deres fornemme synthværk på ti glimtende produktioner, der spreder en fortsat strålende optimistisk odeur. I tillæg har udtrykket nu fået et wellness-præg: En ambient aura af no stress-katarsis spiller op ad sangenes overdrevne sentimentalitet og legesyge rytmer, så de på én gang giver dig lyst til at dyrke yoga på stranden og danse i discokuglens skær.
Pibende keyboardmelodier flyver omkring som partikler i den lette luft på åbningsnummeret ’Since Forever’, hvor et groove duver nonchalant af sted på halv tid, mens den dybe vokale ikke uventet er i scorehumør med flamboyante fraseringer og eksistentielle kvaler: »Since forever I’ve been trying to define what it means to be alive«.
Dén nød må crooneren siges selv at knække med den vitale ’Brother’ – pladens bedste tre minutter. Det er Gents par excellence med en velproduceret festfernis og en catchy komposition, som giver plads til danseinducerende synthmelodier og orgastiske gimmicks; flabet dyb elbas leger sammen med skarpe guitarhooks, xylofon og percussion, hvilket væver en følsom popekstase ind i duoens anæstetiske neonslør.
Den 80’er-potente og Kraftwerk-klingende ’Cold Eyes’ beriges af en pikant duet med syrepop-prinsessen Emma Acs, hvis feminine pitch er som et velplaceret og perfekt syrligt bær i midten af en opulent flødeskumskage. Men Acs sætter også Juhls evner som sanger i relief. For selv om han er en gudsbenådet charmør, kan baritonens dybe register i længden virke som en spændetrøje, der står i vejen for det ægte, indfølte udbrud.
Alligevel kan man ikke klandre Gents for at holde igen. ’About Time’ tager ofte popæstetikkens store følelser til det yderste og åbner et katalog over duoens guilty pleasures: På den festlige ’True Intentions’ trakteres man med intet mindre end en fræk heltesolo på panfløjte, hvilket er et vidunderligt skælmsk og repeat-farligt øjeblik.
’Lost In the City’ gør nummeret efter med rumklangsvammel nylonguitar, mere panfløjte og en grandios, næsten strafbar house-passage, der i sig selv burde indkassere en billet til Ibiza og en dj-tjans. Det er over stregen, og tak for det.
Et par numre på ’About Time’ tager sig ud som meditative konkurser. Men de fleste sange er dristige og dygtige videreførelser af Gents’ i forvejen kitschglaserede æstetik, som nu har fået et hæmningsløst nøk op på klichéskalaen. Gents rider fortsat gennem deres syntetiske cremecore-univers uden nogen skam i livet, og det føles så frækt.
Kort sagt:
Den 80’er-flirtende duo fortsætter deres dristige synthfærd ned gennem årtiers klichéer på deres debutalbum. Det anæstetiske neon-udtryk har fået et ambient wellness-præg, men det står ikke i vejen for mange catchy og frække sange, der tilsammen skaber et katalog over guilty pleasures og dybt patetiske popfølelser.
Læs også: Gents spiller til Soundvenue og smash!bang!pow’s pre-party under Spot Festival