Gorillaz: En overflod af samarbejdspartnere truer med at kæntre comeback-albummet ’Humanz’

Gorillaz:  En overflod af samarbejdspartnere truer med at kæntre comeback-albummet ’Humanz’
Gorillaz:  En overflod af samarbejdspartnere truer med at kæntre comeback-albummet ’Humanz’ - Humanz
4 6
Gorillaz
'Humanz'

Album, Warner

Damon Albarn udtalte fornylig, at Gorillaz måske med tiden kan udvikle sig til en form for franchise, hvor han selv (og animatoren Jamie Hewlett) ikke nødvendigvis vil fungere som kreative bagmænd, men i stedet kan give stafetten videre til andre kunstnere, med henvisning til den model, hvorved George Lucas har uddelegeret forvaltningen af ’Star Wars’-universet (!).

Udtalelsen (der faldt til populærkultursitet Vulture) skal nok tages med lidt mere end et gran salt. For det er formentlig sagt i en stemning af godmodigt drilleri – andetsteds i interviewet forestiller Albarn sig, hvordan gode, gamle Liam Gallagher mon vil reagere på, at hans bror, Noel, medvirker på en sang (’We Got the Power’) på ’Humanz’, der indfanger sidstnævntes bromance med Oasis-brødrenes gamle nemesis fra de bittersøde britpop-dage.

Men spøg eller ej, så afslører citatet måske alligevel, at ideen med Gorillaz har forskubbet sig, og at det at nytænke brandet er en naturlig del af forvaltningen af et koncept, der indlysende nok ikke er lige så unikt i dag, som da Albarn og Hewlett søsatte det i tiden op til Y2K.

Man kan spørge sig selv, hvorvidt grundideen – det virtuelle band – overhovedet spiller en rolle for udviklingen af musikken nu om stunder? Har Albarn ikke for længst opgivet den spændetrøje, der knytter sig til at formidle det særlige univers befolket af karaktererne Noodle, Russel, 2D og Murdoc (som faste gengangere)? Lige så vel som det til tider kan være svært at få øje på Albarn selv på det kollaborationstunge ’Humanz’, lige så svært kan det være at se, hvad det hele har med tegneserieslænget Gorillaz at gøre.

I forlængelse heraf er det måske ikke helt forkert at spørge til, om projektets sjæl (hvis det overhovedet er et kriterium for denne form for konceptuel popmusik?) er intakt? Videoerne har heller ikke nær samme ikonografiske slagkraft som på bandets første par album. I den forstand har konceptet mistet sin friskhed.

Albarns stemme kan dårligt siges at repræsentere figuren 2D på de nye sange. Den repræsenterer snarere en ofte svært hørbar vokal, der ikke synes alt for travlt optaget af at blande sig i flettet af stemmer. Det er ikke helt uvæsentligt for albummets besvær med at etablere en fortælling, der kan samle de mange løse dele, der er i spil. Tilføjelsen af en overflod af samarbejdspartnere truer med at kæntre det gode skib Gorillaz.

Faktisk er den sprukne midtvejsballade ’Busted and Blue’ den eneste regulære sang, der ikke indeholder et ’featuring’ efter titlen – og det er da også det eneste nummer, hvor det altdominerende fokus er på Albarns forvrængede vokal. Desværre kommer britens ellers varemærkede melankoli ikke stærkt til sin ret netop her. I den afdeling fungerer Benjamin Clementines sært søsyge vokalbidrag på ’Hallelujah Money’ langt bedre. Det er et betagende eksempel på, at Albarns Gorillaz-formular stadig kan skabe uventede – både urovækkende og ømme – resultater.

På ’Demon Days’ og ’Plastic Beach’ var kollaborationsprincippet også en bærende idé, men balancen skrider under fundamentet på ’Humanz’. Det musikalske overflødighedshorn er eftersigende samlet under inspiration af et overordnet modus operandi om, hvordan man ville reagere på en verden, der på et øjeblik ændrer sig dramatisk til det værre (Trump alert!) – men det modvirker ikke, at albummet til tider er en fragmenteret udstilling af forskellige personligheders varierende engagement spændt ud et sted mellem forvirring og legelyst.

Annonce

Den spredte fægtning fører ikke til den ventede forløsning, hverken i emotionel forstand (Albarn har aldrig lydt så lidt nærværende i så lange stræk som på ’Humanz’) eller i en eller anden forkromet samtidsdiagnose- eller kommentar. Afspejler albummet bagmændenes visionære skaberkraft og troldmandsagtige overblik, eller er der snarere tale om, at de simpelthen halser efter tidsånden? Hvad er der i virkeligheden så særpræget eller grandiost ved at sammenflette et værk med 20 (26 i deluxe-udgaven!) tracks (heraf de seks forkølede og uengagerende interludes) fyldt til randen med mere eller mindre kendte navne, hvoraf de fleste er affilieret med hiphop? Det er jo standarden på nærmest hver anden større hiphopudgivelse i disse år!

Herfra skal der ikke lyde et ondt ord om Albarns forkærlighed for amerikansk hiphop; det har hele tiden været en vigtig del af Gorillaz’ DNA. De rene hiphopøjeblikke på ’Humanz’ står for nogle af de stærkeste, enkeltstående øjeblikke – Vince Staples’ rap på ’Ascension’, Danny Browns cameo på ’Submission’ og det som altid humørfyldte gensyn med vennerne i De La Soul på ’Momentz’ – men det er ikke just udtryk for banebrydende musikalsk nysgerrighed i sig selv, at hiphoppen fylder så meget. At flere af de hiphopdominerede tracks toner ud til gospelkor-toner kan heller ikke siges at være chokerende originalt, eftersom det er temmelig de rigeur post-’Ultralight Beam’.

Der er heller ikke noget nyt ved at introducere legendariske veteraner (i denne ombæring Grace Jones og Mavis Staples), og da særligt ikke, når de ikke får større rum til at slå sig løs, end det er tilfældet på ’Charger’ og ’Let Me Out’. Kombinationen Pusha T/Mavis Staples på sidstnævnte er på papiret inciterende, men i praksis letter det ikke for alvor. Begge de nævnte produktioner virker rodede, identitetsforvirrede.

Det er i det hele taget få sange i dette selskab, der står distancen målt på smittende hooklines. Det er måske ikke så overraskende, at Albarn ikke kan vride en ny ’Clint Eastwood’ eller ’Feel Good Inc’ ud af ærmet i 2017, men man havde måske håbet, at albummet indeholdt øjeblikke, der kunne matche de bedste stunder på ’Plastic Beach’, såsom ’On Melancholy Hill’ og ’Rhinestone Eyes’. ’Andromeda’ – der er en hyldest til blandt andet afdøde Bobby Womack – kommer tættest på med sit charmerende, simple vers og et analogt synthriff, der fungerer som et ordløst omkvæd (på den måde synes det modelleret over netop ’Rhinestone Eyes’).

Der er glimrende øjeblikke spredt ud over ’Humanz’, men man må finde sig i, at de helt store sange aldrig rigtig manifesterer sig. Albarns egen skæve vokalmelodi (der minder lidt om hans meget engelske affektationer på Blur-comebacksinglen ’Lonesome Street’ forrige år) på Grace Jones-kollaborationen ’Charger’ er typisk for projektet. Den gode idé er pakket ind i en omgivende sang, der mest består i et virvar af løsrevne dele frem for en overgribende idé endsige indlysende melodi.

Man kan med udbytte gå på opdagelse i ’Humanz’, og sågar finde mange små skatte i labyrintens lidt vel underbelyste kamre, men den manglende vilje eller evne til at bruge albumformatet til noget meningsfuldt eller til at opbygge og fastholde et momentum er en anelse skuffende. Allerede anden regulære skæring (den i sig selv hæderlige Earth, Wind & Fire-agtige soul-funk-workout ’Strobelite’) bidrager til at hive luft ud af ballonen snarere end den bidrager til at levere den løftelse, der er så hårdt brug for, hvis det (tidstypiske) apokalyptiske tema skal udarte til den lovede fest og genrejsning.

Damon Albarn – sin musikergenerations måske bedste bud på en renæssancebegavelse – er ikke fejlfri. Så langt fra. På den måde udtrykker ’Humanz’ passende nok sin skabers særdeles menneskelige side. ’Humanz’ er ikke en nedsmeltning. Den er snarere overophedet. Men en interessant fejltagelse er bedre end en velformet bagatel. Og ’Humanz’ er så afgjort det første.


Kort sagt:
Man kan gå på opdagelse i ’Humanz’ og finde mange små skatte i labyrintens lidt vel underbelyste kamre, men Albarns og Hewletts manglende vilje eller evne til at bruge albumformatet til noget meningsfuldt eller til at opbygge og fastholde et momentum er en anelse skuffende. Der er glimrende øjeblikke spredt ud over albummet, men man må finde sig i, at de helt store sange aldrig rigtig manifesterer sig. For mange samarbejdspartnere kan åbenbart bringe selv Albarn ud af fatning. Men en interessant fejltagelse er bedre end en velformet bagatel. Og ’Humanz’ er så afgjort det første.

Læs også: Se Gorillaz’ første animerede live-interview