Major Lazer, Nicki Minaj og PartyNextDoor holder absurd FaceTime-fest i ‘Run Up’-video

I januar sørgede Major Lazer, PartyNextDoor og Nicki Minaj for, at vi kunne varme os på ‘Run Up’, der ifølge Diplo var »det perfekte festnummer«. Nu har party-perfektionen fået en tilhørende video, hvor de alle sammen mødes igen – næsten da.

Videoen til ‘Run Up’ er nemlig noget nær den perfekte fest, hvis det da ikke lige var fordi alle festede via deres smartphones. Gutterne fester ét sted, hvor alle – dansende som kyssende – er dybt koncentrerede om deres telefoner, mens Nicki Minaj fester med fra et helt andet sted via FaceTime. En noget absurd festoplevelse – måske ikke helt perfekt i praksis, men ret underholdende at være tilskuer til.

Paul, Luc & Martin står bag videoen, og de udtaler i en pressemeddelelse, at »ideen var at grine af os selv og af den uforbeholdne kærlighed vi nærer til vores smartphones«.