Pede B har 18 forskellige gæster med på sit næste album ‘Sparring’

Pede B har 18 forskellige gæster med på sit næste album ‘Sparring’

Pede B har løftet sløret for et kommende album, og pladen ‘Sparring’ udkommer den 15. september. Det bliver det niende kommercielle album i en efterhånden fyldig diskografi, som blev skudt igang med debutalbummet ‘Et barn af tiderne’ tilbage i 2005.

Albummets titel skal symbolisere Pede B’s kamp for at blive en bedre rapper. ‘Sparring’ skal forstås bogstaveligt, for processen symboliserer det modsatte af rapperens fortid i MC’s Fight Night – i stedet for at bekæmpe hinanden, skal man sparre med sine hiphopkolleger og på den måde dele erfaringer og udvikle sig.

Albummet indeholder 18 tracks, hvor Pede B har arbejdet sammen med 18 forskellige ‘sparringspartnere’, som alle lægger vejen forbi det endelige produkt. De 18 features er indtil videre unavngivne, men formålet med sparringen var, at Pede skulle blive en bedre lyriker og løfte sit tekniske niveau. Som han selv udtaler: »Alt der ikke er i udvikling er i gang med at dø«.

Pede B forklarer selv processen således: »Jeg har siddet foran nogle rappere, jeg virkelig respekterer. Jeg var derfor nødt til at præstere mit ypperste, hvilket i mine øjne, i dag, har gjort mig til en bedre rapper«.

Den tredobbelte MC’s Fight Night-vinder har også et projekt kørende kaldet ‘Hold Kæft og Rap’. Næste arrangement bliver afholdt på Forbrændingen den 19. maj, og indtil videre er Binær den eneste artist, som er annonceret.

De 18 features på albummet bliver løbende afsløret, men den første afsløring skulle være lige på trapperne.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af