Roskilde Festival afslører Arena-koncert med symfoniorkester – spilleplanen slippes løs i næste uge

Roskilde Festival afslører Arena-koncert med symfoniorkester – spilleplanen slippes løs i næste uge
Foto: Benjamin Lund/Soundvenue

Traditionen tro har Roskilde Festival altid lidt ekstra musikgodter klar, som fylder programmet helt ud i kølvandet på årets plakat, som blev annonceret i starten af april.

I dag byder på en ganske særlig tilføjelse, da festivalen får besøg af symfoniorkesteret Tivoli Copenhagen Phil, som kommer til Dyrskuepladsen for at fremføre et såkaldt ‘klassisk mixtape’.

Orkesteret spiller på Roskilde Festival fredag den 30. juni, hvor de vil indtage selve ‘gulvet’ under Arenas teltdug. De 70 musikere med dirigent Nick Davies i front hopper altså ned fra scenen og tager opstilling i nogle små grupper, så publikum med frit lejde kan gå ind og ud mellem musikerne og deres instrumenter og opleve det hele helt tæt på.

Tivoli Copenhagen Phil kommer til at spille deres egen yndlingsmusik, og det levende mixtape lover alt fra Prokofiev til Bach.

Tivoli Copenhagen Phils programchef Maria Frej udtaler:
»Tivoli Copenhagen Phil har, siden Tivoli åbnede i 1843, spillet for havens mange forskellige gæster, unge som gamle, københavnere og turister, rige og fattige, inde i salen og ude på plænen. Men det er sundt at komme ud en gang imellem, og vi glæder os derfor helt enormt meget til at lufte orkestret på Roskilde Festival og møde festivalpublikummet. Sidst det skete, var det en kæmpe succes, og vi kan næsten ikke vente til igen at spille vores yndlingsmusik, denne gang som en slags mixtape – dramatisk, stille, romantisk, uhyggelig, ny og gammel musik sat sammen specielt til formålet«.

Sidst, men bestemt ikke mindst, har Roskilde Festival afsløret, at de torsdag den 27. april slipper årets spilleplan løs med tider og scener på samtlige kunstnere. I samme ombæring kommer der yderligere en håndfuld navne på programmet.

Læs også: Roskilde Festival: Syv tanker om det endelige program – på godt og ondt

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af