Roskilde Festival: Syv tanker om det endelige program – på godt og ondt

Roskilde Festival: Syv tanker om det endelige program – på godt og ondt
Foto: Benjamin Lund/Soundvenue
Med tilføjelsen af 77 nye navne er Roskilde-plakaten endelig landet: 173 kunstnere i alt, som er strikket sammen til et musikalsk kludetæppe på tværs af nationaliteter og genrer. Her er syv adskilte tanker om Roskilde Festivals endelige program.

1. Der er ingen superlegende i toppen af plakaten, men stadig mulighed for at få blafret ørerne fulde af musikhistorisk vingesus

Det er en lidt atypisk plakat, Roskilde præsenterer i år. Vi har i de seneste mange år været forvænte med, at kransekagen toppes med en sand legende, altså et mastodont-once-in-a-lifetime-navn, der har sat store, fede fingeraftryk på musiklandskabet. Denne gang må vi kigge i vejviseren efter et Stones, en Springsteen eller en Young. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få sig en musikhistorisk lektion af de større på Roskilde Festival 2017: Den er bare splittet op i flere etaper.

Du kan fejre 60’erne og frem i selskab med danske Savage Rose, som i år har intet mindre end 50 års jubilæum. Med mere end 20 album i bagagen og Annisette Koppel, der stadig står rank og stærk som Danmarks oprindelige, feminine rockstemme, burde de være en oplevelse – også et halvt århundrede senere.

Sort Sol fejrer også jubilæum, blot med et årti mindre på cv’et, og med et nyt album i baglommen bør de også være et vitalt bud på et rockhistorisk must see.

80’erne repræsenteres af de evigt flamboyante synthpop-pionerer i Erasure og de sammenbidte, skotske støjrockere i The Jesus and Mary Chain, mens 90’erne er kontrasternes årti, også på Roskilde, hvor Slowdives drømmende shoegaze og A Tribe Called Quests intelligente jazzhiphop sørger for nostalgi-trippet.

Sidst men ikke mindst må du ikke snyde dig selv for at finde ud af, hvordan The Avalanches’ banebrydende sample-patchworks tager sig ud i live-dressur – de lavede ét af 00’ernes allerbedste album, og deres nylige comeback ‘Wildflower’ er næsten endnu bedre.


2. R’n’b-programmet er tungt i toppen, tyndt i bunden

Med The Weeknd, Solange, Bryson Tiller og Tinashe har toppen af Roskilde-plakaten sjældent set så pakket ud i forhold til stærke og nutidige r’n’b-navne.

En kærkommen udvikling (og gode bookinger), som sammen med et øget popfokus aktivt og retmæssigt forholder sig til det faktum, at det ganske enkelt ikke længere er rocken, som alene skal trække det tunge læs på de største festivalscener verden over.

The Weeknd leverede varen i Royal Arena, Solange stod for et af sidste års allerbedste album, og for Tinashe ligger det bare programmeret i dna’et, at hun er født til at være performer. Vi ser frem til det hele.

Pudsigt er det dog, at lige så pakket toppen er, lige så blodfattig er bunden af r’n’b-programmet. Der er næsten ikke noget ud over Phlake.

En forklaring kan være, at den gode r’n’b-musik hovedsageligt kommer fra USA, og så snart man har slået igennem der, så ryger man opad på plakaten. Det kan være svært at finde de ’små’ navne i en branche, der i øjeblikket er så big business.


3. Hiphopprogrammet er tyndt i toppen, sjovere i bunden

Omvendt r’n’b’en ser hiphoppen umiddelbart en smule tyndhåret ud i toppen af plakaten.

I samme stil som Macklemore er G-Eazy i langt højere grad et popnavn, mens Residente og Mos Defs afrobeat-eventyr med Seun Kuti også mere hører hjemme i andre hjørner af programmet.

Pionererne i A Tribe Called Quest er selvfølgelig et gigantisk scoop, og det bliver uden tvivl underholdende at opleve Gucci Manes trap-mytologi i levende live, men så er det altså også det.

Måske sidste års eksemplariske hiphop-lineup har gjort os forvænte og utaknemlige. Her fandt man både Schoolboy Q, Vince Staples, Action Bronson, Young Thug, Skepta, Stormzy og Wiz Khalifa, der alle (mere eller mindre) burde kunne få samme skriftstørrelse som Gucci Mane på en festivalplakat.

I stedet skal man kigge længere ned i programmet for at finde de stærke hiphopnavne: Grime-acts som 67, Kano og Krept & Konan, poetisk soulede Noname, bad asses a la Princess Nokia og Madame Gandhi.

Der er masser af spændende navne at vælge imellem, men vi havde håbet på lidt mere bøf i dagens annoncering.

Annonce

4. Det elektroniske program er mangearmet og multifarvet

Efter en mildest talt småforkølet indsats på netop dén front i 2016, lugtede det allerede tidligt af en gedigen oprejsning for den elektroniske scene på Roskilde med flere headlinere til at toppe plakaten med dansabel maskinmusik.

Men blockbuster-navnene i form af den knaldhårde Paris/Berlin-akse i Justice og Moderat/Modeselektor er kun en flig af historien, for Roskilde Festivals elektroniske lineup i 2017 er så spraglet og mangefacetteret, at man nærmest bliver stakåndet.

Fra sikre, brede esser blandt subheadlinerne i form af (endnu) et spektakulært Den Sorte Skole-visit, franske Møme og chillout-guruen Bonobo til mere feinschmecker-orienterede fester i selskab med udfordrere som Nicolas Jaar, producer-esset Clams Casino og det nærmest intimiderende voldsomme stadion-bølle-raveoutfit Noisia. Denne bredside bør gå sin sejrsgang blandt den del af publikummet, der er ekstra sultent på musikalske bits og bytes.

Dykker man et smut ned og inspicerer småkravlet, bliver det endnu bedre: Her gnubber de spøjse, muskelfikserede italodisco-bloggere fra Bicep skuldre med den hyperaktive, bulgarske techno-troldmand Kink, de psykedeliske australiere fra Jagwar Ma, Chicago house-mystikeren Hieroglyphic Being og det parisiske makkerpar Acid Arab.

Vi kunne blive ved, men pointen er efterhånden slået fast med mange søm fra alle tænkelige retninger: Der er ikke én finger at sætte på den elektroniske gren af programmet. Det bugner og sprudler.


5. Verdensmusikken kan blive et gateway drug for dig i år

Noget af det, der år for år har været forfriskende ved Roskilde Festival, er, at de giver plads til verdensmusikken. Disciplinen lykkes de her uovertruffent med, og 2017 er året, hvor sol, måne og stjerner står lige, og verdensmusik-lineuppet for alvor har crossover-potentiale til at få ikketroende hooked på globale rytmer og eksotiske toner.

Seun Kuti, søn af selveste opfinderen af afrobeat, Fela Kuti, gæster Roskilde med Yasiin Bey (Mos Def) i ryggen, og i lighed med den puertoricanske rapper Residente (der tidligere har gæstet Roskilde Festival som en del af Calle 13) kommer de tilsammen til at stå for festlige koncerter med politiserende lyriske overtoner. Og hvis det militante islæt bliver for meget, kan du altid zappe videre til jamaicanske Popcaans sukkersøde dancehall-toner.

Palæstinensiske 47Soul rusker med deres hidsigt fræsende, elektroniske ’shamstep’ grundigt op i stereotypiske opfattelser af, hvordan arabisk musik skal klinge, og Los Gaiteros de San Jacinto krydser cumbiaen med dubmusik. Det malinesisk-franske møde mellem Group Doueh og Cheveu er en umage bastard af psykedelisk krautpunk og beduinrock, mens senegalesiske Ibaaku nærmest klinger som det afrikanske kontinents svar på Holy Other med sit excentriske, elektroniske univers befolket af modellervoks-muterede vokalsamples og kølige klangforløb.

Tilsammen er alle disse navne heftige indikatorer på, at Roskilde i år – i højere grad end nogensinde – har sørget for at booke verdensmusik, der er i stand til at sprede ringe ind i lyttere, der normalt ikke ville vove sig ind på de koncerter. Hurra for bredere horisonter!


6. Hiphop er en mangelvare i opvarmningsdagene

Vi pointerede det i vores optakt til det endelige program, men tilføjelsen af Monti og ’vi-spiller-akustisk-guitar-og-rapper’-holdet fra Bogfinkevej ændrer ikke på, at hiphoppen er groft underrepræsenteret på Rising og Countdown, som skal husere de 39 talenter, der spiller i warm-up-dagene.

De to nye navne slutter sig til stortalentet Noah Carter og norske Snow Boyz, men så meget, som den unge hiphopscene i øjeblikket både sprudler herhjemme, så virker det underligt, at den ikke gives mere plads.

En forklaring er, hiphopnavnene er ’gemt’ til arrangementer ude i campingarealerne. Roskildes programchef Anders Wahrén forklarer det således i vores nye interview:

»Vi kommer formentligt til at tilføje nogle navne til en lille flade i East, hvor ghettoblasteren var placeret sidste år. Der er mange af de navne, der er netop i hiphopgenren og i den urbane scene, der egner sig bedre til nogle større flader end til deciderede koncerter på 45 eller 50 minutter. Så jeg tror, man vil se en del af dem indgå derude. Så selv om vi siger, vi er færdige nu, er der også lidt i ærmet til de næste måneder«.

Det er i og for sig fint nok, men der er stor forskel på at spille et show i hovedprogrammet og være en mindre del af en flade ude i camping – også i forhold til den eksponering, som Roskilde er ansvarlig for og afsender af. Specielt når festivalen bryster sig af at præsentere de nye strømninger.


7. Kvinderne står stærkt i år, trods underrepræsentation

Snakken om kønsfordelingen i musikverdenen generelt – og måske i særdeleshed på festivaler som en af branchens synligste knopper – vil ikke dø ud, så længe problemet er så stort og strukturelt. Vi kan lige så godt sige det med det samme: Det bliver ikke i år, at Roskilde Festival triumferer, i hvert fald ikke på rå kvantitet.

For selv om den endelige plakat føjer et par heavy hitters til i toppen i form af Halsey og Icona Pop, der slutter sig til Lorde, Tinashe og Solange, så peger barometernålen for det samlede lineup altså stadig på noget, der umiskendeligt ligner den sædvanlige 80/20-fordeling i mændenes favør.

Vi har været inde på det før, men udbuddet af sommerturnerende, kvindelige kunstnere med relevans for festivalen er simpelthen en naturlig barriere her. Men når projektet nu ikke lykkes på mængdefronten, så er det dejligt at kunne konstatere, at de kvindelige navne, der har fundet vej til plakaten, i mange tilfælde har kønspolitiske emner tæt på hjertet og den kunstneriske pondus til at bringe budskabet ud over scenekanten.

Her kunne vi især pege på navne som rapkometen Princess Nokia, hvis feminisme og aktivisme gennemsyrer alt, hvad hun laver, norske Jenny Hval, hvis seneste album ‘Blood Bitch’ blandt andet er, godt gættet, en kommentar på menstruation, det danske kollektiv Hun Solo, der tæller prominente folk som Kirstine Stubbe Teglbjærg og Fallulah, den cool israelske sangerinde og producer Noga Erez, har sunget om sine landsmænds ligegyldighed over for seksuelle overgreb, evigt råseje Angel Olsen og all-girl-dj-kollektivet Discwoman.

Talknuseri er måske i virkeligheden sekundært. Måske det handler om statement frem for status, hvis man skal have held med at demontere den mandlige, musikalske dominans på den lange bane. Roskilde selv går ikke ind for kønskvoter, men arbejder for at skabe og fremvise gode, stærke rollemodeller med meninger, som kan påvirke dagsordenen og skabe bevidsthed om problemerne. På den front er festivalens lineup godt fremme i skoene.

Læs også: Roskilde Festival: Her er de 12 største scoops blandt dagens offentliggørelser

Læs interview: Q&A med Roskilde Festivals programchef: Om pop, plakaten, Gorillaz og kønsbalancen

Læs også: Roskilde Festival: Hele programmet i tal

Læs også: Roskilde-talenter: Her er vores 11 favoritter i opvarmningsdagene

Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 77 nye navne på plakaten

Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program