1. Modstå fristelsen: Hold Future Islands på Arena
Det må være ekstremt fristende at smække Future Islands op på Orange Scene. Baltimore-trioen med den overjordisk intense Samuel Herring i front fyldte Avalon-teltet til bristepunktet i 2014, og deres ry som gudsbenådet live-act er efterhånden hugget i sten. Som jeg skriver dette, er jeg stadig lidt i tvivl, for der kunne opstå et katarsis-lignende øjeblik med Herring slående sig selv på brystet, mens solen skinner udover et Orange Scene-publikum, der danser sig selv ihjel.
Men… Det ville nu være synd. Future Islands er dansemusik, men i hjertet noget virkeligt sørgmodigt noget af slagsen, og Herring er nødt til at se sit publikum i øjenene i en grad, som bare ikke er mulig på Orange. Deres koncerter er nødt til at have bare en vis form for intimitet, før selve nerven ikke forsvinder. Det er sådan set ikke fordi, at jeg ikke tror, Future Islands kan klare opgaven på Orange – deres show hører bare hjemme på Arena.
Torsdag er dog den mindst overvældende dag, hvis man kigger med de orangefarvede briller, men med The xx, Erasure, The Savage Rose og så måske Royal Blood eller The Jesus and Mary Chain burde festivalen være pakket ind.
2. Fortsæt stilen med hiphop på Apollo
Roskilde Festivals hiphop-program var sidste år i en klasse for sig, og specielt på Apollo-scenen kom genrens mere festlige aspekter til sin ret. Vince Staples på Pavilion var lidt for småt – ville man ikke hoppe rundt i bar overkrop, var det svært at være med. Og så føltes Avalon lidt for mørkt og mast til Action Bronson – han havde været bedre under åben himmel, hvor folk som Stormzy, Skepta og Little Simz leverede stærke koncerter.
Så derfor: Fortsæt den gode stime med hiphop på Apollo – det fungerer pisse godt, og alle kan være med på tværs af forskellige niveauer af engagement. Her tænker jeg blandt andet på navne som Gucci Mane (han skal ikke spille Arena…), Princess Nokia, Lil Uzi Vert, Noname og Krept & Konan.
3. Den sene lørdagskoncert på Orange skal være tidligere
Der var masser af mennesker til både Suspekt i 2015 og LCD Soundsystem i 2016, men der var ikke pakket, som der kan være foran Orange Scene – og som der måske havde været, hvis de to acts havde haft andre spilletider end lukketjansen på festivalens største scene lørdag?
Da Roskilde Festival i 2015 ændrede lukkedagen fra søndag til lørdag, var en del af beslutningsgrundlaget, at man skulle komme den lidt sløve søndagsstemning til livs. Det er delvist lykkedes, men man kan stadig ikke komme uden om, at festivalens sidste aften (nu lørdag) har lidt mindre liv end de tre foregående dage.
Suspekt spillede 01.30, LCD Soundsystem lidt tidligere kl. 01.00, men måske man skulle revurdere og sætte lørdagens sidste Orange-navn på bare lidt tidligere? Så kan festen eventuelt fortsætte til kl. 04.00 ude på de andre scener.
Med A Tribe Called Quest, Arcade Fire og Moderat/Modeselektor burde de tre sene lørdagskoncerter være på plads, og tyskernes elektroniske fest virker i tilgift som den oplagte lukker. Vores bøn er således, at Moderat/Modeselektor går på ved midnat – det burde festen kun blive bedre af.
Den elektroniske fest på Orange Scene er en svær disciplin, og Roskilde Festival burde også tænke i at give Justice og Den Sorte Skole de bedst mulige betingelser.
4. Pas på med Gloria
Der kan opstå kaotiske tilstande på Roskilde Festival, hvis en kunstner har fået tildelt en for lille scene, og alt for massive mængder flokkes til. Det skete tre gange sidste år: Med Phlake på Rising og Alex Vargas og Bisse på Gloria – med de to førstnævnte værende de mest grelle eksempler.
Umiddelbart er der i år ikke noget navn i opvarmningsdagene, der burde kunne skabe lignende tilstande som Phlake, men de to fejlplaceringer på Gloria kan i princippet stadig gentage sig: Lange køer og ultimativt en hel masse mennesker, som får en ubehagelig oplevelse og/eller går forgæves.
Det kan naturligvis ske på alle festivalens scener (undtagen Orange), men på den lille og indelukkede Gloria er det altså ekstra slemt – så lad sidste års erfaringer være en lærestreg.
Heldigvis sker dette ret sjældent – bookerne har trods alt en ret god fornemmelse for, hvor store musikerne er – men derfor kan man jo godt lige komme med en reminder.
5. Tag chancen: Giv AV AV AV en Arena-fest i det ellers pakkede program
Fredag er der tryk på, og det er her, man finder flest navne, som på forhånd (altså umiddelbart) er givet til festivalens to største scener.
De fire Orange-navne er allerede givet med Foo Fighters, Den Sorte Skole, Father John Misty og Sean Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey, men betyder det så, at Lorde skal spille Arena? Hvor også Trentemøller, The Avalanches, Icona Pop, Møme, Angel Olsen, Against Me! og Tinashe presser sig på – nogle mere end andre.
Jeg vil dog gerne slå et slag for at give AV AV AV chancen på Arena. Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad har leveret et hav af stærke elektroniske fester over de seneste par år (også på Roskilde i 2015), og nu hvor Den Sorte Skole er blevet opgraderet til Orange Scene, burde Roskilde give depechen videre.
Trioen medbringer endda en speciel gæsteliste i dagens anledning, og selv om Apollo på papiret er det oplagte valg, så tror jeg på, at de kan løfte Arena-teltdugen med deres bombastiske electro.
6. Tænk jer grundigt om med The xx
Jeg ville rive mig i håret af ren fortvivlelse, hvis det var mig, som skulle placere The xx på årets spilleplan.
For det første: Den britiske trio er en fornem booking, deres nye album ‘I See You’ har lidt mere tempo end tidligere, og de beviste i februar, at de sagtens kunne spille Forums betonhal op. Men Romy, Oliver og Jamie præsenterer stadig en ekstrem sart og intim form for popmusik, der (det meste af tiden) ikke lægger særligt meget op til fest, men stadig er af så mørkrandet en karat, at den ikke kan spilles i sollys.
»Det kan godt fungere, men det skal selvfølgelig programlægges på det rigtige tidspunkt og under de rigtige forudsætninger, og det tror jeg også, The xx kommer til. De kommer til at spille mange store festivalshows henover sommeren, og det tror jeg, de designer deres shows til«, sagde Roskildes programchef Anders Wahrén, da vi tidligere i april interviewede ham om det endelige program.
Der er absolut ingen grund til at modsige ovenstående, men hvad er det rigtige tidspunkt til The xx på Orange Scene? Det er en festivalnød, der er hårdere at knække end de fleste.
Den næstsidste Orange-plads omkring kl 21.30/22.00 er umiddelbart mit bedste bud.
Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program
Læs også: Roskilde Festival: Syv tanker om det endelige program – på godt og ondt