‘Season High’: Lette gimmicks og forcerede hooks på Little Dragons femte album

‘Season High’: Lette gimmicks og forcerede hooks på Little Dragons femte album
‘Season High’: Lette gimmicks og forcerede hooks på Little Dragons femte album - Season High
3 6
Little Dragon
'Season High'

Album, Because Music

Ser man på Little Dragon og særligt forsanger Yukimi Naganos diskografi, er listen med featurings på andres projekter faktisk længere end den tilsvarende med gruppens egne udgivelser. Alene sidste år optrådte de på album fra Kaytranada, Flume og De La Soul.

At gruppen også har fundet tid til at færdiggøre ’Season High’, deres femte album på ti år, er alene af den grund en bedrift. Med tanke på, at kvartetten selv har udtalt, at deres kreative uoverensstemmelser ikke er blevet mindre med tiden, er det tæt på en kraftpræstation.

At der er gået en smule metaltræthed i electropop-maskineriet, kan man således heller ikke fortænke dem i. Desværre har det haft den bivirkning, at flere af numrene på ’Season High’ forekommer uinspirerede og som kompensation overproducerede.

Numre som ’Sweet’ og ’Should I’ forfalder – på trods af deres appellerende hook – til letkøbt electroclash med enerverende effekter. For ikke at tale om den afsluttende ’Gravity’, der virker underligt temperamentsløs og idéforladt, hvilket desværre ikke bliver bedre af, at dens spilletid strækker sig over næsten otte minutter.

Selv om bandet notorisk har været kendt for sin tekniske finesse, lader der på de nævnte numre til at være en dissonans mellem melodi, tekst og produktion, som var de udviklet hver for sig og ikke ordentligt integreret herefter.

Mere integritet har derimod retro-suiten af ’Strobe Light’ og ’Push’, hvis produktion begrænser sig til klubbede beats og pumpende postdisco-bas, alt imens begge numre stadig brydes af melodiøse elementer i form af fængende omkvæd og housede synth-stabs. Særligt sidstnævnte lykkes som pastiche på 80’er-fashionabel Hi-NRG, om end det er svært helt at afvriste sig følelsen af, at den havde gjort sig bedre i 00’ernes nu-disco- og dancepunk-bølger.

Ligesom det gjaldt for deres forrige album er det således også, når Little Dragon forsøger mindst, at de lykkedes bedst. Det med afstand bedste nummer på forgængeren ’Nabuma Rubberband’ var således det sfæriske slow-jam ’Cat Rider’, som imidlertid kun kom trofaste fans for øre, idet den ikke blev udgivet som single.

På ’Season High’ har bandet dog ændret strategi og gjort dens pendant, ’High’, til førstesingle. Med sin sirene-synth, insisterende drone og Yukimis afmålte vokal er det også svært ikke at blive besnæret af dens rekreative budskab, der indstifter sangen som en af deres måske allerbedste.


Kort sagt:
Little Dragon har haft travlt på det seneste, og måske også for travlt. I hvert fald forekommer ’Season High’ en smule uinspireret og som kompensation overproduceret med lidt for lette gimmicks og forcerede hooks. I stedet er det snarere på de numre, hvor kvartetten forsøger mindst, at albummet lykkedes bedst.