Aarhusianske Modest giver et raspende rockspark til tidens glattejern

Aarhusianske Modest giver et raspende rockspark til tidens glattejern
Aarhusianske Modest giver et raspende rockspark til tidens glattejern - Pretty Sure It’s Honest
5 6
Modest
'Pretty Sure It’s Honest'

Ep, Shordwood Records

Lad os bare få det af vejen med det samme: Nej, de er ikke beskedne i Modest. Den slags formodninger følger bare med et så servilt navn, som det, de aarhusianske rockrødder går under. Og det er ikke for det; navnet holder, og det gør de fire raspende rocksange, de netop har udgivet på debut-ep’en ’Pretty Sure It’s Honest’, også.

Det ubeskedne består såmænd i, at de ikke holder igen. Deres flossede udtryk er forbandet løssluppent, men stramt domineret af diabolske distortion-guitarers melodiske forløb, der bevæger sig på en bund af insisterende plekterbas og styrtende trommer. En del af bandets etos er hentet i 80’ernes alternative rockscene og ligger altså derfor i fin tråd med udødelige kultbands som The Cure, Dinosaur Jr. og The Smiths.

Modest har til gengæld – ligesom byfællerne i Yung – en del mere punk-furioso i ånden, og de giver en klar fornemmelse af at være i selskab med et band – en kvartet bestående af rigtige musikere altså, der spiller sammen og kan spille.

Her er levende energi, her er sved og spyt fra Julius Lykkes lidt spage og ømt kradsende vokaludladninger, og her er trommer, der ikke kan købes på en computer. Det betyder nu ikke, at bandet ikke er koncist, tværtimod spilles der ofte med en sjælden mathrocket stramhed i de smadrede sangstrukturer.

Bandets iltre bevægelser kanter sig fermt mellem hurtige breaks og drønende passager, som fungerer enormt medrivende på den fængende ’Dugout’, hvor også et dystert Ian Curtis-klingende hologram laver en cameo på det fyndige vokalspor: »Curling child cries too loud / take me down to your apartment, cause there is no where else to stay / and I’m still a wannabe«.

De store følelser slippes løs på den følsomt brutale ’Pride’, som er noget nær en kinddansvenlig sjæler for den sortsynede punkhob – sangen er et svulstigt ’Purple Rain’-drama tilsat noget tjæret undergrundssmuds og et hyperbolsk omkvæd med selvudslettende skrål: »all I am is worthless«. Patetisk, men perfekt at høre på.

’Want to Be Alone’ driver ukompliceret af sted i en vilter dreamfuzz-strøm, og ’Glory Knight’ er et utålmodigt frådende riffrodeo leveret med rasende college-patos. Som en salve af spark laver denne støjende ep et kontant knockout på tidens pikante og bløde glattejernspop. Men det er også fire lidt træfsikre skæringer, der rammer pænt inden for rammen af det vandaliserende og velkendte støjrockkodeks, som Modest gerne må udfordre lidt mere.


Kort sagt:
Modest udgiver debut-ep med fire flossede rocksange, der laver knockout på tidens pikante og bløde glattejernspop. Udtrykket ligger i fin tråd med kultbands som The Cure, Dinosaur Jr. og The Smiths, men der en del mere punk-furioso i distortion-universet, som bandet bevæger sig fermt igennem, selv om det er en anelse velkendt.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold