First Hates dunkende pop-dystopi er midlertidigt euforisk

First Hates dunkende pop-dystopi er midlertidigt euforisk
Foto: Magnus Bach
First Hates dunkende pop-dystopi er midlertidigt euforisk - A Prayer For the Unemployed
4 6
First Hate
'A Prayer For the Unemployed'

Album, Escho

Det er næppe nogen tilfældighed, at First Hates liveshows altid foregår i et dunkelt blåt lys. Det er nemlig præcis de blå nuancer, der dikterer den dystre puls, som pumper fast gennem duoens synthskårne elektroniske lyd. Det skorter stadig ikke på referencer til 80’ernes slagfærdige synthpop og new wave på københavnernes debutalbum, men lad nu det ligge. Frem for alt er ’A Prayer For the Unemployed’ en smuk buket af digitale blomster, som skiftevis farves af elegant spleen og hungrende euforisk melankoli.

Sangene driver på en mørk grundtone, som åbnes op af underliggende dansable teksturer og iørefaldende melodier på keyboardets endeløst forskellige lyde: Som kosmisk klaver, som glas, som bip og electrokvæk over dunkende beats. Med mol og magt bankes en alvorlig march i gang på den varslende åbner ’Bullets of Dust’, hvor tunge tangenters ekko skaber et lærred, som vokalen udspyr sin storladne ømhed over i en vekslen mellem inderlig hvisken og kraftanstrengte eruptioner. Det er sanger Anton Falck Gansteds karismatiske adelsmærke, og han stempler det fast i de kantede produktioner med lige dele autoritet og alvor. Også når lyrikken er strengt banal, hvilket den ofte er.

Havde det ikke været for ’The One’s afvæbnende mundharmonika (selv Bob Dylan kan være med her!) og naivt gribende klaverspil, havde fortærskede fraser som »You keep waiting for the right one« og »Life is about following your heart« nok ikke holdt vand. Men det gør de her. Den sang er simpelthen for god, og det er albummets første del i det hele taget: Enormt overbevisende begået, hamrende herlig altså. Den tilbagelænede titelsang injicerer en orientalsk klimprende brise i den eskapistiske poprus med stort held, og den følsomme festode ’Copenhagen’ bygges op om en af albummets mest catchy melodier.

Annonce

’A Prayer For the Unemployed’ er sang for sang slag fra storbyens sentimentale festnætter, som man bevæger sig igennem halvt bedøvet, halvt tændt i en ung rådvild tilstand, hvor momentan kærlighed og lyst vikles sammen med ensomhed og ekstase. First Hate viser et umanerligt talent for at skrive dystopisk forkromede lystsatser til formålet, pumpende hits endda, som man ikke behøver en parlør for at klikke med. De egner sig til menneskekroppens hengivelse i laserlys og klubmørke, selv om strukturer løbende brydes op af spoken word, fløjter og obskure skingre technoeffekter.

Presset fra tunge lyriske klichéer tøjles desværre ikke for kvikt over ’Lonely Orbit’s røvrystende calypsodance eller på den sexede ’2 Of Us’, hvor rigelige mængder Burhan G’sk sødemiddel og trillende autotune virkelig flirter med popæstetikkens yderste grænser, uden at det lykkedes dem at være provokerende nok til en scoring.

Mere kuriøst er det, når albummet på tre interludes går i dialog med sig selv: »13th of may. Be there this time«, beordrer en koket kvinde i ’Leo’s transistorknitrende telefonsamtale, der ridser udgivelsesdatoen ind i værkets lak. En anden sekvens varer fire sekunder og er blot en kvinde, der siger »Du er vildt kedelig«. Slut. Det er et pudseløjerligt meta-påhit, og nej, det er ikke musik og på ingen måde en bærebjælke, men det anretter albummet som en interessant collage.

Trods den slags idérigdom taber ’A Prayer For the Unemployed’ en del momentum hen mod enden, og det virker som om, albummet – i overført forstand – ringer ud på en forkert akkord. Man efterlades med en lidt lunken fornemmelse, en slags afterglow måske, som ikke desto mindre er svagere end anslagets overbevisende og opløftende pondus. Og det er en skam for dette ellers strålende stringente album.


Kort sagt:
First Hates debutalbum er en dunkende smuk buket af digitale blå blomster farvet af elegant spleen og hungrende euforisk melankoli. Ekkoerne fra 80’ernes dansable synthpop og pulserende new wave lyder stadig, men trods nogle klichébump på vejen skaber især albummets første del af dystopiske lystsatser en afvæbnende og hamrende herlig tilstand, hvor ung kærlighed, lyster og natlig ekstase taler til kroppens uforbeholdne hengivelse.