(Sandy) Alex G træder i karakter som formidler af skævt velfungerende rockhymner
Et romantisk skær har altid omgærdet den såkaldte soveværelses-sangskriver. Man ser vedkommende for sig omgivet af instrumenter og en laptop i sit intime rum, der giver næring til ligeledes intime kompositioner. Det er også udgangspunktet for den amerikanske multiinstrumentalist og singer/songwriter Alexander Giannascoli, som via en række selvproducerede og -udgivne ep’er på Bandcamp skabte røre om sit musikalske output, inden han i 2015 kom i stald hos det velrenommerede pladeselskab Domino.
Inspirationen fra koryfæer som Elliott Smith, Sparklehorse og Built to Spill er hørbar, men (Sandy) Alex G’s skramlede og legesyge take på 90’er-influeret, folket indierock tager sin helt egen slingrende kurs. Talentet er åbenlyst, men selv om han nu er i stald hos et prominent indie-selskab, har Domino ikke haft gang i poleringsarbejdet på ‘Rocket’, der i tydelig grad holder Giannascolis lo-fi-æstetik højt i hævd.
En taktil aura hænger over albummet, som emmer af rustikke instrumenter og en produktion, der sværger til lydkildernes klangfarver. Man kan nærmest mærke akkordskiftene på den akustiske guitar i ‘Big Fish’, de døsige anslag på el-pianoet i ‘Guilty’ og det indtagende cembalo på ‘Witch’, ligesom guitarerne i ‘Judge’ vil gå rent ind hos fans af Pavement og Pixies.
Giannascoli er sangsnedker af et betydeligt format. De country-tøffende ‘Proud’ og ‘Bobby’ er lige rudimentære nok, men på ‘Country’ med smukke harmonistemmer og i den Sun Kil Moon’ske ‘Powerful Man’ lader han ikke Mark Kozelek noget tilbage i kunsten at være en fabulerende og morsom storyteller: »Mom’s in a mood this week ’cause she thinks that her family is going crazy / guess it started with the baby / she went in for a hug then it bit her on the cheek«.
‘Horse’ og ‘Brick’ er derimod kakofonisk skramlende lydcollager, hvis eksakte formål man ikke kan afkode. Såfremt de skal agere interludes, forekommer de snarere som forstyrrende elementer frem for passager, der binder albummet sammen.
Det er ærgerligt, for den eksperimentelle legelyst er nemlig også et charmerende træk ved Giannascoli, som når han pirrer lytteroplevelsen med autotunet vokal på den pianobårne ‘Sportsstar’.
Det er åbenlyst, at Giannascoli er et stort talent, og selv om country-flirteriet skurrer en anelse i ørerne, køber man lo-fi-æstetikkens præmis og de charmerende flosser på ‘Rocket’. Det ville dog ingenlunde gøre skade, hvis det næste (Sandy) Alex G-udspil holdt et mere stringent genrefokus.
Kort sagt:
Den amerikanske singer/songwriter og multiinstrumentalist leverer et charmerende take på 90’er-influeret, folket indierock. Det er ikke alle de legesyge eksperimenter, der fungerer, ligesom han heller ikke bør lægge alt. country-fokus fremadrettet. Ikke desto mindre træder Alexander Giannascoli i karakter som talentfuld sangskriver og formidler af skævt velfungerende hymner.