Spot Festival: 12 friske navne du skal tjekke ud

Spot Festival: 12 friske navne du skal tjekke ud
Code Walk.
Foto: Stephanie Stål.
Der er mere end 150 kunstnere på Spot-plakaten, og det kan være svært at finde hoved og hale i virvaret af både etablerede og helt friske navne. Her er vores favoritter i talentmassen – de fleste af dem har ikke mere end et par tracks på samvittigheden.

1. Kå

Hiphop er ikke en genre, der fylder vanvittigt meget på Spot-programmet, men der er da enkelte navne, der er værd at svinge forbi – blandt andet Kå, som vi havde med på vores 2017-liste over nye danske rappere, der er værd at holde øje med. Kailash William Chatterjee har en fortid i grime, men som Kå fik han debut på Emil Kruses ‘Alt for længe’, inden han i år udgav debutsinglen (under det nye alias) ‘Være sådan her’.

Fredag den 5. maj: 17.30
Atlas


2. Soon

Liss er brudt bredt igennem, og unge bands med (nogenlunde) samme musikalske udgangspunkt er derfor begyndt at poppe op. Et af de utvivlsomt bedre af slagsen er Aarhus-kvartetten Soon, der med August Møller Fogh i front serverer nattetåget r’n’b med neonskilte af både pop og soul blinkende i produktionerne.

Fredag den 5. maj: 00.30
Tape


3. Ellis May

Vi ved endnu ikke meget om Ellis May, da hun kun har udgivet ét nummer – den smukke, men samtidig dysters mørke ‘Old Love’, der særligt bæres frem af et klaversample og så vokalen fra københavnske Sophia Maj, som er kvinden bag projektet. Hun både synger, komponerer og producerer Ellis May.

Fredag den 5. maj: 21.30
Musikhuset – Lille Sal


4. School of X

Til dagligt spiller han trommer for Mø, men i School of X griber Rasmus Littauer selv mikrofonen foran den flagrende drømmepop. Projektet har indtil videre kastet to singler og et Sade-cover af sig, men musikken virker gennemarbejdet på en facon, der i den grad spår en lovende solokarriere. Live får de dagdrømmende produktioner endda lidt mere smæk på elektronikken.

Lørdag den 6. maj: 21.30
Voxhall


5. Sigrid

To singler og norske Sigrid er allerede godt på vej til at blive Nordens (og verdens?) næste store popstjerne. Debutsinglen ‘Don’t Kill My Vibe’ har allerede 12 millioner afspilninger på Spotify, og man forstår godt hvorfor. Det er en eminent moderne popsang: Velskrevet, bragende leveret og med stærke, klassiske virkemidler, som ikke bliver presset for meget. Single nummer to – ‘Plot Twist’ – var en fin efterfølger. Sigrid spiller også på Roskilde Festival, men ingen grund til ikke at fange hende allerede nu.

Lørdag den 6. maj: 23.00
Voxhall

Annonce

6. Noah Carter

Noah Carter har allerede fået bjerge af omtale og er over to omgange blevet spillet på Apples radiostation Beats 1. Store ting er i vente, men rapperen har altså stadig kun tre sange på samvittigheden – derfor har vi ham med på denne talentliste. Carters seneste single, ‘Come Alive’, var endnu et virkelig stærkt r’n’b-nummer produceret af vennen Jens Ole McCoy.

Lørdag den 6. maj: 23.15
Radar


7. Code Walk

Der er rift om din opmærksomhed, hvis du er på jagt efter fredagens elektroniske nattefest. Her kæmper Code Walk, Faustix og Farveblind alle om din gunst. Vi sætter vores lodder på, at det førstnævnte københavnske makkerpar leverer varen på et forhåbentligt tætpakket Radar, som kan svale sig i duoens kølige, men hårdtspændte og fjedrende dansable IDM, der virker så veldrejet, at de to efterhånden burde være plukkemodne for et udenlandsk genreflagskib som hæderkronede Warp Records.

Fredag den 5. maj: 01.00
Radar


8. Molina

80’erne har over et stykke tid sneget sig ind som fast referenceramme for en gruppe af undergrundskunstnere, som dyrker årtiets pulserende synthesizere og følelsestunge popeskapader. En af dem er Rebecca Molina, som tidligere på året udgav sin fine debut-ep ‘Corpus’, der burde give god anledning til en nattefest på Radar.

Fredag den 5. maj: 23.30
Radar


9. San Pedro

Spillestedet Tape var fremme med de friskeste tørv fra vækstlaget sidste år på Spot Festival, og spillestedet fortsætter i samme prisværdige ånd i 2017. Ét af de mere obskure navne på deres lineup er San Pedro, som er så ukendte, at selv Spot Festivals eget lille tekstpip pinligt må opgive ævred. Vi kan supplere her: San Pedro udspringer af Faded Days-kollektivet og tæller mindst ét medlem fra bandet Televicious, men i kontrast til disses melankolske jangle-rock, er San Pedros lyd mere funky og spændstig med slapbas og råhjertede whiteboy-soulvokaler.

Torsdag den 4. maj: 20.00
Tape


10. Hong Kong

Heartland Festival var fremme i skoene, da de afslørede, at Vellness Plader-kollektivet stiller op for dem i samlet trop. Men formationen er også stærk på Spot Festival, hvis du lige vil tjekke liveformen, inden du fortaber dig i Vellness’ vold, eller ikke har billet til det fynske slaraffenland. Franske Piger, Ecstasy in Order og Hong Kong står her fixet, og vi anbefaler især, at du lægger (om)vejen forbi Tape for at fange sidstnævnte. Hong Kongs sange er 80’er-trommemaskine-glade, jangly og skødesløse á la Mac DeMarco i sine mest tilbagelænede stunder, men lyrikken er på dansk og leveret med smægtende, følsom anti-skønsang.

Fredag den 5. maj: 23.30
Tape


11. Goss

Manden bag Goss har indtil videre ladet musikken tale: Veltwistet pop med Jai Paul-undertoner af digital funk, som i sidste uge mundede ud i debut-ep’en ‘Healthcare’. Stemmen og et animeret pressebillede giver ret seriøse hints om projektets bagmand, men på Spot kan man – udover at nyde musikken – også få endeligt svar.

Fredag den 5. maj: 22.30
Musikhuset – Rytmisk Sal


12. Luster

Den aarhusianske koncertforening Limbo Collective går Tape i bedene med hensyn til at plukke de nyeste knopper på stammen og præsenterer både fredag og lørdag spændende flader med virkelig dugfriske navne. Vi har især bidt mærke i Luster, som er et projekt fra Jacob Haubjerg, som du måske kender som bassist i så forskellige bands som Masasolo, Palace Winter, Sleep Party People, og Savage Rose (!). Under eget alias går der ømme falsetvokaler, ringlende guitarer og tøffende trommemaskine i den – i hvert fald på det enlige nummer ‘Good Dreamer’, som er ude på Soundcloud, og som vi udnævnte til Top Track for nylig.

Fredag den 5. maj: 22.05
Limbo – A-Huset

Læs også: Spot Festival must-sees: Otte etablerede kunstnere du ikke må misse

Læs også: Spot Festival: Her er de bedste fester og day parties