Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange

Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange
Travis Scott
Foto: Kevin Winter/Getty Images
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Chance the Rapper ‘They Say’

På papiret lyder Chance the Rapper og Kaytranada som et match made in heaven, og i praksis er resultatet ’They Say’ da heller ikke langt fra at være decideret himmelsk. Chances nasale ‘na-na-na’-nynnen gør her glædeligt comeback over soulfyldt klaver og falmende messingblæsere. ’They Say’ klarede aldrig cuttet til sidste års ’Coloring Book’ – og ovenstående version er egentlig ufærdig – men det gør den bestemt ikke underlødig.


2. Beach House ‘Chariot’

Da Beach House i efteråret 2015 udgav hele to album, synes tanken om overskydende sange ikke ligefrem plausibel. Ikke desto mindre har Victoria Legrand og Alex Scally for nyligt annonceret det kommende album ’B-Sides and Rarities’ (ude 30. juni), der består af remixes, ældre uudgivne numre samt to helt nye tracks, hvoraf ’Chariot’ er den ene: En vuggeviseblød og krystalliserende drømmepopsag, der formentlig vil kunne opleves live, når duoen gæster den nye Haven Festival til august.


3. Courtney Barnett ‘How to Boil an Egg’

’How to Boil an Egg’ er ganske vist Courtney Barnetts nyeste musikbidrag, men faktisk er den honkytonk-klingende single en af australierens første kreationer som sangskriver. Det høres på nummerets lidt hengemte optimisme, at Barnett måtte bladre godt tilbage i sin personlige sangbog, men hendes karakteristiske slacker-kynisme er skam også at spore. Tilsætter man så lidt sydstatsfriteret twang og taktfaste håndklap, har man et hit.


4. Travis Scott ’A Man’

Selv om han givetvis er en af tidens absolutte sværvægtere i hiphop, ser Travis Scott aldrig ud til at hvile på laurbærrene. Når han ikke har travlt med at opildne til balstyriske koncertoptøjer, forsyner han os nemlig med Soundcloud-pakker, der tidligere på ugen resulterede i tre tracks. Af disse gør den bashamrende ’A Man’ bedst figur, hvor Travis tyr til sit karakteristiske autotune-helle.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

5. Hira ’Eve’

Forsvindende lidt vides om Hira. Lige så lidt vides der om A.K. Paul (bror til det mytiske r’n’b-talent Jai Paul), som også har sat sit umiskendelige præg på ’Eve’s næsten sci-fi-fluorescerende r’n’b. Selv om den disede mystik er en del af charmen, snakker tracket fuldkommen for sig selv med sin synthregn og Prince-lignende funkharmonier. Uanset hvem og hvad der gemmer sig bag ’Eve’, er det svært ikke at elske den.


6. Flying Lotus ‘Twin Peaks’

Det kan være umådelig farligt at pille ved musik, der i forvejen er perfekt. I anledning af den nye sæson ’Twin Peaks’, der får premiere på HBO Nordic den 22. maj, har Flying Lotus dog delt et nyt remix af den velrenommerede series ikoniske temasang. Originallyden og den oprindelige komponists svævende synthstykker er intakte, men Los Angeles-produceren har tilføjet nogle mere eruptive trommer og diverse breaks – og slipper ganske ærværdigt fra det.


7. Emil Kruse ’Hørt fra dig’

Emil Kruses gryende og forvandlende musikkarriere har i en rum tid været undervejs – først som den ene halvdel af grime-duoen Sleng, derefter under soloaliasset Aesthetic – men han ser i den grad ud til at have fundet endegyldigt hjemme i sit civile kunstnernavn. Det cementerede han med sidste års stærke debut-ep ’Slumromantiker’, hvis poppede og sfæriske hiphop nu fortsætter ufortrødent på den sværmende single ’Hørt fra dig’.


8. Vince Staples ’Big Fish’

Nok sidder han på en synkende skude omringet af svømmende kødædere i sangens nautiske musikvideo, men Vince Staples lyder med sit uforlignelige og alligevel ubesværede flow som en fisk i vandet på den groove-dunkende ’Big Fish’. Den yderst potente aperitif er seneste forsmag på Long Beach-kronikørens næste album, ’Big Fish Theory’, der lander den 23. juni.


9. Marvelous Mosell ’Antikommerciel masseappel’

’Antikommerciel masseappel’ er klassisk Marvelous Mosell. Den nye skæring er hans første sample-løse af slagsen – på vegne af hof-dj Tue Track – og bryder halvandet års radiotavshed fra retro-virtuosen. Men så snart man sætter funkudladningen i omdrejninger, får man følelsen af, at han aldrig forsvandt, for den har det hele: Lyriske perler, trompet, violin og naturligvis bombesikre dansetrin.


10. Carmon feat. Kesi ’Forskel’

»I har penge / jeg’ en forretning«. Den Jay Z-skævende linje er Kesis og rammer durk ned i Carmons isnende trap-åre på ’Forskel’, der er Nivå-rapperens seneste – og særdeles hårdtslående – singlebud. Det brovtende og udfarende samspil de to ordjonglører imellem er et kontant testamente på, hvorfor man lige skal sætte sig ned, når ham der C taler til én.

Læs også: Fem helt nye album du skal høre i dag

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Advertisement