De nyeste tracks fra danske hiphop-artister – lyt til ’DK rap’ på Spotify

Top Tracks: Hør ugens otte bedste nye sange

Top Tracks: Hør ugens otte bedste nye sange
Kendrick Lamar er med på nyt remix af Futures 'Mask Off'.
Foto: Kevin Winter/Getty Images
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Alt-J ’Adeline’

Alt-J’s nye album, ’Relaxer’, rammer hylderne den 2. juni, og i den anledning har artrock-trioen den seneste tid flittigt delt numre fra pladen. Først kom ’3WW’, dernæst ’In Cold Blood’, og nu følger altså nyeste solide skud på stammen, ’Adeline’. Det lover godt for drengene fra Leeds.


2. Sia feat. Labrinth ’To Be Human’

Vi kan næsten ikke komme i tanke om en mere passende soundtrack-figur til den kommende ’Wonder Woman’-film (1. juni) end Sia, eftersom hun før har lånt sin stemme ud til både ’Fifty Shades Darker’, ’Lion’ og ’Neon Demon’. Derfor kommer det heller ikke som den helt store overraskelse, at netop hendes bidrag er at finde på superheltefilmens soundtrack i form af den grandiose ’To Be Human’, der assisteres af britiske Labrinth.


3. Anya ’Neverbeen’

»Da jeg skrev ‘Neverbeen’ opdagede jeg en 90’er-agtig boyband-lyd hos mig selv, som jeg blev nødt til at udforske«. Ordene er Anyas egne og indrammer passende sangerindens 90’er-lignende nye single, der er en opfordring til at turde være tættere med andre mennesker. Selv billedsiden, der er skudt af kæresten Jonas Fogh på Mallorca, genkalder årene før millenniet.

Annonce

4. Jamie Kamara feat. Christos ’Født til det’

Selv om han har befundet sig i spillet i en rum tid, føler Jamie Kamara, at hans tid er nu. På Nørrebro-talentets nye track, ’Født til det’, taler han for sin musikalske sag, mens atmosfære, levering og produktion som altid svæver i grænselandet mellem hiphop, r’n’b og soul. Alene implementeringen af den spanske guitar viser, at der er krummer i fyren.


5. Pooma ’Soldier’

Poomas råkoldt pulserende synthpop vrider og drejer sig under Tuire Lukkas smertende isdronningvokal, og den finske trio producerer i den grad lyd, der passer til hjemlandets ubarmhjertige frostklima. Har man lyst til at høre mere fra finnernes dragende ambiance, er der gode nyheder: ’Soldier’ stammer fra deres kommende ep af samme navn, der lander den 2. juni.


6. Future feat. Kendrick Lamar ’Mask Off (Remix)’

Det stod som skrevet i stjernerne, at Futures fløjtebårne ’Mask Off’ fra Atlanta-monarkens selvbetitlede album ville blive et mastodonthit. If it ain’t broke, don’t fix it, lyder devisen normalt. Men når selveste King Kendrick (eller rettere Kung Fu Kenny) gæster narkonarrativens remix, spidser man ører.


7. Yaeji ’Passionfruit’ (Cover)

Umiddelbart virker fortolkninger af Drakes tropefrugtboblende ’Passionfruit’ mestendels som en utaknemlig opgave at påtage sig – lige indtil man hører koreansk-amerikanske Yaejis døsigt langtidssimrende cover af hittet. Interpoleringen blev uropført til pladevenderens seneste Boiler Room-sæt i L.A. og kan downloades kvit og frit her. I tilgift har Yaeji netop frigivet sin selvbetitlede debut-ep på pladeselskabet Godmode.


8. Bryson Tiller ’Somethin Tells Me’

Fløde-r’n’b’ens trone står disse dage model til en travl kamp om, hvem der bedst kurtiserer den – bejlerne er mange, men Bryson Tiller er blandt topkandidaterne. Crooner-rapperen fra Kentucky surprise-udgav for nyligt sit andet album, ’True to Self’, en hel måned før tid, og herpå finder man ’Somethin Tells Me’: En klassisk smægtende ode til skrantende kærlighed, der tager sig godt ud med sfærisk bøjende synth.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.