Alt-J: ’Relaxer’ fremstår som en overfladisk, visionsløs helhed

Alt-J: ’Relaxer’ fremstår som en overfladisk, visionsløs helhed
Alt-J: ’Relaxer’ fremstår som en overfladisk, visionsløs helhed - Relaxer
3 6
Alt-J
'Relaxer'

Album, Infectious Music/PIAS

Med twitter-erklæringen 00110011 01110111 01110111 (binært for titlen på førstesinglen ’WW3’) meldte de symbolglade briter sig i marts klar med efterfølgeren til 2014’s ’This Is All Yours’.

Trioen er på denne udgivelse gået mere kompakt til værks. Væk er de mange interludes, der gav en vis dynamik i deres tidligere udgivelser. Tilbage er under 40 minutters velspillet artrock, der endnu en gang er produceret af Charlie Andrew. Rent teknisk har de tre gutter fortsat styr på deres håndværk, og var man fan af de to første udgivelser, vil ’Relaxer’ højst sandsynligt stadig falde i god jord.

På ’3WW’ (kort for Three Worn Words) holdes dynamik og variationen i akkorder skønt i skak frem til kærlighedserklæringen, hvorefter sangen melodisk og harmonisk åbner sig op. På ’In Cold Blood’ og ’Deadcrush’ flasher Alt-J rytmisk forståelse og produktioner, der henleder til dejlige mindelser om TV on the Radio.

På ’Hit Me Like That Snare’ arbejdes der nydeligt med disharmoni i et af albummets mere avangardistiske numre. »If it’s depths to your rivers I’ve picked one for you / oh greedy with Ss but equalled by Is / if it’s stones for your pockets I’ve collected a few / to hold you down«, synges der yndefuldt af gæstevokalisten Marina Hackman i den akustisk-barberede hyldest til Mississippifloden på anden halvdel af ‘Last Year’. Sidstnævnte står i stærk kontrast til de pompøse ‘Adeline’ og ‘Pleader’, hvor højtravende, cinematiske kompositioner folder sig ud.

Lader man sig ikke forblænde af Alt-J’s solide tekniske håndværk, vil man dog, når man kradser lidt i lakken, finde et konceptuelt forvirret værk, der stikker i alskens retninger og tekstmæssigt byder på overfladiske populærreferencer og et sjæleliv, der fremstår hult. Lyrisk bliver det mest tåkrummende på en sang som ’Adeline’, der med sine tribal-trommer og enorme strygerarrangementer lyder som et soundtrack til et Peter Jackson-epos, men på tekstsiden viser sig at være et banalt vink til en gammel flamme.

Det ligeledes monumentalt store arrangement på albumafslutteren ’Pleader’ tager sit afsæt i et citat fra Richard Llewellyn’s roman ’How Green Was My Valley’ fra 1939, hvor hovedkarakteren netop har mistet sin mødom… På den dynamisk-drevne ‘In Cold Blood’ har man øjensynligt ingen kvaler med at synge »Hair the way the sun really wants it to be / Whiskey soda please, your G&T’s empty«, og sådan kan man blive ved.

Tilbage sidder man så desperat og prøver at skabe en sammenhæng mellem albumcoveret, der er et stillbillede fra det obskure 90’er-Playstation-spil ’LSD: Dream Emulator’, albumtitlen ’Relaxer’, de til tider drevne beats og de let udspredte folkreferencer. Alt sammen anført af millionkroner-spørgsmålet om, hvorfor i alverden der var behov for det melodiknusende cover af ’House of the Rising Sun’.

Sidstnævnte spørgsmål krævede nærmere efterforskning, og ønsker du at vinde millionen, kom svaret i et nyligt interview, at der ingen større refleksion var udover, at bandet angiveligt havde samlet selvtilliden til at gøre det på dette tredje udspil.

I samme interview har tangentmager og vokalist Gus Unger-Hamilton desuden været så elskværdig at opsummere problemet med albummet: »Vi laver ikke album. Vi skriver sange, og at vi så sætter de her sange sammen til album er den hårde, lidt kedelige virkelighed«.

Og ja, tilbage står et inkohærent album – til trods for Alt-J’s evne til at strikke fine sange sammen.


Kort sagt:
Alt-J er nogle dygtige musikere og har fortsat styr på deres håndværk og radiovenlige produktioner. Mentalt virker de tre englændere dog ikke til at have forladt kollegieværelserne på Leeds Universitet, hvor de mødtes, og ’Relaxer’ fremstår desværre som en overfladisk, visionsløs helhed.