Benjamin Booker: Sydstatsrockerens andet album svinger mellem udvikling og magelighed
I vurderingen af Benjamin Bookers selvbetitlede debutalbum var jeg særligt begejstret for hans rå og raspende vokal, som spruttede af personlighed og nerve. Den besidder han heldigvis stadig, men musikalsk fremstår det samlede udtryk ikke helt så overbevisende og forfriskende i anden albumomgang.
Det er stadig det taktilt håndspillede, som er modus operandi for sangsnedkeren fra Virginia, når han tænder op for forstærkeren eller griber fat om de akustiske instrumenter.
Det begynder ganske lovende med den friske banger ‘Right On You’, der drøner lige ind i såvel krop som hjerne og lokker én til at trykke på repeat-knappen, ligesom ‘Off the Ground’ sender en snerrende og vital hilsen til debutens letantændelige garagerock.
Booker vil dog mere end knaldperler, og en sofistikeret glans omkranser også albummet. ‘Motivation’ emmer af soul og groove, ligesom det gospelklingende titelnummer nærmest instinktivt får én til at række hænderne i vejret og lovprise, om ikke Vorherre, så i hvert fald Bookers talent. Endelig er et indtagende strygerarrangement medvirkende til at elevere ‘Believe’ til et af albummets bedste oplevelser.
Her viser Booker, at han forstår kunsten at skrive glimrende sange af klassisk og tidløst tilsnit, men det er desværre kun den ene side af medaljen. For han har desværre også en tendens til at drible ind mod midterbanen med middle-of-the-road bluesrock, og her forsvinder han altså i en støvsky af anonymitet. Netop fordi han forfalder til musikalske tricks, som har udspillet og -vandet sig selv gennem tiden.
Der er simpelthen for meget generisk bluesbar over ‘The Slow Drag Under’, og ‘Carry’s træge anmarch ansporer til, at man tager sig en lur. Det er synd og skam, at en åbenlyst talentfuld musiker og sangskriver lirer den af på røvballerne, når han i samme ombæring viser, at han rent faktisk både lyster og evner mere.
»Everything I touch is gold«, synger han selvsikkert i albummets begyndelse. Et udsagn, som delvist bliver et postulat, da Booker ikke helt formår at bakke sine veloplagte fraseringer op med tilsvarende musikalsk og melodisk pondus. Der er klædelig variation og udvikling at spore, men desværre også momenter af magelige ligegyldigheder på ‘Witness’.
Kort sagt:
Sydstats-rockeren Benjamin Booker med den rå og raspende vokal er tilbage på et udspil, hvor han går i nye retninger end debutens energiske garagerock. Selv om han både implementerer gospel og soul i sine nye mere sofistikerede sange, trækker en række generiske bluesomgange en anelse ned i den samlede lytteroplevelse.