Final Party: Distortion peakede med kosmopolitisk klubaften i det fri

Final Party: Distortion peakede med kosmopolitisk klubaften i det fri
Foto: Kasper Månsson
Distortion beviste endnu engang, at Final Party er den ubestridte kulmination af, hvad festivalen kan og gør bedst: Skabe en unik festoplevelse under åben himmel.

Sidste år diskuterede vi Distortions status som en mere etableret flerdagsfestival, hvor musikken, der er givet fri blandt de forskellige gadefester, trækker brokvarterenes tråde frem til festivalens store, traditionelle finale på Refshaleøen. Og den ukrudt, der brager op gennem Nørre- og Vesterbros asfalt, fast besluttet på fest, vokser endnu vildere, når den plantes ud i de grønne områder mellem lagerhallerne.

Som et sandt boligkompleks af en natklub i flere etager, fremstod årets Final Party lige så labyrintisk med sine seks scener, der hver især excellerede i et varieret udbud af genrer, kulisser og setlængder. I smukt samspil med Refshaleøens industrielle omgivelser dannedes ved hjælp af ruminddeling og skarpt strukturerede visuals næsten de samme rammer som under et klubloft. Men samtidig med kluboplevelsen føltes arrangementet stadig lidt som den dér helt magiske festivaldag, hvor alkoholindtag og musik går op i en højere enhed.

Denne vilje til en symbiose af friluftsstemning og dunkelt kælderdyb gav sig også til udtryk i viften af bookede artister. Mens den byggeklodsopbyggede Royal Container Stage, med navne som Noah Carter og Eloq, langsomt trak hiphopdamerne ud fra krogene, var Soleima allerede i fuld gang med at forføre deres kærester inde i hallen hos Red Bull Music Academy. Hendes veludstyrede teatergarderobe af electropopvokal og pastelstøvet spotlys skabte en intim, pudderduftende sfære, hvor den sidste rest tømmermænd kunne masseres på plads i hovedbunden.

Soleima.

Soleima.

Lydsystemet i det aflukkede og forholdsvis lavloftede venue var dog næsten for massivt kørt i stilling. I den forbindelse var det en befrielse at overvære, hvordan Soleimas intime og vedholdende publikumskontakt hele tiden lykkedes med at fortætte de flakkende blikke. Senere tog de danske elektroniske artister Code Walk og Erosion Flow plads langs bagvæggen og transformerede rummet til en ægte nattefest med et stænk af disco.

Annonce

Ingen af de nok så sitrende skulderbevægelser kunne dog måle sig med den kollektive danserutine, der samtidig fandt sted i Tyskland. Nå nej, jeg mener selvfølgelig i det urbane Dancing Man Area, hostet af pladeselskabet Keller. Begunstiget med festivalområdets uden tvivl bedste lyd og omsluttet af osen fra solnedgangsnuanceret røg, rullede det ujævne græsunderlag sig ud som en rød løber af en housefest, hvor det ene beat hældte sig selv op i det næste, og synthen intonerede klokkeklart. Dette flyvende tæppe blev syet efter i sømmene af virtuoser som Elias Doré og Acud, der begge fortsatte deres sets i timevis og for alvor fik lagt bassolidt op til Extrawelt.

Dancing Man Area.

Dancing Man Area.

Siden manden med hatten og de lysende øjne trak mest af opmærksomheden, lykkedes det alt for nemt at overse den afsondrede, Phono-arrangerede scene. Her blev først lukket op for musikken, efter festen for alvor havde fået fart på de andre platforme, på samme måde som man åbner det bagerste rum i en klub, hvor ingen rigtig finder ind de første par timer. Man burde måske have overvejet at bytte om på scenernes åbningstider, for der var virkelig kvalitet at hente under teltdugen, både med hensyn til lydniveau og kunstnerisk integritet.

På The Truck fortsatte mønster efter mønster i en vild decoupage af bongo og beat, mens det lave, fåmælte skildpaddeskjold, bedre kendt som Tekno Tunnel, præsenterede sin slagregn af korte, hårdt pumpede tracks. Her fik tidlige højdepunkter som det fine indblik i DJ Er Du Dum Eller Hvads melodiske skyggeside publikum raslet grundigt igennem som småsten i en sneaker.

DJ Er Du Dum Eller Hvad.

DJ Er Du Dum Eller Hvad.

Distortions stadigt voksende succes med at sammensætte et udendørs finalearrangement, der hviler i sig selv, formår i høj grad at bevare den samme stimulerende tranghedsfølelse som indendørs i en klub. Selv om publikum fremstår lidt ulige fordelt i begyndelsen, rammes der pludselig et gyldent tidspunkt, hvor man drejer hovedet og registrerer omfanget af feststemte folk omkring sig, uanset hvor det nu lige er.

Man kan hurtigt få det indtryk, at Final Party er arrangeret som et audiovisuelt verdenskort, hvor især Tyskland, Harlem og hele Afrika er stærkt repræsenteret. Det var som om, pladsen var inddelt i tidszoner, og at døgnet ændrede sig alt efter, hvilken scene man befandt sig foran. Lige indtil pinsesolen til sidst kastede friske projektørstråler over de rustne tage, og det sagnomspundne afterparty, i år anført af Superpitcher, endelig fik scoret sin babe af et søndagshyggeevent, så de to forenedes i et stivt, hedt tungekys.

Læs også: Fotoreportage: Distortion lukkede årets festival med Final Party-brag