Guns N’ Roses i Parken: En gnistrende vital tur ned ad memory lane

Guns N’ Roses i Parken: En gnistrende vital tur ned ad memory lane
5 6
Guns N' Roses

Koncert, Parken

Setliste

It's So Easy
Mr. Brownstone
Chinese Democracy
Welcome to the Jungle
Double Talkin' Jive
Better
Estranged
Live and Let Die
Rocket Queen
Whole Lotta Rosie
You Could Be Mine
You Can't Put Your Arms Around a Memory
New Rose
This I Love
Civil War
Yesterdays
Coma
The Godfather Theme (instrumental)
Sweet Child O' Mine
My Michelle
Wish You Were Here (instrumental)
Layla (instrumental)
November Rain
Black Hole Sun
Knockin' on Heaven's Door
Nightrain
Patience
The Seeker
Paradise City

Mange havde givetvis dømt Guns N’ Roses ude på forhånd, da de annoncerede ‘Not In This Lifetime’-verdensturnéen. For selv om Duff McKagan og ikke mindst Slashs comeback i lineup’et var sensationelt, havde Axl Rose stadig en hel del at bevise. Anekdoter om timelange forsinkelser, fordi han sad backstage og så tegnefilm, samt verbale og korporlige konfrontationer med fans, hænger stadig ved frontmanden.

Tirsdag aften ramte koncertkaravanen nationalarenaen på Østerbro, som på plænen lydmæssigt viste sig fra sin gode side – i hvert fald der, hvor jeg befandt mig. Og i løbet af knap tre timer gjorde Guns N’ Roses alle tvivl til skamme.

Efter en stakåndet start med ‘It’s So Easy’ genvandt Rose fordums vokale styrke og sang sig varm og gradvist mere fremragende – særligt i ‘Estranged’, ‘Civil War’ og ‘Coma’. Det var i dynamiske og energiske versioner, som desuden viste, at Guns N’ Roses ikke var underlagt den konventionelle koncertdramaturgis klimakstvang med behov for imposant heltelir og unødigt show-off.

Tværtimod spillede de tidligere så dekadente rockstjerner vitterligt, fordi de mente og følte det. En sådan samspilsnerve kan man ikke fake. De brede smil hos Slash og Duff McKagan, og deres talrige sceneløb, indikerede også, at vi havde at gøre med et band, der hyggede sig.

Af og til dansede Rose i baggrunden og overlod spotlyset til bassisten og leadguitaristen. McKagan trådte i den vokale front på ‘You Can’t Put Your Arms Around a Memory’ og punkbaskeren ‘New Rose’, og Slash underholdt med en række instrumentale interludes, heriblandt hans famøse greb om ‘The Godfather Theme’.

Blandt aftenens 29 sange gravede gutterne fra Hollywood også i posen med covernumre. Hvor man med rette kan sige, at såvel ‘Live and Let Die’ (Wings) som ‘Knockin’ on Heaven’s Door’ (Bob Dylan) nærmest er ligeså synonyme med Guns N’ Roses som deres respektive ophavsmænd, var de andre af mere kuriøs art.

Slash på guitaren. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Ligeså vel som det ikoniske look har været uforandret i 30 år, ligeså vedkommende fremstod de udødelige guitar-riffs stadigvæk. ‘Sweet Child O’ Mine’ fremkaldte den store fællessang, ligesom ‘You Could Be Mine’ og en solid instrumental passage i ‘Rocket Queen’ understregede Slashs sublime format som guitarist.

Pink Floyds ‘Wish You Were Here’ og Derek & the Dominos’ ‘Layla’ fungerede som instrumental overgang til powerballaden ‘November Rain’, og Soundgardens ‘Black Hole Sun’ var et noget overraskende kort at trække op, men med henblik på Chris Cornells nylige bortgang syntes hyldesten både sympatisk og på sin plads.

Vi fik også ‘Whole Lotta Rosie’, givetvis med et nik til Roses nylige tjans som sanger i AC/DC. Et vikariat, som tydeligvis har disciplineret den førhen utilregnelige og humørsyge frontmand.

Prædikatet ‘the most dangerous band in the world’ kan man med andre ord ikke længere hæfte på Guns N’ Roses, og vist var det da også udelukkende en nostalgi-menu, de serverede i Parken. Ikke desto mindre beviste det ikoniske rockband, at de er leveringsdygtige i en yderst vital koncertoplevelse med et stærkt og afvekslende bagkatalog, som fortsat syder saftigt.