Salt i såret: Fem af de bitreste hiphopaflysninger på Roskilde Festival

Salt i såret: Fem af de bitreste hiphopaflysninger på Roskilde Festival

En eller anden festival-hiphopheks må have kastet en forbandelse over Roskilde Festival, der de seneste år er blevet ramt af en frustrerende overvægt af aflysninger blandt de helt essentielle hiphop-navne.

Selvfølgelig har der tidligere været hiphopnavne, der har måttet aflyse deres koncerter på Roskilde. Wu-Tang Clan aflyste i 1997 efter udoverensstemmelser i bandet, Pharoahe Monch blev fanget i tolden i Schweiz i 2006 og Lil Wayne var for udmattet til at spille i 2009. Men aflysningerne de seneste fire års tid har alligevel været ekstraordinært bitre på grund af deres timing.

Vi har spolet tiden tilbage for at gnubbe salt i såret og forklare, hvorfor aflysningerne de seneste par år har føltes som et større slag i ansigtet end tidligere.

2017: Lil Uzi Vert

Seneste aflysning i årets Roskilde-program stod Lil Uzi Vert for, da han aflyste hele sin aktuelle Europa-turné. Og selvom han ligger i tæt konkurrence med Lil Yachty om at være den kunstner, der aktuelt deler vandene mest, er det ærgerligt.

En Roskilde-koncert på Apollo havde om ikke andet været Lil Uzi Verts mulighed for at bevise, at han besidder mere varige kvaliteter på hiphopscenen end bare dødsforagt i stage diving-situationer.

Heldigvis har Roskilde skaffet en ganske hæderligt erstatning i Playboi Carti, der til trods for at være mindre kendt sikkert vil kunne tilfredsstille nogenlunde samme segment.

A Tribe Called Quest. (Foto: Dave Kotinsky/Getty Images)

2017: A Tribe Called Quest

Da Tribe aflyste, var det lige så bittert, men i den helt anden ende af karrierespektret. Både Phife Dawgs alt for tidlige død sidste år og årsagen til aflysningen – at Q-Tip skal opereres i skulderen – peger mod, at A Tribe Called Quest ikke bliver her for altid.

Ikke desto mindre cementerede de sidste år med ‘We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’, at de er fulde af vitalitet, og de havde utvivlsomt leveret en smuk, nostalgisk hiphoplektion fra Orange Scene.

Erstatningen bliver en langt mindre aktuelt toneangivende Ice Cube.

Future. (Foto: Prince Williams/Getty Images)

2016: Future

Future står nærmest tilbage som godfather for en ny skole af mumle-rappere, der har været ekstremt toneangivende. Derfor havde hans planlagte optræden på Arena sidste år også været ikonisk og genredefinerende for indtoget på Roskilde. Men ak, grundet øve-sessions med Drake op til en fælles tour måtte han aflyse.

Den eneste formildende omstændighed var, at Schoolboy Q kunne træde til med kort varsel og levere en uforglemmelig femstjernet koncert med bøllehat og pistolfingre.

(Foto: Kevin Winter/Getty Images)

2014: Chance The Rapper

Selvom Chance, ikke mindst med 2016’s ‘Coloring Book’, er blevet tiltagende aktuel, var hans aflysning i 2014 frustrerende. Han red på hypen fra ‘Acid Rap’ – sit andet mixtape, der cementerede ham som en kunstner, der var umulig at komme udenom. Med hans udvikling siden da in mente har man i aflysningen fornemmelsen af et misset karrieremæssigt pejlemærke.

Frustrationen skyldes ikke mindst, at koncerten først blev aflyst otte minutter, før startskuddet skulle være lydt. Det betød, at det var umuligt at finde en udenlandsk hiphoperstatning. I stedet trådte Pelle Peter Jensen og en række danske kunstnere til og leverede et dj-set.

Vi glæder os til at se Chance på Roskilde Festival. Måske Orange næste år?

2014: Drake

Drake i 2017 er kæmpestor, men Drake anno 2014 var gennembruds-Drake, der netop havde cementeret, at han var kommet for at blive – og mere til. Han kørte på populariteten fra 2013’s ‘Nothing Was the Same’ og formåede alligevel at dominere hele musikåret 2014 – blandt andet med mindre drops som ‘0 to a 100’ og ‘6 God’. Derfor var det unægteligt bittert, at Drake blev ramt af sygdom og aflyste søndagens lukkekoncert på Orange i 2014.

‘Started From the Bottom’ og ‘Hold On, We’re Going Home’ havde været sindssygt stærke statements at lukke Orange Scene med. I stedet blev det til en gentagelse af den langt mere traditionsbundne booking af Jack White, der dog formåede at skærpe og udbygge præstationen fra 2012. Men hiphop-fansene var skuffede.

For at føje spot til skade, var det faktisk ikke første koncert, Drake aflyste på Roskilde. I 2010, hvor han mest af alt var kendt som ham den lollede canadier med ‘Best I Ever Had’, havde han også den frækhed at aflyse, fordi hans Europa-tour blev udsat.

Læs også: Lil Uzi Vert aflyser koncert på Roskilde Festival – hypet hiphop-erstatning står klar

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold