Lil Uzi Vert aflyser koncert på Roskilde Festival – hypet hiphop-erstatning står klar

Lil Uzi Vert aflyser koncert på Roskilde Festival – hypet hiphop-erstatning står klar
Lil Uzi Vert.
Foto: Christopher Polk/Getty Images

Lil Uzi Vert har aflyst sin kommende koncert på Roskilde Festival – han skulle have optrådt lørdag den 1. juli på Apollo.

Ifølge Roskilde Festival har Philadelphia-rapperen været nødsaget til at aflyse hele sin kommende europaturné efter ordrer fra sin læge. Lil Uzi Vert har i den seneste tid nydt stor succes med sin trappede hiphop (‘XO TOUR Llif3’ har været et stort hit), mens der løbende er dukket videoer op fra hans vanvittige liveoptrædener.

Roskilde Festival er dog klar med en afløser i form af Playboi Carti: Endnu en ung, fremstormende rapper, der nyder godt med medvind i hiphopverdenen i øjeblikket.

Carti fra Atlanta blev for kort tid siden udråbt til årets XXL’s Freshmen Class, og tidligere på året udgav han sit roste debut-mixtape ‘Playboi Carti’, der på to af numrene har besøg af ingen ringere end… Lil Uzi Vert. Måske du kender hittet ‘Magnolia’ (uden Lil Uzi Vert som gæst).

Playboi Carti overtager Lil Uzi Verts plads i programmet lørdag den 1. juli 21.30 på Apollo.

Læs også: Roskilde Festival: 10 bud på årets ultimative lejrsang

Læs også: Ti billeder fra Instagam, der viser Roskilde Festival gå fra græsplet til campingby