Lorde er popstjerne på sin egen måde: »Jeg er ikke cool«

Lorde er popstjerne på sin egen måde: »Jeg er ikke cool«

Det er lørdag aften. Bifaldet toner ud, og stilheden sænker sig i mørket. En hvid projektør skærper sit fokus på en hvid brud på scenen. Hun sidder på en klaverbænk ryg-til-ryg med pianisten, der er bøjet over klaviaturets sentimentale akkordklange.

Hun løfter mikrofonen op til sine rosa læber: »Baby really hurt me / Crying in the taxi / He don’t wanna know me«, synger hun sårbart og indestængt. Blikket er fæstnet mod jorden.

Lorde er atter i gang med at forvandle sine følelser til dramatisk popmusik. Det har hun gjort, siden hun var 13 år gammel. Nu er hun 20 og ligner en forladt brud, som hun sidder der. Staffage i et hjertesorgens maleri.

Scenen stammer fra uropførslen af singlen ‘Liability’ i ’Saturday Night Live’. Det var i marts, og Ella Yelich-O’Connor var for alvor i gang med at bygge op til udgivelsen af sit nye album, ‘Melodrama’, som fans i millionvis har ventet længe på.

I 2015 – i en tid hvor musikkens største navne forventes at være evigaktuelle med singler, turneer, videoer og interviews – trak den newzealandske teenager stikket efter to udmarvende år i kølvandet på sit enormt succesfulde debutalbum, ‘Pure Heroine’.

Som en mystisk heltinde var hun dukket hun op i en musikverden, der ofte jagter det glamourøse og strømlinede, og overtog hitlister og vandt Grammys for næsen af popparnasset. Lorde bjergtog et konstant voksende fanskare med sin døsige pop, som rejste sig i minimalistiske, beatfokuserede konstruktioner. Hun sang med en antimaterialistisk og naiv teenagepower og spandt ærlige tekster med sin mørke, dragende stemme.

Lorde virkede som den ægte vare. Hun skrev selv sine tekster og co-producerede sin musik. Hun var den indsprøjtning af autenticitet, musikbranchen havde brug for. Selv om hun blev signet allerede som 13-årig, fremstod hun ikke pacet og perfektioneret. Lidt for klog af sin alder måske, men hvor mange ville haste af sted og smede, mens jernet var varmt, så tog Lorde altså pludselig et skridt tilbage.

Jeg er meget genert

Selv om hun i dag ikke kan undsige sig at være blevet en del af popeliten, så har livet i spotlyset aldrig været noget, hun har higet efter – eller befundet sig specielt godt i.

»Det appellerer ikke til mig. Jeg er meget genert, og det er svært at give en masse af mig selv til mange mennesker. Det falder mig bare ikke særlig naturligt«, forklarer hun, da jeg fanger hende via en telefonforbindelse, der forbinder en forårsaften i København med et tilsyneladende iskoldt New York.

Hendes stemme er livlig og fuld af entusiasme. Det virker lidt mærkeligt, det hun siger. For hun giver meget af sig selv, og hun er åben – både i sin musik og lige nu, hvor hun spoler tiden tilbage til starten af gennembruddet.

»Da jeg var 17, syntes jeg bare, at det var sjovt. Altså virkelig sjovt. Jeg vidste sjældent, hvor jeg skulle spise senere samme aften«, fortæller hun om den turbulente tid.

Brug for at trække sig

Lordes succes vendte på kort tid hendes tilværelse på hovedet. Medierne kastede sig over hende, og hun lærte hurtigt den bitre smag af skandale at kende, da hun sagesløst kom til at sende et par verbale kindheste af sted mod popkollegaen Taylor Swift.

Det skabte virak og haters på internettet, men få havde nok forudset, at det ville være starten på det venskab, de to har i dag, hvor de fejrer fødselsdage sammen og gerne indrømmer, at de konstant Facetimer.

De fleste medier var dog positivt stemt over for den unge popkomet med det dystre udtryk. Time’s Magazine listede hende allerede i 2013 som en af verdens mest indflydelsesrige teenagere.

»For mig var det nogle sindssyge år. Efter to års turné havde mit liv ændret sig fuldstændig«, fortæller Lorde om omvæltningen fra forstadslivet i Auckland til det stormombruste stjerneliv, der bød på næsten 100 koncerter i 2014.

Hun valgte at træde på bremsen, tage hjem til New Zealand i noget tid og bare leve et så normal liv som muligt.

»Jeg vil meget hellere hænge ud med dem, jeg holder af, lave havearbejde, svømme og bare lave gammelkoneting end at være en del af hele den der trummerum«, forklarer hun. »Mine idealer har styret mig mod et hjemmemiljø, for det er det, jeg virkelig sætter pris på. Men ja, jeg er en gammel kone. Jeg er ikke en cool person overhovedet«.

Det virker som en radikal udmelding for en verdenskendt popstjerne. Kapitulerer hun nu her midt i sin karrieres blomstring, hvor hun er klar med sin længe ventede toer? Et album hun har brugt mere end to år på at skrive.

Nej. Men hun fortæller, at hun har haft brug for at trække sig tilbage for at finde ud af, hvem hun er, og hvor hun står.

Lorde-3

20 år men gammel

Selv om navnet, Lorde, antyder noget forfinet og adeligt, så kunne intet være længere fra virkelighedens Ella. Hun skriver tekster om teenagekedsomhed. Hun poster stolt billeder på Instagram af sin mor og selfies med ansigtet plettet af aknecreme. På den måde adresserer hun hele tiden sin filterløse normalitet. Det er ikke hendes mål at være et popidol for sine fans. Tværtimod understreger hun gang på gang, at hun er ligesom os andre dødelige.

»Jeg er ikke cool. Mine venner synes heller ikke, jeg er cool, og de synes ikke, at jeg er en rockstjerne«, argumenterer hun.

Og ligesom alle andre får hun også brug for en pause nogle gange.

»Jeg har virkelig brug for leve livet for at have noget at skrive om. Jeg er meget tænksom, og jeg har brug for tid til at tænke over de ting, jeg oplever«, forklarer hun.

Derfor var der stille omkring Lorde indtil dette forår, hvor singlen ‘Green Light’ brød tavsheden. Nummerets storslåede energi reducerede ventetiden til en bagatel. Det var et svulstigt og dansabelt popnummer, som skabte et brusende euforisk nu. Og det er noget af det, Lorde kan – få én til at glemme og hengive sig til hendes forførisk sære intonation.

Nu er jeg 20, og jeg føler mig oldgammel

Kort efter kom balladen ‘Liability’ – og altså ’Saturday Night Live’ – og man forstod, at et hjerte var blevet knust eftertrykkeligt. Bruddet var masseret ind i sangen på en anden måde end med ‘Green Light’. Helt ned i stemningens materie. Hun var nærmest ødsel med følelserne. Heldigvis var alt ikke tabt og trist, det var også smukt. Lorde formår nemlig med sine egne ord at vende de specifikke øjeblikke, hvor alt ændres, til positive begivenheder.

»Der har været en masse øjeblikke af personlig revolution«, siger hun om de seneste par år og forsætter: »Det er blevet nemmere at være mig selv. Jeg har altid prøvet at være den, jeg er. Men du ved, jeg har synæstesi, hvilket betyder, at jeg ser lyde som farver, og jeg har altid været den her skøre nørd, men så snart du bare omfavner det, er det for fedt«.

Det lyder lidt som en romantisk coming of age-fortælling, og det er det måske også.

»Nu er jeg 20, og jeg føler mig oldgammel. Men jeg er den, jeg er, og der er ingen skam ved noget som helst«, fastslår hun med et anything, hvor a’et klinger umiskendeligt af en newzealandsk e-lyd.

Lorde

Lordes coming of age-album

Med debuten, ‘Pure Heroine’, indkapslede Lorde ungdommens særlige glød. Det var hendes måde at sikre sig, at dén del af hende aldrig ville forsvinde. På ‘Melodrama’ foreviger hun den turbulente følelse, det har været at forlade teenageårene.

Singlerne ‘Green Light’ og ‘Liability’ handler for eksempel om bruddet med ekskæresten, fotografen James Lowe.

»Albummet handler om mit første rigtige år som voksen, og det at opleve en masse ting for første gang. Jeg var single. Jeg boede alene. Jeg begyndte at forstå natten på en ny måde, og jeg blev meget opmærksom på, hvad der foregik ude i verden. Det har været nogle turbulente år, også politisk, hvilket har påvirket musikken«.

»Musikalsk gengiver ‘Melodrama’ den musik, vi hører om natten. Den slags musik, som giver én lyst til at danse. Det er et album, som består af lyse farver, stærke følelser og positive energier«.

»Det er et komplekst album, men det er uden tvivl et popalbum. I mine ører lyder det meget som en, der står ved den, hun er, og det, hun kan lide«.

En ny generation

Lorde er den, hun er, men lejlighedsvis er hun troppet op på den røde løber med a-liste celebriteter som Kanye West, Beyoncé og selvfølgelig Taylor Swift. Har hun mon følt et moralsk tovtrækkeri i de situationer, når hun samtidig forsøger at holde fast i den, hun er, og sin antioverfladiske nej-hat?

»Sådan noget som den røde løber bliver aldrig noget for mig. Jeg har gjort det et par gange og er blevet mere selvsikker, men jeg ser mig selv som en forfatter, en producer og som en kunstner. Der er så meget, jeg kan, og at se fantastisk ud på den røde løber står bare ikke øverst på min liste«, siger hun og griner på en måde, der dementerer spørgsmålets polemiske madding.

Bare fordi hun tager til årets største modefest Met Gala betyder det ikke, at hun ikke kan holde fast i sig selv og sine idealer. Da hun stod der i en prægtig balkjole, havde hun også den ene arm i gips. Da aftenen var ovre, kunne man se på hendes Instagram, at gipsen havde fået sig et par autografer, ligesom i folkeskolen.

Måske er det bare sådan, en moderne popstjerne af den nye generation er. Hun kan gebærde sig naturligt i et ufremkommeligt mediemorads, og hun kan om nødvendigt stå model for blitzinfernoet et par aftener. Det er ikke et paradoks, det er et vilkår, som hun tager på sig.

Popkulturen virker grænseløs i dag. Kunstnerne knejser ikke længere på piedestaler i stratosfæren, de er i øjenhøjde med deres publikum og rækker ud til dem via deres sociale kanaler.

På dansk jord har vi set det med Mø – eller som hun ofte fremstår: Karen fra Fyn. Hun spiller foran tusindvis af fans den ene dag og foran Ungdomshusets punkrødder den næste. Imaget krakelerer ikke, det forstærkes.

Lorde og den nye generation af kvindelige popstjerner shuffler rundt og laver samarbejder på kryds og tværs. De er sig selv, og det eneste, de tilsyneladende risikerer, er at blive elsket for det.

At Lorde har lavet sin egen lilla læbestift i samarbejde med kosmetikbrandet Mac, er heller ikke ensbetydende med at sælge ud. Hun bruger den jo tydeligvis, så hvorfor egentlig ikke? Det behøver ikke at være så kompliceret.

Alligevel er det indlejret så fint i Lordes billedsprog, at kendistilværelsen for altid vil være en biting.

»Jeg kan godt lide at spille på mine egne strenge. At gøre det, som jeg er virkelig god til«, siger hun lakonisk ligesom for at understrege, at det er musikken, der altid vil komme i første række.

Personlig feminist

Selv om musikken er hendes metier, vil nogle nok være ret uenige med hende i, at hun ikke ser fantastisk ud. Både på og uden for den røde løber. Hendes markerede hvide ansigt, de mandelformede blå øjne under det bælgmørke bølgende hår er intet mindre end et visuelt modargument. Sort på hvidt.

Men Lorde stræber ikke efter kunstige idealer. Hun har offentligt kritiseret brugen af retouchering, da hun delte to billeder på Twitter af sig selv fra samme koncert – på det ene er hendes hud pæn og glat, på det andet mere uren, men »ægte«.

»Det, synes jeg, er interessant«, skrev hun med en vis sarkasme i pennen. Desuden er hun erklæret feminist. »For mig er der kun ét svar på det spørgsmål«, som hun siger.

Hun har skilt sig ud ved at klæde sig originalt i store jakkesæt og gotisk draperi. Den mørke læbestift er nærmest emblematisk. Det handler bare om at være sig selv, mener hun.

»Min feminisme har udviklet sig til bare at være en levende person i verden«.

Hun får det ikke engang til at lyde som en kliché.

»Nu har jeg levet nogle af de mest mangfoldige steder i verden (Lorde bor pt. i New York, red.). Og jeg har fået en ny forståelse for, hvad det vil sige at være feminist – at hele tiden være bevidst om andre kvinder. Men jeg er også meget opmærksom på sådan noget som transseksuelles rettigheder«, siger hun og uddyber, at det for hende i høj grad handler en personlig indstilling at tænke feministisk, ikke kun en politisk.

Lorde på scenen til The Governors Ball Music Festival, 2017.

Lorde på scenen til The Governors Ball Music Festival, 2017. (Foto: Noam Galai/Getty Images)

»Det har været en sindssyg proces«

På mange måder starter Lorde altid med sig selv. Ikke på en narcissistisk måde, men mere en kuriøs, afsøgende måde, som forholder sig til det at være til. Det at være Ella og Lorde på én gang. Det at blive voksen og skulle være intuitiv og professionel samtidig. Det er en balancegang, som især er blevet udfordret i arbejdet med ‘Melodrama’, fornemmer man.

»Hver eneste ting, som jeg har puttet på den her plade, hvert et ord, hvert et beat, hver en akkord er gennemtænkt«, fortæller hun om tilblivelsesprocessen, som foregik i en lejlighed i Brooklyn sammen med sangskriveren og manden på ’Saturday Night Live’-pianobænken, Jack Antonoff – et navn mange måske genkender som Lena Dunhams kæreste.

De har skabt ideerne ganske traditionelt foran et klaver, hvorefter de er blevet forvandlet til grandiose, moderne popsange i et studie.

»Vi har virkelig forfinet alting. Og det har været en sindssyg proces i sig selv: At sørge for at hver eneste trommelyd var perfekt til hver sang. Det var et blækspruttearbejde«, siger hun og lægger vægt på, at det har været vigtigt for hende at udfordre sin intuition og sit kunstneriske instinkt.

»Jeg er virkelig glad for, at jeg har brugt al den tid på pladen, for den føles som et stort skridt fremad«, fastslår hun i en pludselig meget seriøs tone.

Det lyder på hende, som om hun har lavet præcis det album, hun havde lyst til.

»Der har været en grad af romantik over indspilningsprocessen. Der var sådan en klassisk tilgang til det, at jeg føler, vi kunne have skrevet albummet i 1965 – eller 1985. Jeg laver popmusik, og det er der jo noget nutidigt ved – det lyder som dét år – men denne gang har jeg været meget optaget af tidløshed. Jeg føler, at sangene på ‘Melodrama’ er virkelig tidløse sange«, slutter hun.

Ingen tvivl om at ‘Pure Heroine’ vil være en del af lyden af 2013 langt ud i fremtiden. Måske er ‘Melodrama’ lyden af 2017? Måske lyden af tidløshed, eller måske bare lyden af Lorde. For selv om der er en revolution i gang inden i hende, synes hun at forblive den samme egenrådige og fuldstændigt rene popheltinde.

Og cool? Ja, også det.

Lorde spiller på Roskilde Festival.