NorthSide: Bisse balancerede folkeligheden og dødsangsten til perfektion

NorthSide: Bisse balancerede folkeligheden og dødsangsten til perfektion
6 6
Bisse

Koncert, NorthSide, Red Stage

»De er fandme nogle dygtige drenge!«, lød den begejstrede dom fra en hvidhåret herre ved siden af mig, da Bisse og hans Bisse-bande tog afsked med Rød Scene med et kollektivt buk.

En time forinden havde en særdeles velklædt (påklædt) Bisse med ophøjet ro skudt sin koncert i gang med den storslåede landevejshymne ‘Tour De Smackdown’, og ligesom dette nummer synes også koncerten i sin helhed at præsentere en musiker, som på kort tid har været vidt omkring i genrer og udtryk og nu har accepteret, at den dér folkelighed også kan noget.

Men naturligvis lurede oprørstrangen lige under den røde velourkåbe, som blev smidt på scenegulvet tre sange inde i settet. Bisse er glad for at klæde sig ud og klæde sig af, vi har studset over læbestiften og fået kig til hans genitalier, men det var ikke den fjerprydede maske og fuglebrystet, som stjal opmærksomheden igennem koncerten. Det var derimod Bisses balanceren imellem total kunstnerisk kontrol og fandenivoldsk følelsesudladning.

Bisse har en overlegen evne til at skifte imellem udtryk og stemninger. Således lod han den stakåndede prædiken i ‘Kærlighedsbarnet’ udløse kuldegysninger og en klump i halsen, inden han punkterede højstemtheden ved at introducere ‘Flyder sammen nu’ med den tilbagelænede bemærkning: »Er I klar til noget hiphop?«

Få andre kunstnere kan pendulere imellem dommedagsorgel og dødsangst, letsindighed og legesyge med så stor naturlighed som Bisse, der på NorthSide atter beviste, at han formår at spæde sit showmanship op med tilpasse mængder eksistentialistisk tyngde.

Introduktionen af en ny sang (om lykkepiller, bemærkede hovedpersonen) indikerede, at Bisse fortsætter den mere imødekommende stil fra sidste års stærke album ‘Højlandet’, hvor melodierne er kommet mere i fokus. ‘Lidt mere og jeg brækker mig’ var en perfekt finale i de nihilistiske festivalrammer, hvor vi søndag eftermiddag alle nærmer os grænsen for indtag af Grøn Gajol, mudder i støvlerne og bas i ørene.

Bisse er en stjerne, og selv en lidt døsig stemning blandt publikum får mig ikke til at kvittere med mindre end seks hjerter, jeg mener, stjerner – til livet og til Bisse.

Læs også vores store Bisse-interview: »Jeg har mistet min værdighed for længst«