Efter seks års albumpause: Fleet Foxes’ sindrige arrangementer afspejler en dybt oprigtig sjælerejse

Efter seks års albumpause: Fleet Foxes’ sindrige arrangementer afspejler en dybt oprigtig sjælerejse
Fleet Foxes.
Foto: Shawn Brackbill
Efter seks års albumpause: Fleet Foxes’ sindrige arrangementer afspejler en dybt oprigtig sjælerejse - Crack-Up
4 6
Fleet Foxes
'Crack-Up'

Album, Nonesuch

Jeg forestiller mig, at Robin Pecknold – forsanger og sangskriver i det genopståede indiefolk-foretagende Fleet Foxes – og Joshua Tillmann (aka Father John Misty, der har en fortid i selvsamme ensemble) ville have svært ved at finde en passende grimasse, hvis de var tvunget til hver især at evaluere på hinandens aktuelle projekter. Der er en æstetisk og eksistentiel verden til forskel mellem Tillmanns ’Pure Comedy’ og det (her kommer flosklen virkelig til sin ret) længe ventede, tredje udspil fra Pecknold og co. Hvor det første er en rablende state-of-the-union, har det andet mere karakter af et konsekvent udført state-of-the-mind.

Jeg kan sagtens tage fejl, men det ville ikke være underligt om Pecknold ville savne oprigtighed i Tillmanns sange, og Tillmann savne humor, konkrete observationer og en forholden sig til verden uden for æggehovedets hårdkogte skal i Pecknolds i denne ombæring eminent selvcentrerede sangskrivning.

Den musikalske kontrast er ellers ikke uoverstigelig. Begge foretagender er skolet i og optaget af at formidle et univers, der på mangfoldige måder står i gæld til folk-inspireret sangskriverhåndværk og til tider barokt ornamenterede arrangementer med øje for første halvdel af 70’erne. Begge album er udsøgte i den forstand, at de lyder utroligt godt. Der er kælet for detaljerne.

Men dér hører ligheden så også op.

Misty finder inspiration i et postmoderne spilfægteri af rang, hvor identiteten er en forvandlingskugle og autenticitet et begreb under kraftig omvurdering, mens Fleet Foxes på ’Crack-Up’ mere end nogensinde synes at være optaget af at rejse ind i selvets kerne, nærmere bestemt forsangerens egen psyke. Pecknolds særegne lyrik indkredser sliddet ved at være menneske, konflikterne og den ubønhørlige trang til at vride tilværelsen for bare et par dråbers autentisk mening i et hav af meningstom eksistentiel kvalme.

Pecknold pejler efter obskure stednavne og sagnfigurer fra blandt andet romersk og egyptisk mytologi i sin sirlige rejse ind i sindet. Herved skabes en form for vertikal forbindelse til tidligere generationer og kulturer. Udover at Pecknold herved får demonstreret, at han har brugt de sidste seks år på at blive klogere på antropologi og andet godt (han har været opslugt af et universitetsstudium), får han samtidig markeret, at han ikke er totalt solipsistisk, men genuint optaget af temaer, der kæder mennesker til alle tider sammen i et svæv af dimensioner. Hans rejse indad afspejler således et ønske om universalitet og forsoning på tværs af tid og rum.

Man kan dog spørge sig selv om lyrikken – et par sigende eksempler: »Under your nameless shame, I left you in frame, and you rose to be ossified / as a Rose of the Oceanside«, »Thin as a shim and Scottish pale / bright white light like a bridal veil / ‘I don’t need you’, cut to chewn-through fingernails« – åbner for reelle indsigter, eller om den tværtom lukker sig om sig selv. Er uigennemtrængeligheden inciterende eller uvedkommende? Pecknold er ikke nogen ueffen lyriker, i den forstand at han godt kan sætte ord sammen på en appellerende måde (hans lyrik er til tider lige så køn som hans musik), men er der en reel dybde eller konsekvens i det, de formidler?

Musikken på ’Crack-Up’ afspejler bevægelsen væk fra en mere tilgængelig form for sangskrivning, hvor folk-skabelonernes vægt på vokalharmonier og akustiske guitarklange er garant for en pænhed og ordentlighed, der dog ikke udvisker det autentiske og oprindelige.

De nye sange er svære at afkode, al den stund de forsager vers-omkvæd-vers-strukturen. De bevæger sig ud af en tangent, samler nye melodier op undervejs (suite-præget er understreget af sangtitler som ’I Am All That I Need/Arroyo Secco/Thumbprint Scar’) og kerer sig ikke altid om at finde tilbage til udgangspunktet. På den måde bliver sangene på albummet et billede på frontmandens indre tilstand: Der er tale om en rejse uden nogen klar destination. En rejse dybt ind i selvet, men altså også en rejse, hvor musikkens mulighedsrum søges udfordret, hvis ikke ligefrem sprængt.

Den otte minutter lange forløbersingle, ’Third of May/Odaigahara’, er et rammende – og vellykket – eksempel på den måde, Fleet Foxes arbejder med stemningsopbygning og -brud på. Gevinsten ved formen er, at sangene bevarer en friskhed og nysgerrighed, også ved syvende eller tiende afspilning, men den lurende fare er, at melodimaterialet ikke altid er af den kvalitet, der kendetegnede den mere regelrette form for sangskrivning, som Pecknold ellers nok har vist, at han mestrer. Den arrangementsmæssige detaljerigdom er både respektindgydende og overvældende. Udbyttet af anstrengelserne kan indimellem diskuteres. Som lytter vakler man ofte mellem to reaktioner: Er det jeg lytter til udtryk for grænsesprængende kreativitet eller søvndyssende prætention/introspektion ført på afveje?

Umiddelbart fæstner sange som ’Kept Woman’, ’If You Need To, Keep Time On Me’ og andensinglen ‘Fools’ Errand’ sig bedst i bevidstheden, men er man frisk på at følge Pecknolds musikalske og lyriske indfald, er der et potentielt større udbytte end som så. Når det er sagt, så kunne det have været interessant om frontmandens søgen efter mening (i et liv uden for musikken?), havde resulteret i en musik, der var optaget af ikke nødvendigvis at give flere svar, men i det mindste at stille flere vedkommende spørgsmål, som lytteren kan få øje på i vrimlen af kryptiske ord og sirligt udførte arrangementer.

’Crack-Up’ er i den grad værd at fordybe sig i, men Pecknold kunne måske med fordel have lånt lidt af Father John Mistys humoristiske fingerspidsfornemmelse og kombineret den med lidt mere af sin ’gamle’ fornemmelse for nynneværdige melodier.


Kort sagt:
Efter seks års albumpause leverer Fleet Foxes et ambitiøst og, ikke mindst, storslået arrangeret album med hovedvægten lagt på frontmand Robin Pecknolds eksistentielle overvejelser uden for alvor at komme nærmere en fornemmelse for konkret levet liv. De lange, ofte suiteopbyggede sange, der ser stort på en gængs vers-omkvæd-vers-struktur, former sig som en rejse dybt ind i sindet og i musikkens inderste væsen.