Suspekt på NorthSide: Danmarks mest vulgære rappere samlede folket

Suspekt på NorthSide: Danmarks mest vulgære rappere samlede folket
5 6
Suspekt

Koncert, NorthSide, Blue Stage

»Rag på min røv og rør mine rynkne dadler, sut mig op fra slap, kælling, jeg løber ikk’ med sladder«. Det er vulgært, det er primitivt, og det er tilstrækkeligt langt over stregen til, at man godt kan forstå, at Suspekt hverken er eller nogensinde bliver bandet, som vil kunne samle et publikum i enstemmig lykke.

Alligevel gør de det. Og det er det, der er så helt specielt med Suspekt. Så ekskluderende, deres tekstunivers af storstive pikke og sjaskvåde skød kan synes, mindst lige så inkluderende er trioen i praksis både indbyrdes, i det danske musikmiljø og ude blandt publikum.

Det er ikke blot et Suspekt-dilemma, men et helt gennemgående hiphop-paradoks: Hvordan er det meningen, at en genre, der (i denne ende) består af blærede banaliteter og voldsom vulgarisme, som i så høj grad splitter vandene, skal samle sit publikum?

Sponsoreret indhold
Portræt af forfatter Julie Badura
Hun fortæller om at samle sig selv op, starte forfra og følge sine drømme. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

Her står Suspekts absolutte trumfkort helt særegent klart. Inklusionen, helhjertetheden og den altomfavnende attitude er så væsentligt for deres optræden, at de kan få selv de mest stivstikkede typer (no pun intended) med hang til forargelse til at stønne med på ‘Kinky fætter’.

Emil Simonsen (Orgi-E) og Andreas Duelund (Bai-D) rakte denne lørdag nat ud og tog hinanden og hele NorthSide i deres favn. Helt ubesværet rappede de linjer med et flow, der kun stadig bliver stærkere og mere selvsikkert med årene, mens de bakkede hinanden op på et højere niveau. Det var ikke blot med typiske hypeman-udråb, hvor sidste stavelse får et forceret skub – det var et flydende samarbejde, der overraskede og ændrede sig for hver linje. Samarbejdet stod særligt skarpt under ‘Hæld op’ og ‘Søn af en pistol’ hen mod slutningen.

Fællesskabet handlede ikke kun om Suspekt og deres fans. Det blev understreget af alt fra publikums-Cille, der (på lidt for standup-rutinepræget vis) blev inviteret inden for i den oversavede scenebil til ‘Bollede hende i går’, til de storstilede samarbejder, der udfoldede sig på scenen med blandt andre Jooks på en fyrig ‘Danmark’, slagkraftige Benals Benjamin på ‘Fri’ (fra Benals ‘Nu’) og ikke mindst Simon Jul og Fribytterdrømmes Lau Ingemann Pedersen (sidstnævnte omend en kende for vrængende) på den gåsehudsfremkaldende, hjerteskærende Linkoban-hyldest, ‘Lings Sang’.

Efter at have lukket scenen med en veloplagt, slagkraftig ‘Proletar’, kom drengene tilbage til et par endnu mere energiske ekstranumre. ‘Kinky fætter’ fik hele crowden til at synkronstønne, mens stodder-genistregen ‘Hun blev bare så glad’ gjorde klar til at afslutte med et brag. Herpå samledes hele flokken – gutterne og gæsterne fra hver deres genrespektrum – i én stor kærlighedserklæring på ‘Søndagsbarn’. En broget flok, der emmede af varme og oprigtighed.

»Det er møder med dans og sang – det er kærlighed og glæde«. Således forklarede den amerikanske rapper Princess Nokia mig for nyligt, hvad hiphop helt grundlæggende handler om. Det lyder så simpelt, men ordene klinger paradoksalt, når de kommer fra samme mund, der lige har rappet linjer, som kredser om sex, vold og stoffer. Derfor forekommer udsagnet naivt i visse henseender. Men Suspekt fik det til at give mening for mig. De gav mig ikke kun noget at pille i fissen over – de gav mig en hel del mere.

Læs også: Her er Suspekts yndlingsrappere: »Snoop får alting til at lyde fedt«