The Prodigy på NorthSide – misforstået museumsrave

NorthSide-headlinertjansen var på papiret velvalgt. The Prodigy er ikke bare veteraner, men deciderede pionerer inden for deres genre, og der er ikke mange af deres ligesindede, der kommer i nærheden af at emulere deres enorme, big beat-lyd. Med storskærmsformaninger om at passe på hinanden og et forbud mod moshing og crowdsurfing i mudderet var der lagt i ovnen til et royalt og brutalt visit fra et af de største og ældste elektroniske navne, en festival som NorthSide kan håbe på at lande.

The Prodigys store hurdle er gammelkendt hos elektroniske live-navne: Meget af musikken lever og ånder blot i chipsene i bagmand Liam Howletts hardware, og The Prodigys to yderligere medlemmer, Maxim og Keith Flint, er ikke meget mere end ophøjede hypemen, der pingponger rundt på scenen som spændstige hoppebolde. Deres værktøj er nærmest mere deres kroppe, end det er deres talegaver, omend de naturligvis også varetager mc-rollerne som villige tandhjul i Howletts infernalske maskine.

Briternes forsøg på at tilføre deres show en mere menneskelig og live-venlig karakter bestod af trommeslageren Leo Crabtree og guitarist og bassist Rob Holliday, der også har været med i andre lige så hårdtslående konstellationer, navnlig Marilyn Mansons band. Og her satte The Prodigy sig lidt mellem to stole. For deres koncert kunne aldrig rigtigt bestemme sig for, om den ville opføre sig som et rockshow med et betydeligt live-element, eller om den skulle være et full-on-dansabelt bølle-rave, med alt hvad det indebar.

I al fald var det skismatisk at opleve, hvordan de to ovennævnte lejesvende på deres respektive instrumenter nærmest druknede fuldstændigt i Howletts sydende og buldrende kompositioner og nærmest så ud, som var de blot med på scenen for syns skyld. Og omvendt, at dukkeføreren selv skjulte sig behændigt bag kaskader af stroboskoplys, som koncerten igennem blafrede så hidsigt, at de må kunne have givet epileptikere grand mal-anfald på miles afstand.

Det var ellers ikke fordi, The Prodigy ikke ihærdigt prøvede at få hybriden til at fungere. Da de gik på scenen efter nogle minutters forsinkelse, var der dømt rent 90’er-throwback og crowdpleaseri med den mere end 25 år gamle ‘Everybody in the Place’ som åbningsnummer – til en ekstatisk publikumsvelkomst. Stilen fortsatte over i ‘Breathe’ for derefter at dykke ned i lidt nyere materiale med ‘Nasty’, ‘Wild Frontier’ og ‘Omen’ fra briternes senere album, og sådan vekslede det frem og tilbage i en lille time.

Publikum var afgjort mest antændeligt under 90’er-klassikere som ‘Firestarter’ og ikke mindst ’Voodoo People’, som piskede gang i crowden. Selv om Flint og Maxim gjorde deres ypperste for at live det nyere materiale op med ivrige og hyppige tilråb til publikummet, hvor Aarhus for gud ved hvilken gang blev sprogforbistret til »Our house!«, så var det svært for dem for alvor at overbevise om, at »Tonight is the fucking night«, som det ellers blev proklameret i starten af settet.

Efter en lille time var det slut, men slænget kom atter på til en levering af en potent ‘No Good (Start the Dance)’ samt ‘Take Me to the Hospital’ som ekstranumre. En i headliner-sammenhæng beskeden længde på en koncert, der desværre også ofte føltes mere, som om den blot blev afviklet end spillet – og derfor fremstod mere nostalgisk end nutidig.

Læs anmeldelse: Suspekt på NorthSide

Læs anmeldelse: Thomas Helmig på NorthSide