De nyeste tracks fra danske hiphop-artister – lyt til ’DK rap’ på Spotify

Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange

Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange
Bisse på dette års NorthSide.
Foto: Kasper Månsson/Soundvenue
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Necklace ’Try This’

Navnet Necklace ringer (endnu) ingen klokker, men danskeren er enormt godt på vej. Han har før lavet kvalitetsmusik under aliasset Headshop og har ingen ringere end Carl Barsk i producerstolen på sin første single siden navneskiftet. ’Try This’ er fantastisk sfærisk pop, der svirrer rundt om hovedet på lytteren lidt ligesom en halskæde.


2. DJDS feat. Amber Mark & Marco McKinnis ‘Trees On Fire’

DJDS, der består af L.A.-producerne Jerome LOL og Samo Sound Boy, laver normalt rungende festivalnumre (og remixes af Beyoncé og Rihanna), men på ’Trees On Fire’ skruer de en tak ned og kalibrerer lyden til et niveau, der for en gangs skyld ikke gør ondt at skrue op for.


3. Haim ’Little of Your Love’

Tålmodighed er som bekendt en dyd. Det har Haim-fans måtte sande, eftersom den amerikanske søstertrio har været fire år om at forme efterfølgeren til debuten ’Days Are Gone’. Heldigvis nærmer vi os nu udgivelsen af ’Something To Tell You’ (7. juli), og albumforløberen ’Little of Your Love’ forsøder ventetiden yderligere. Singlen er en veloplagt sommerballade med legesyge riffs og næsten Motown-klingende rytmer.


4. Heems ’Blades’

Heems fra Swet Shop Boys begår sig også som soloartist. På et nyt projekt, der hedder ’Philia: Artists Rise Against Islamophobia’ – et værk der forsøger at indgyde respekt over for muslimer og har sange fra blandt andre Mac DeMarco og Hamilton Leithauser – har Heems førstesinglen, der kredser om det at se sig som offer.

Sponsoreret indhold
Kør lige til foråret i en DriveNow-bybil
Lige nu koster oprettelse kun 49 kr. – og du får du op til en times gratis kørsel, hvis du tager din første køretur indenfor en uge.
EKSTERNT LINK
DriveNow

5. Bisse ‘Bjælkehuset’

Tidligere på ugen fyldte Bisse 30 år, og i den anledning udgav han singlen ’Bjælkehuset’. Sangen skildrer poetisk en ubekymret opvækst i provinsen, hvor Bisse leger med kvarterets børn, samler grankogler og spille Matador med familien.


6. Lorde ’Supercut’

Lordes ‘Melodrama’-album udkom godt nok sidste fredag, men det har for alvor boret sig fast nu her. ‘Supercut’ er en fantastisk enkel, men uimodståelig pianopop-banger, der ligger og kæmper med ‘Green Light’ om pladsen som albummets bedste sang.


7. Kedr Livanskiy ‘Ariadna’

Straight outta Russia – Yana Kedrina laver hypnotiserende drømmepop i en variant, der næsten lyder, som hører man den komme op af en kloak. Ikke beskidt, men underjordisk og hemmeligt. ‘Ariadna’ er titelnummeret fra hendes debutalbum, der udkommer 8. september.


8. Vince Staples ‘Crabs in a Bucket’

Vince Staples’ nye album er vanvittigt – dance-rap i ret ustyrlig ramme, der med producere som Sophie og gæster som Justin Vernon er alt andet end et almindeligt hiphopalbum. Hvilket næsten udpensles allerstærkest på åbneren ‘Crabs in a Bucket’, der inddeles i forskellige sfærer af hård UK garage og atmosfærisk storby-ambient. Dybt originalt.


9. Kintaro feat. Anderson Paak ‘MK’

Ikke fordi det er vildt lang tid siden, men man finder ud af, man har savnet Anderson Paak, når hans flabede røst runger ud i høretelefonerne – her som gæst på et track fra Kintaro, der er lillebror til Thundercat.


10. Sivas ’Vejen’

Sivas i sit mere melankolske hjørne med et beat af Jens Ole McCoy – en atmosfærisk slædetur, der skal vise vejen for kvarterets unge. Kan du høre, hvem den hemmelige gæst er?

Læs også: Fire helt nye album du skal høre i dag – bl.a. Vince Staples og DJ Khaled

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.