Young M.A på Roskilde Festival: Normbrydende, klassisk hiphop

Young M.A på Roskilde Festival: Normbrydende, klassisk hiphop
4 6
Young M.A

Koncert, Roskilde Festival, Apollo

Sætningen ”where my ladies at?” er hørt mange gange før i hiphophistorien, men den er sjælden kommet ud af munden på en lesbisk rapper. Det var ikke desto mindre tilfældet, da Young M.A spillede årets første koncert på Apollo-scenen.

Det var en reminder om, at hiphop ikke udelukkende er reserveret mænd med store egoer, selvom det ikke forhindrer Young M.A i at være præcis så storskrydende og vulgær i sine tekster som sine mandlige kolleger. Hun skyder skarpt mod rivaler og udtrykker eksplicit sit seksuelle begær – som når hun i en fantastisk linje i ’Bonnie’ påstår, at hun udøver cunnilingus på samme måde, som hun spiser fastfood.

Efter et 20 minutter langt opvarmningsmedley ledt an af hypewoman Keys indtog Young M.A selvsikkert scenen. Med Brooklyn, NY blæst op på baggrundsskærmen var vi ikke i tvivl om den 24-årige rappers hjemstavn, og flere steder skinnede lyden fra den klassiske newyorker-rap igennem med orkestrale strygersamples, mens det andre steder var moderne trap eller helt minimalistiske beats, der genkaldte The Neptunes’ produktioner.

Hun fik ikke hele pladsen foran scenen med sig, men det var tæt på med hittene ’Hot Sauce’ og ’OOOUUU’, der er eksempler på, hvor vellykket man kan twiste oldgamle genretroper.

Young M.A viste sig som både utraditionel rapper og klassisk performer, og som kunstner bidrager hun med lidt tiltrængt diversitet til festivalens program, ligesom hun også viser, at hiphop sagtens kan være klassisk og normbrydende på samme tid.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival