Jay-Z kryber hudløst til korset på ‘4:44’ – hans bedste værk i årevis

Jay-Z kryber hudløst til korset på ‘4:44’ – hans bedste værk i årevis
Foto: Theo Wargo/Getty Images
Jay-Z kryber hudløst til korset på ‘4:44’ – hans bedste værk i årevis - 4:44
5 6
Jay-Z
'4:44'

Album, Roc Nation Records

Hvis jeg skal tale lige så frit fra leveren, som Jay-Z gør på ’4:44’, har jeg en tilståelse. Hvad kunstneriske evner angår, troede jeg, at hiphoppen for længst havde set det sidste til Shawn Carters velmagtsdage. Men efter at have haft det 47-årige rap-moguls seneste værk i gedigen rotation af bar lytteglæde, bringer jeg i samme åndedrag et gungrende dementi: Jay-Z er tilbage i sin bedste form i årevis.

I modsætning til den oversminkede og midtvejskrisehørmende ’Magna Carta Holy Grail’, der kvaltes i røgen af sin lidt for høje cigarføring, er ’4:44’ en såre simpel tilbagevenden til Jay-Z’s gamle dyder. Han beflitter sig her med at flette henrivende narrativer sammen over enkle, men særdeles soul-bugnende udladninger ligesom i fordums tid uden så meget pis og hokuspokus.

Der er dog ikke tale om Hov fra ’The Blueprint’-æraen. Tidens tand bevirker, at han ikke er i nærheden af at lyde så sulten som i sine yngre dage, men det gør ikke det store, når tilværelsen som håbefuld storspiller med rundsave på albuerne er byttet ud med en hiphopmagnats dyrebare livserfaringer. Selv om opulente strofer om kunstmalerier, luksuøst boblevand og personlige samtaler med Prince (!) stadig indfinder sig hist og pist, træder de pænt i baggrunden. For ’4:44’ er vigtigst af alt en transparent skriftestol, der for første gang bokser mere med Shawn Carters menneskelige hovedpiner end Jay-Z’s karrieremæssige ditto.

Den hjertevarme ’Smile’ røber eksempelvis, at moren Gloria Carter i årevis måtte lægge skjul på sin homoseksualitet inden hun fandt ægte kærlighed, mens titelnummeret – der rammer lige i hjertekulen – agerer én lang undskyldning til Beyoncé. Her går Jay til bekendelse om sit skandaleombruste ægteskabsbrud og påtager sig ansvaret for hustruens spontane abort(er): »I apologize for all the stillborns / ’cause I wasn’t present your body wouldn’t accept it«.

Blot et nummer senere på ’Family Feud’ runger dog et mastodontisk statement unisont fra hele familien Carter, da Queen B’s tindrende baggrundsvokal nærmest understøtter nummeret som et gyldent sample. Fysisk såvel som symbolsk står hun last og brast bag sin husbond igen, idet Jay befæster parrets genfundne livsbånd: »We all lose when the family feuds / What’s better than one billionaire? Two«.

Annonce

Som om familieforetagendets bundærlige tilståelser ikke var nok, væver No I.D. hele lydtapetet sammen med mageløse soul-samples af blandt andre Marvin Gaye, Stevie Wonder og Donny Hathaway, der gang på gang forlener ’4:44’ med indlevende retro-patos.

Det er dog i lige så høj grad takket være sløjfningen af Jays tidligere så solipsistiske ego, at pladen er en stortræffer. Åbneren ’Kill Jay Z’ er navngivet efter netop denne kendsgerning, men det er samtidig selvskrevet, at en plade fra hiphoppens angiveligt første milliardær ikke er fuldkommen uden lidt skarpladt skyts.

Sigtekornet indstilles på blandt andre Kanye: »I know people backstab you, I felt bad too / But this ’fuck everybody’ attitude ain’t natural« – mens også det afroamerikanske trap-parnas modtager et par bredsider på ‘Moonlight’, hvis opfindsomt allegoriske hook låner fra Oscar-vinderen af samme navn: »We stuck in La La Land / Even when we win, we gon’ lose / Y’all got the same fuckin’ flows / I don’t know who is who«.

Selv om rimskematikken på ’4:44’ er overvejende fundamental – nogle vil måske sige decideret metaltræt til tider – har man ikke med en furiøs rap-opkomling at gøre her. Vi snakker trods alt en ordekvilibrist og auteur med over 20 år på hiphopbagen, der for så vidt ikke har mere at bevise. Meget passende møder Jays mikrofonudfoldelser ind til direktørtid og ser bort fra samtidens populære staccato-flows, da sådanne leveringer har det med at distrahere fra ytringernes egentlige vægt og betydning. De basale syntakser giver i stedet plads til hvert ords tyngde, hvilket er albummets måske største force.

’4:44’ er et simpelt og kortfattet, men samtidig grandiost og fortættet værk, der skildrer en hudløst ærlig Jay-Z med alle hans personlige bakker og dale. Han anfægter sin hybris, dræber sit nom de plume og står mere end nogensinde før frem som Shawn Carter – en mand, der er mindst lige så meget ufuldkomment familiemenneske som succesfuld forretningsmand.


Kort sagt:
Efter mere end 20 år i hiphopfolden skulle man tro, at Jay-Z for længst havde opbrugt sin narrative kvote. Men med ’4:44’s soul-bugnende familietilståelser, der involverer alt fra utroskab til hemmeligholdt homoseksualitet, beviser han, at menneskelighedens selvransagelse sommetider er det eneste, man har brug for – også i musik.